onsdag den 25. september 2013

Renny Harlin har svært ved at finne ind til gyset

Så skal vi til det igen, nemlig endnu en gyser, der er baseret på virkelige begivenheder. I februar 1959 døde en gruppe på ni personer i de nordlige Uralbjerge. Gruppen, der var under ledelse af Igor Dyatlov, bestod af erfarne skiløbere og bjergbestigere. Da ligene blev fundet, viste deres telte tegn på at være blevet flået op indefra, og ekspeditionens medlemmer var løbet ud i den kraftige sne på bare fødder. To af ligene havde kraniebrud og et af dem havde fået flået tungen ud. Siden har der været mange spekulationer om, hvad der skete med de ni, der omkom på Kholat Syakhl; Det døde bjerg.

Hændelsen er nu omdrejningspunktet for den finske instruktør Renny Harlins nye film, THE DYATLOV PASS INCIDENT. Her møder vi den amerikanske studerende Holly King, der i årevis har været fascineret af den usædvanlige historie. Hun beslutter sig for at lave en dokumentarfilm om hændelsen, og rejser sammen med sine medstuderende Jenson Day og Denise Evers til Rusland sammen med to erfarne bjergbestigere. De kommer hurtigt på sporet af nye opsigtsvækkende oplysninger om episoden, og da de når frem til stedet, hvor de ni ekspeditions-medlemmer blev fundet døde i 1959, bliver tingene for alvor mystiske.

THE DYATLOV PASS INCIDENT kan umiddelbart beskrives som en slags THE BLAIR WITCH PROJECT oppe i bjergene. Genren er found footage, men heldigvis består store dele af filmen af teknisk set flotte optagelser - det er først i finalen, at der smides rundt med kameraet på må og få. At handlingen udspiller sig på en usædvanlig location udnyttes også til det yderste, og de fleste af de russiske medvirkende virker særdeles autentiske. Vores fem hovedpersoner er til gengæld lige så pisseirriterende som i så mange andre gysere i disse år.

I første halvdel er historien spændende, og man kan mærke, at ambitionsniveauet er højt, selv om det er en found footage-film. En natlig lavine er f.eks. ganske imponerende lavet. Desværre er manuskriptet af Vikram Weet noget af en rodebunke, der endda formår at få blandet det hele sammen med et af det 20. århundredes andre store mysterier. Samtidig er det uhyggelige ikke specielt uhyggeligt, hvilket især skyldes nogle computerspils-lignende special effects og chok-scener, der er lavet helt efter bogen.

Renny Harlin har tidligere instrueret underholdende gysere som PRISON, A NIGHTMARE ON ELM STREET 4: THE DREAM MASTER og DEEP BLUE SEA og ligegyldigt bras som EXORCIST: THE BEGINNING. Med THE DYATLOV PASS INCIDENT afsløres det, at han har svært ved at finne ind til gyset, men det er da i det mindste en ikke helt håbløs film... kun lidt håbløs.

Den engelske dvd fra Anchor Bay byder på et knap ti minutter langt kig bag kameraet-program. Ikke det store sus. Der er ingen undertekster på (bortset fra engelske undertekster, når der i enkelte scener tales russisk). Filmen hedder i øvrigt DEVIL'S PASS i USA.

THE DYATLOV PASS INCIDENT, USA-England-Rusland, 2013. Instruktion: Renny Harlin. Medvirkende: Holly Goss, Matt Stokoe, Luke Albright, Ryan Hawley, Gemma Atkinson.

2 kommentarer:

  1. "finne ind til gyset", fin anmeldelse og sjovt ordspil, tror jeg vil finne Prison frem og se den i aften:)

    SvarSlet
  2. Ved snart ikke, synes din omtale giver mig lyst til at se filmen. Renny er måske ikke den store kunstner, men jeg har et blødt punkt for hans Deep Blue Sea, som heller ikke var særlig uhyggelig, men skønt stor og larmende.

    SvarSlet