torsdag den 9. maj 2013

MAMA: I en død mors kærlige, rådne arme

Man er på en eller anden måde foran på point, hvis man laver en gyser med uhyggelige og mærkværdige børn. Hvis historien også indeholder en uhyggelig og mærkværdig mor, så kan det næsten ikke gå galt. Det gør så alligevel til en vis grad i Andrés Muschiettis MAMA. Filmen handler om Jeffrey, der i desperation myrder et par kolleger og sin kone, hvorefter han stikker af med døtrene Victoria og Lilly. Efter et biluheld kommer de frem til en hytte ude i skovene, hvor Jeffrey dræbes af af en mystisk skikkelse, før han kan tage livet af sine piger.

Fem år senere bliver Victoria og Lilly fundet. Jeffreys tvillingebror Lucas og hans musiker-kæreste Annabel flytter ind i et stort hus for at tage sig af de sky og næsten vilde piger. Det er et mysterium, hvordan de to har kunnet overleve ude i skoven. Måske har det noget at gøre med den person, pigerne kalder for Mama - og Mama er tilsyneladende fulgt med dem.

MAMA er baseret på instruktøren egen kortfilm MAMÁ, der på bare tre minutter fortæller den nervepirrende historie om to piger, der har et møde med et spøgelse. Nu er den simple fortælling blevet til en succesfuld gyser med Guillermo del Toro som producent (hvilket udnyttes skamløst i markedsføringen) og vores egen Nikolaj Coster-Waldau på rollelisten. I skrivende stund har MAMA omsat for mere end 140 millioner dollar i alverdens biografer, og det er da også en film, der henvender sig til mainstream-publikummet - og så selvfølgelig dem, der synes, at det er cool at se en gyser med uhyggelige børn.

Pigerne spilles fremragende af Megan Charpentier og Isabelle Nélisse, hvor især sidstnævnte er virkelig creepy som den mest underlige og dyriske af de to. Der er noget meget rørende og gribende over den måde, de to piger skildres på. Jessica Chastain og Nikolaj Coster-Waldau er bundsolide i rollerne som kæresteparret, der påtager sig opgaven med at tage sig af de små. Filmens egentlige hovedperson er selvfølgelig Mama, som den megatynde Javier Botet lægger krop til. Desværre støder vi her på et af filmens problemer, for figuren er pladret til med computer-effekter, så Mama mere ligner en karakter i et spil end et spøgelse, vi bliver bange for.

Ganske vist kommer der en håndfuld effektive chok-scener undervejs, og der er ingen tvivl om, at Andrés Muschietti har talent for at skabe energi i scenerne. Men det bliver aldrig rigtig uhyggeligt, selv om vi kommer godt rundt om personerne og føler meget med dem. Det fortaber sig bare i det ekstremt kluntede manuskript, der ikke kan beslutte sig for, om filmen er en gyser, en eventyrfortælling eller et drama. Og så er slutningen noget juks...

MAMA har mange gode elementer, men som helhed er det ikke en vellykket film. Den er dog noget mere seværdig end f.eks. den forfærdelige DONT BE AFRAID OF THE DARK, der også havde Guillermo del Toro med på sidelinjen. Det er muligt, at han er god til at give debuterende instruktører en chance, men det virker lidt som om, at han gerne vil dreje filmene over i retning af det eventyrlige frem for det makabre og skræmmende - og det er synd.

Jeg så MAMA på den amerikanske region 1-dvd fra Universal. Med er også den oprindelige kortfilm MAMÁ, en lille bag kameraet-dokumentar, en håndfuld slettede scener samt et kommentarlydspor.

MAMA, Spanien-Canada, 2013. Instruktion: Andrés Muschietti. Medvirkende: Jessica Chastain, Nikolaj Coster-Waldau, Megan Charpentier, Isabelle Nélisse, Daniel Kash. Musik: Fernando Velázquez.

4 kommentarer:

  1. Glimrende gys.. En af de bedre releases i indeværende årti

    SvarSlet
    Svar
    1. Som skrevet, så er jeg ikke helt enig, men den har nogle fine elementer. Måske snupper jeg den også lige, når den engang kommer i biografen.

      Slet
  2. Enig med Daffy, jeg synes faktisk den var rigtig god.
    Er dog enig i, at den periodevis veksler mellem GYS og Drama, og at slutningen kammer over i CGI og er for lang. men kedede mig ikke et sekund - en af de bedste i år synes jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal blive interessant at se, hvordan de danske anmeldere tager imod denne film.

      Slet