mandag den 3. juni 2013

Frygt på Facebook

Det er efterhånden standard, at en blog også skal have et liv på Facebook. Eksperter ud i den slags anbefaler nemlig, at man bruger de sociale medier som en måde at tiltrække trafik på, og så er Facebook velegnet til de korte nyheder og indlæg, der ikke nødvendigvis kræver et blog-indlæg. Strengt taget bør man også være på f.eks. Twitter og Tumblr, men man kan hurtigt få meget at se til.

Skræk og Rædsel lever selvfølgelig også på Facebook, hvor siden indtil videre har 348 "synes godt om". Du skal være meget velkommen til at kigge forbi, hvis du gerne vil følge med på Fjæs.

På Facebook kan man dog også finde en stribe andre sider og grupper, hvor gys og gru er i højsædet - uden at disse sider nødvendigvis er koblet sammen med en blog eller en hjemmeside. En af de større grupper er Danske Horrorfans, der pt. har 345 medlemmer. "Det kan ikke være rigtigt, at der ikke er en gruppe for de danske horror fans. Det må vi lave om på", skriver gruppen i sin præsentation.

De lidt mere obskure horror-oplevelser dyrkes især i gruppen Sleaze' N' Horror, der kan mønstre 172 medlemmer. Beskrivelsen af gruppen lyder således: "Det er her vi kan svælge i vores favorit film, skuespillere og yndlings klip. Det er her vi kan dele ud af vores halvfærdige analyser og ubrugelige piratviden. Det er her vi mødes efter midnat!".

En anden gruppe er Horror/Splatter/Gore/Sci-Fi freaks i Danmark, der har 135 medlemmer. Gruppen præsenterer sig ganske enkelt som "gruppen for alle Horror/Splatter/Gore/Sci-Fi freaks i Danmark!", så det er jo meget enkelt, men det understreges bl.a., at det ikke er tilladt at linke til sider med piratkopier, hvilket er meget sympatisk.

Endelig vil jeg lige nævnes siden Danske Horrorfreaks, der er ganske ny. Beskrivelsen siger, at den er "et fællesskab for os danskere, der er vilde med horrorfilm - vi er de danske horrorfreaks!". 81 personer er i øjeblikket med på vognen.

Mange fans er selvfølgelig med i flere af disse grupper, så det er ikke lige til at danne sig et overblik over hvor mange danskere, der følger med i og debatterer horror på Facebook - men det er en del. Nu har Fjæs sit helt eget mærkværdige liv, og derfor ville det nok være utopisk at forestille sig, at alle disse fans gik sammen i én stor gruppe, men det er godt at vide, at så mange er til skræk og rædsel.

3 kommentarer:

  1. Fandt også lige Gyser-gruppen med 108 medlemmer.

    SvarSlet
  2. Der findes også rigtig mange gyser grupper på Google+
    https://plus.google.com/s/Horror/communities

    SvarSlet
  3. Jeg er ikke selv på Google+, men tak for tippet, som andre måske kan få glæde af. Er der nogle rent danske grupper, du kender til?

    SvarSlet