fredag den 2. november 2012

Universals nye varulv er lidt tandløs, men den er ikke helt uden bid

Det amerikanske filmselskab Universal Studios har i årtier haft en forkærlighed for monstre, gys og uhygge, Allerede i 1923 havde de succes med THE HUNCHBACK OF NOTRE DAME og siden fulgte striben af vidunderlige film som DRACULA, FRANKENSTEIN, THE MUMMY, CREATURE FROM THE BLACK LAGOON og mange andre.

Blandt Universals monstre er selvfølgelig også varulve, der for alvor blev et hit med THE WOLF  MAN fra 1941. Filmen dukkede op i en remake-udgave i 2010, men før det havde Universal bl.a. haft en varulv med i VAN HELSING. Og nu er endnu en Universal-varulv på banen, nemlig i WEREWOLF: THE BEAST AMONG US, der er produceret direkte til dvd. Det er altså ikke en gyser med et enormt budget, men den byder på hæderlig underholdning i forhold til så mange andre billige direct-to-video-titler.

I 1800-tallet plages en rumænsk by af en varulv. Den lokale læge og hans unge assistent Daniel har nok at se til med at rydde op efter hvert angreb, og patienter, der er blevet bidt, aflives på stedet. En gruppe af selvsikre varulve-jægere ankommer til byen og Daniel anstrenger sig for at få lov til at hjælpe dem - alt imens han gør kur til Eva; en pige fra det bedre borgerskab. Varulven viser sig dog at besidde egenskaber, som selv de garvede monster-jægere ikke har set før og det lokale lighus fyldes op med endnu flere ofre.

WEREWOLF: THE BEAST AMONG US er på ingen måde en god film. Manuskript er proppet med alt for mange overflødige elementer, der er lidt for meget frilandsmuseum over locations og kulisser og våbnene virker alt for moderne. Det samme kan man sige om de popsmarte replikker. Samtidig er varulve-designet på ingen måde originalt og CGI-effekterne er sjuskede.

Men sjovt nok er WEREWOLF: THE BEAST AMONG US ganske seværdig, hvis man trænger til halvanden times uforpligtende underholdning eller er specielt glad for varulve. Det trækker også op i bedømmelsen, at filmen er meget blodig med masser af indvolde og den slags. At den så blegner i sammenligning med Universals andre varulve-gysere, er en anden snak - om 50 år vil denne film være glemt, mens fans stadig vil se THE WOLF MAN.

Rollelisten befolkes af skuespillere med mange TV-roller på deres CV, og så har man hyret Stephen Rea, så man i det mindste kan prale af at have en kendis med. Filmen er instrueret af Louis Morneau, som tidligere har lavet den hæderlige JOY RIDE 2: DEAD AHEAD og den elendige THE HITCHER II: I'VE BEEN WAITING. Det er åbenbart ham, man ringer til, når der skal laves noget direct-to-video-horror.

Jeg så WEREWOLF: THE BEAST AMONG US på den engelske dvd fra Universal. Der er danske undertekster på, men underligt nok har filmen først dvd-premiere herhjemme den 22. januar. Så hvis man ikke kan vente og måske vil spare et par kroner, kan man roligt bestille den hjem fra England. Ekstramaterialet er ikke overraskende lidt tyndt, men der er da et par OK informationer i det.

WEREWOLF: THE BEAST AMONG US, USA, 2012. Instruktion: Louis Morneau. Medvirkende: Ed Quinn, Stephen Rea, Guy Wilson, Rachel DiPillo, Nia Peeples. Musik: Michael Wandmacher.

5 kommentarer:

  1. BC fra horror-movie-a-day mente faktisk at den (måske især i betragtning af budgettet) var bedre end remaket fra 2010, som den vist iøvrigt var tænkt som en slags sequel til - det blev dog droppet hen af vejen...

    SvarSlet
  2. Jeg følte mig underholdt...

    SvarSlet
  3. Jeg synes - alt andet lige - at remake-udgaven er bedre. Man kan godt se, at THE WOLFMAN har kostet mere at lave, selv om mange af de 150 millioner dollar, der officielt er budgettet, måske er blevet opslugt af alt det bøvl, filmen måtte igennem, før den rent faktisk var færdig.

    SvarSlet
  4. Det er jeg enig i. Men Benicio Del Toro virkede mærkeligt misscastet - og, ja, nærmest uinteresseret... men ellers var det en flot film.

    SvarSlet
  5. Jeg følte mig både godt og dårligt underholdt. Det var ikke fordi jeg kedede mig, og den overraskede da også ind i mellem med lidt gode tricks. Da den var slut, havde jeg en lidt tom fornemmelse og efter et par minutter gik det op for mig at jeg aldrig kommer til at se den igen. Der imod ved jeg med sikkerhed at jeg godt kan finde på at sætte wolfman på en anden aften. Dog savner jeg Varulvekvalitetsfilm som THE HOWLING og WOLFEN. - Hvorfor nævner han ikke den amerikanske ulv i England? - vil de fleste sikkert spørge... Det er simpelthen fordi jeg ikke er vild med den - jeg ELSKER de første 30 min. men HADER alle de drømmesekvenser og bryder mig ikke om den overflod af humoristiske sekvenser den har.

    SvarSlet