lørdag den 22. juni 2013

Danske horror-bøger: Hot or not?

Den seneste uges tid har der været en heftig debat på Facebook om hvorvidt danske horror-fans svigter den danske horror-litteratur. Køber man nærmest pr. automatik de seneste værker af Stephen King i stedet for den nye af Steen Langstrup, Michael Kamp eller Jonas Vilmann? Der er ingen tvivl om, at markedet har ændret sig voldsomt de senere år, og at det kan være svært at få solgt mange eksemplarer med mindre man kan bryste sig af at være en del af bestseller-eliten.

E-bøger og selvudgivelser er både en ny mulighed og en ny udfordring, hvor der eksperimenteres en del, men hvor titlerne måske er i endnu større risiko for at drukne i et i forvejen uoverskueligt marked. Nu må vi blankt erkende, at horror er en snæver genre - ikke mindst i Danmark - og derfor skal man nok ikke forudbestille en Porsche den dag, man sender sin nye vampyrbog ud på markedet. Millioner på kontoen er forbeholdt de få (og de skriver krimier og andre ting).

Men er danske gyser-bøger i det hele taget noget, du gider at læse? Kom gerne med dine kommentarer - så tager jeg emnet op igen på et senere tidspunkt.

5 kommentarer:

  1. Engang i midten af 90'erne sad jeg på et fly til Melbourne. Læsestoffet til de 24 timer var en Stephen King-bog. Kort forinden havde jeg købt et nummer af det (for længst glemte) danske fanzine "Det Onde", som var dedikeret til skræklitteratur (skribenterne tilbad på det nærmeste Stephen King). Nu skulle jeg også til at læse gyserromaner! Men på den flyvetur varede det sgu ikke længe, før metaltrætheden bankede på. Først kunne jeg ikke helt forstå det, men så gik det op for mig, at selvom det var min første gyserbog i flere år, så var jeg alligevel ved at øve overkill på genren; Faktum var nemlig, at jeg så en masse HORRORfilm, læste alle de SKRÆKtegneserier jeg kunne opdrive, og selv var i gang med at lave et HORRORfilmfanzine. Det blev simpelthen for meget og da jeg var færdig med bogen, besluttede jeg at lægge gyserlitteraturen bag mig og læse hårdkogt kriminallitteratur i stedet. Og nu, 20 år senere, er det stadig den gængse strategi her i huset. Jeg kan lige klare at snuppe en af de gamle korte danske gyserknaldromaner, som man kunne finde i kioskerne i gamle dage, men ellers er det slut. Hvorvidt danske forfattere er lige så gode som deres udenlandske counterparts, skal jeg ikke kunne sige, men du har nok ret i det der med, at bøgerne simpelthen drukner i udbuddet.

    SvarSlet
  2. Jeg har faktisk aldrig rigtig overvejet dansk horror-litteratur. Jeg tror det har noget at gøre med, at min kærlighed til King ikke udelukkende bunder i en kærlighed til horror. Jeg læser faktisk ikke særlig meget horror, ud over ham.
    En fordom fra min side vil nok være, at danske horror-bøger falder lige så fladt som danske horror-film. Det er som sagt ikke noget jeg kan bakke op af erfaring, men hvis den danske litteratur ligner filmene, så kan det ikke være så godt ;)
    Men efter dit indlæg har jeg lyst til at prøve at se - så det kan være, at den næste tur på biblioteket skal indebære noget dansk gys.

    SvarSlet
  3. Jeg læser så meget som muligt af dansk horror for voksne og synes, at det er lidt ufortjent, hvis man automatisk vælger ikke at læse det, fordi det er dansk. Her kan være lige så store overraskelser og gode plots som i oversatte (læs amerikanske) bøger.
    Til gengæld synes jeg heller ikke, at man SKAL læse dansk horror, fordi det er dansk. Jeg gør det, fordi genren interesserer mig, og fordi jeg er i den heldige situation som bibliotekar, at jeg har nem adgang til det. Og fordi jeg synes, at når horror er godt, så er det bare rigtig godt, og derfor vil jeg ikke gå glip af noget :)

    SvarSlet
  4. Jeg går stort set altid uden om dansk litteratur - period! Det er som med danske film (som jeg stort set også går i en lang bue udenom) såsnart det bliver for "hjemligt" har jeg svært ved at leve mig ind i bogen (eller filmen). Det er sikkert en skam, for det vil ikke undre mig, hvis jeg går glip af en masse godt :). Men det andet problem er, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte. Det er gerne de udenlandske bestsellere, der får mest omtale, men jeg går nu også udenom Steven King.

    SvarSlet
  5. Hmmm, lidt spøjst. Filmindlæggene her får masser af kommentarer fra de mandlige læsere, men skriv et indlæg om bøger og kvinderne vælter frem som zombier i en George A. Romero-film. LOL. Kan det virkelig passe? Kvinder tager stilling til rigtige bøger og vi andre kigger bare i Fangoria? o_O
    Hahaha.

    SvarSlet