GHOST HUNTERS, GHOST ADVENTURES, PARANORMAL STATE, MOST HAUNTED og GHOST LAB er bare nogle af titlerne på de spøgelsesjæger-programmer, der flimrer over alverdens TV-kanaler. Nu kommer endnu et af slagsen, nemlig GRAVE ENCOUNTERS. Her følger man værten Lance Preston, der i hver episode tilbringer en nat spærret inde på et hjemsøgt sted sammen med sit hold af eksperter ud i det paranormale. I episode 6 undersøger de det forladte Collingwood Psychiatric Hospital, hvor det tilsyneladende spøger. Lance Preston er dog en meget ambitiøs ung mand, der med glæde snyder og bruger billige tricks for at få det til at se ud som om, at hospitalet faktisk er hjemsøgt. Men som timerne går støder de på stadig flere uforklarlige ting - og så bliver det for alvor uhyggeligt.
GRAVE ENCOUNTERS er en gyser i found footage-genren, hvilket vi har set talrige eksempler på de senere år. Det er lidt som om, at instruktørerne tror, at hvis de bare render lidt rundt og vifter med et kamera på en creepy location, så vil de helt automatisk tjene lige så mange penge, som folkene bag PARANORMAL ACTIVITY har gjort. Sådan fungerer tingene så ikke i den virkelige verden, men GRAVE ENCOUNTERS er dog en af de bedre film i genren. Selv om found footage kan virke som en udslidt gimmick, så får man her en underholdende gyser med et OK manuskript, hæderlige skuespilpræstationer og en håndfuld solide chok.
Filmen er skrevet og instrueret af The Vicious Brothers (Collin Minihan og Stuart Ortiz) og har kostet i omegen af 1 million dollar at lave. Minihan og Ortiz har også klippet filmen og lavet special effects, så det er et meget energisk makkerpar, vi har med at gøre. På den engelske dvd-udgave af GRAVE ENCOUNTERS fra Metrodome kan man se et lille interview med de to, og de ligner bare et par 14-årige knægte. Men det er altså nogle talentfulde gutter, der er værd at holde øje med i fremtiden.
I modsætning til f.eks. PARANORMAL ACTIVITY, så er der skruet pænt op for de skræmmende effekter i GRAVE ENCOUNTERS. Mange vil måske mene, at det er for meget, men jeg synes nu, at det var forfriskende at se en film, hvor det uhyggelige ikke bare er nogle bump i mørket. Her får den ikke for lidt med masser af gespenster og anden gru. Manuskriptet er dog ikke helt i top, og især i det sidste kvarter får vi lidt for mange gentagelser. Her kunne man med fordel have strammet lidt op. Men alt i alt en fin lille film, hvis man endnu ikke er blevet træt af håndholdte videooptagelser.
GRAVE ENCOUNTERS, Canada, 2011. Instruktion: The Vicious Brothers. Medvirkende: Ben Wilkinson, Sean Rogerson, Ashleigh Gryzko, Merwin Mondesir, Juan Riedinger. Musik: Quynne Craddock.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar