Suget ind skrækfilmenes univers af lyd

Der er ingen tvivl om, at lyd er en af de vigtigste ingredienser, når man skal skabe den rette stemning i en gyser. Et knirkende gulv, et spøgelses triste klagesang, faldende bloddråber og vampyrens sultne hvæsen er elementer, der kan indgå i historierne og det er op til kreative mennesker at finde ud af, hvordan man bedst skaber disse lyde og hvor højt eller lavt, de skal være i det endelige lydmix. Et af disse kreative mennesker er hovedperson i den engelske film BERBERIAN SOUND STUDIO af Peter Strickland.

Her møder vi den reserverede englænder Gilderoy, der engang i 70'erne bliver hyret af et italiensk selskab til lave lyd til instruktøren Santinis nye skrækfilm. Gilderoy er ikke vant til genren og væmmes ved de klip, han ser, men han kaster sig ud i opgaven. Hans primære samarbejdspartner er filmens arrogante producent Francesco, der hundser rundt med alle - inklusive Gilderoy. Den stakkels englænder bliver stadig mere frustreret og nervøs, ikke mindst da nogle af de skuespillere, der arbejder på filmen, begynder at advare ham mod Santini. Og det virker som om, at stadigt færre mennesker møder ind på arbejde hver dag.

Det er både fascinerende og skræmmende, og man bliver næsten hypnotiseret af at se filmen

I filmen kan man opleve, hvordan instruktøren Santini raser over, at Gilderoy kalder hans film for en gyser. Og i ekstramaterialet på den engelske dvd-udgave af BERBERIAN SOUND STUDIO siger instruktøren Peter Strickland, at dette ikke er en gyser. "Not in a million years", lyder det. Nu er der ingen tvivl om, at denne film vil skabe en del debat blandt fans, der går op i genre-definitioner, men det helt unikke ved BERBERIAN SOUND STUDIO er, at den er så meget en gyser uden egentlig at være det. Man skal næsten være i stand til en form for orwellsk dobbelttænkning for at kunne rumme, at filmen er så meget både og.

Horror-elementet i filmen er især den ekstremt intense stemning, hvor Gilderoys arbejde med lyde får sit eget liv, og som vi suges ind i som tilskuere. Han er en fremmed i et fremmed land, og han intimideres igen og igen af folk omkring ham og de stadigt mere bizarre situationer, der opstår i studiet. Måske er han i livsfare, måske er han ikke... Men han er en mester til sit arbejde, og derfor har Santini og Francesco brug for ham. Det er både fascinerende og skræmmende, og man bliver næsten hypnotiseret af at se filmen.

Et elegant træk er, at vi på intet tidspunkt ser nogle af scenerne fra Santinis skrækfilm. Vi får kun main title-sekvensen, der i den grad signalerer italiensk 70'er-horror. Samtidig er filmens design helt perfekt, og det er herligt at se gamle spolebåndoptagere med store, kluntede knapper og alt det andet udstyr i studiet. Og så er det et vidunderligt og meget usædvanligt hold af skuespillere - med en fænomenal Tony Jones i spidsen - der optræder i BERBERIAN SOUND STUDIO.

Nu har det ikke været Peter Stricklands intention at skabe en gyser, og det bliver tydeligt i filmens sidste kvarter, hvor der for alvor går arthouse i det hele. Her synes jeg, at instruktøren lader sit publikum i stikken ved at køre filmen ud i en så mærkværdig retning, at alt det, der er gået forud, næsten bliver overflødigt. Derfor er det også en frustrerende oplevelse at se BERBERIAN SOUND STUDIO, men den er absolut værd at se.

Den engelske dvd-udgave fra Artificial Eye byder på ganske meget ekstramateriale. Noget af det indeholder en del gentagelser og den tekniske kvalitet er ikke i top, men der er noget for enhver smag med interview, slettede scener, gallerier og meget andet.

BERBERIAN SOUND STUDIO, England, 2012. Instruktion: Peter Strickland. Medvirkende: Toby Jones, Cosimo Fusco, Fatma Mohamed, Antonio Mancino, Eugenia Caruso. Musik: Broadcast.