Advokaten Chris Cleek lever tilsyneladende et helt almindeligt familieliv med en kone, tre børn og et stort hus tæt på naturen. Men Chris er drevet af et eller andet, og da han ser en vild og såret kvinde ude i skoven, beslutter han sig for at fange hende og spærre hende nede i kælderen. Og som det familiemenneske, Chris er, så skal både kone og børn bidrage til projektet med at civilisere hende; på linje med alle de andre pligter og opgaver, de har i huset. Der er ingen tvivl om, at Chris Cleek er stjernepsykopat og ingen skal stå i vejen for hans fikse ideer - eller prøve på at afsløre hans hemmeligheder.
THE WOMAN er skabt af den kontroversielle amerikanske forfatter Jack Ketchum, der kendt for en stribe meget voldsomme bøger, og instruktøren Lucky McKee, der har lavet gysere som MAY, THE WOODS og MASTERS OF HORROR-afsnittet "Sick Girl". Ketchum og McKee har sammen skrevet manuskriptet til THE WOMAN og de har også fået udgivet historien som en roman.
Men baggrunden er lidt mere kringlet. THE WOMAN er i virkeligheden en sequel til
Andrew van den Houtens OFFSPRING fra 2009, der er baseret på Jack Ketchums bog fra 1991. Og den er igen en fortsættelse til hans debutroman fra 1980. Nu har jeg hverken læst de to bøger eller set OFFSPRING, og derfor er der uden tvivl nuancer i THE WOMAN, som jeg er gået glip af. Men det ændrer ikke noget ved, at det er en helt unik og meget foruroligende film; en af de virkelig sjældne.
Sjældent har jeg set vold blive skildret så intenst, skræmmende og overrumplende, som man oplever det i THE WOMAN. Her har vi at gøre med en mand, der virkelig hader kvinder, og Chris Cleek bruger ikke bare næverne til at kontrollere sin familie og kvinden nede i kælderen. Det er hård kost at kigge på, og det er ikke en film, som alle har lyst til at give sig i kast med. Vi er i den kulsorte og makabre ende af genren, hvor det ikke handler om at underholde, men om at rykke grænser, provokere og vække væmmelse. Bare vent til du ser slutningen; hold da op!
Sean Bridgers er et fund i rollen som en klamme Chris Cleek, mens Pollyanna McIntosh giver alt af sig selv som "kvinden". Angela Bettis er måske et lidt for oplagt valg som Chris' forskræmte kone, men hun formår alligevel at give rollen mange nuancer. Det gælder dog hele vejen rundt, at skuespillet er i top, og filmen får en særlig dynamik i kraft af de mange rock- og popnumre på lydsiden. Det virker umiddelbart malplaceret, men for pokker hvor det fungerer.
THE WOMAN er udgivet på dvd og Blu-ray her i Danmark af Pan Vision. Der er ikke noget ekstramateriale på dvd'en og det tror jeg heller ikke, at der er på Blu-ray'en.
THE WOMAN, USA, 2011. Instruktion: Lucky McKee. Medvirkende: Pollyanna McIntosh, Sean Bridgers, Angela Bettis, Lauren Ashley Carter, Zach Rand. Musik: Sean Spillane.
Det er en nemlig en rigtig fin, grum og overraskende lille horror-film, der efter en lidt langsom start pludselig sprænger i luften.
SvarSletJeg har en den på min top 5 over gysere fra sidste år.
Ja, The Woman gjorde i den grad indtryk på mig! Et MEGET anderledes familie-horror-drama,intens, gennemført ubehagelig, fremragende spillet af samtlige medvirkende...Helt suveræn!!
SvarSlet