lørdag den 5. maj 2012

Dengang horror blev serveret uden hype

Forleden så jeg MIL GRITOS TIENE LA NOCHE - en spansk splatter-gyser fra 1982 af Juan Piquer Simón. Det er ham, der også har lavet den forbløffende ringe SLUGS, MUERTE VISCOSA, så det var ikke fordi jeg havde forventet at se et mesterværk. Og det er MIL GRITOS TIENE LA NOCHE da heller ikke. Filmen, der internationalt er kendt som PIECES, er amatørteater fra start til slut med et håbløst manuskript, elendige skuespillere og gyselig musik.

Men den er også fascinerende og bizar på sin helt egen måde. Tager man de rette briller på, når man ser den, så er det faktisk en kulsort komedie. Vi er ikke i samme boldgade som SCARY MOVIE-serien, men hvis man ikke vidste bedre, så kunne man godt få den tanke, at PIECES var lavet som en parodi på splatterfilm. Nu havde jeg ikke læst ret meget om filmen på forhånd, så jeg havde ikke de store forventninger.
Careful with that chainsaw, Willard.
Det havde ellers været det nemmeste i verden at gå på nettet og finde en masse anmeldelser og baggrunds-info, før jeg så filmen. Sådan er det jo i vore dage, hvor alskens oplysninger er til rådighed med en Google-søgning og nogle få klik. Og i forhold til de helt nye film buldrer PR-apparatet hæmningsløst og i månederne op til en premiere stopfodres vi med stadig flere informationer, interview, teaser-plakater, trailere og stakkevis af klip. Sådan var det ikke dengang, PIECES havde premiere, hvilket man kan høre mere om i ekstramaterialet på dvd'en fra Arrow Films. I mini-dokumetaren PIECES OF DECONSTRUCTION: LOOKING BACK AT A GRINDHOUSE GOREFEST fortæller FANGORIAs medredaktør Michael Gingold om, hvordan det var:

"Back at the time, back in prehistoric times before the Internet, these movies would open and you would have no idea what they were, you know. You couldn't look them up on the Internet, they were not publicized very much in advance, they'd kindda go city by city, coming out from these small distributors. And that was part of the fun of going to horror films at the time ... it's going to these things and not having any idea what you were going to see, you know. You're not bringing any expectations because you've read something about it before or you've heard about the people involved. It's just this insane chainsaw movie just sort of came out of nowhere, what is this? It's kind of a thing that I think that's gone these days with the Internet and everything else, you know. No movie can sneak up on it's audience anymore. It's always been hyped up somewhere and I think that's part of the fun going to horror films that's been lost on the current generation".

Jeg er fra en generation, hvor jeg har oplevet lidt af det, som Michael Gingold taler om. Ofte havde man ikke andet end en annonce og måske en anmeldelse fra den lokale avis at gå ud fra, når man skulle beslutte sig for, om en film var værd at ofre en biografbillet på. Man kunne også få en fornemmelse af en films kvaliteter (eller mangel på samme) ved at granske plakaterne og billederne, der hang i biograferne. Men ellers skulle man læse filmblade og den slags for at få mere at vide, så "hype" var bare på et helt andet niveau dengang.
En af de store filmoplevelser fra min tid som ung horrorfan var George A. Romeros DAWN OF THE DEAD. Jeg havde ingen ide om hvad det var, jeg gik ind til, nemlig det vildeste og mest medrivende splatter-orgie. Hold da op, det var stort! På forhånd havde jeg læst en lille foromtale i et amerikansk blad, men jeg havde ingen ide om, hvor blodig og udpenslet filmen var.

I dag kan man selvfølgelig vælge ikke at læse noget som helst om filmene, før man ser dem, men det kan være svært at gemme sig for PR-bombardementet. Så jeg må give Michael Gingold ret i, at noget er gået tabt i det at se gyserfilm, nemlig det, at man helt uden forudsætninger og forventninger ser noget, man stort set intet ved om på forhånd ... hvilket er tæt på at være den ultimative måde at opleve netop horror på.

6 kommentarer:

  1. Ja, det var tider. Man kan dog stadig få den gamle "rene" oplevelse på filmfestivaler, hvor nye film bliver vist for første gang, inklusive små film, der ikke er blevet hypet eller måske kun omtales online på deres hjemlands sprog.

    SvarSlet
  2. Jeg synes nu stadig, at der er en del film, især hvis de ikke er fra et af de større lande i vesten, som det kan være svært at finde meget information om. Nogle film kan også være overraskende svære at få fat i.

    Men inden man henfalder til nostalgi, skal man også lige huske på, hvad tiderne også indebar: At det var meget vanskeligt at få fat i film og bøger, mens man i dag kan følge med og forudbestille en film eller bog. Man kan sågar være med til at finansiere film, bøger eller forestillinger, hvis man synes, at et projekt lyder lovende. Og man kan i det hele taget blive inspireret af folk rundt om på kloden, ligesom man selv kan videregive tips og oplysninger i realtime. Man er ikke påduttet den statsautoriserede radiofonis smagsdommere eller algoritmer for, hvad der skal spilles af musik, men kan i stedet finde inspiration fra reelle eller virtuelle venner via e-mail, sociale netværk, mixcloud, spotify, imdb, twitter, youtube, blogs og hvad der nu findes...

    Det giver efter min mening en langt større frihed og mulighed for at udvikle sit interessefelt, også i uventede retninger.

    Men det er klart, at teknologien også påvirker os. Hvis filmen er dybt kedsommelig, kan man jo bare spole hurtigt igennem den - det kunne man ikke, når man var nødt til at se den i biografen - og den udvikling bliver nok mere og mere udtalt. Jo flere valgmuligheder, jo mere kritisk må man være over for, hvad man vil bruge sin tid på. Og mængden af ligegyldigt bras - f.eks. alle de kedsommelige "making of"-dokumentarer - er kolossal.

    SvarSlet
  3. Der er ingen tvivl om, at de nuværende teknologiske muligheder og den lette adgang til at skaffe film hjem fra hele verden er et stort plus. Så det er ikke fordi alting var bedre i "de gode gamle dage".

    Når det gælder hype, PR og markedsføring, så er det i dag nok mere noget med at være god til at navigere, så oplevelsen af en film ikke spoleres af "to much information" (og denne blog bidrager jo også til hype-maskineriet).

    SvarSlet
  4. Jeg kan godt savne trailere, der ikke afsløre halvdelen (eller mere) af filmen. Jeg synes moderne trailere er alt for omfattende.

    Ofte vælger jeg ikke at læse om en kommende film eller springer trailere, anmeldelser osv helt over før jeg selv har set den.

    Jeg læste starten af en anmeldelse af Cabin in the Woods, før jeg stoppede og besluttede mig for en tur i biografen. Jeg vil helst have så ren en oplevelse som muligt :)

    SvarSlet
  5. Jeg har det på samme måde, jeg undgår p.t. ALT om Prometheus, jeg så traileren for traileren og så den første, rigtige trailer, og siden har jeg ignoreret alt andet, netop fordi jeg gerne vil overraskes og have alle de interessante ting for første gang på det store lærred. Og ja, gør det også med Cabin in the Woods.

    SvarSlet
  6. Læser af princip aldrig anmeldelser før jeg ser en film eller læser en bog, hvilket kan synes ironisk da jeg selv skriver begge dele. Det er bare min erfaring at alt for mange af mine med-anmeldere - ligesom trailerne - simpelthen afslører for meget! Der er ikke noget mere ødelæggende end at kende handlingen på forhånd :( Så selvom jeg ikke kan huske de gamle dage, kan jeg godt savne dem lidt :)

    SvarSlet