onsdag den 16. juli 2014

Rædsler i skyttegraven: Dengang far var soldat, så han en masse skrækfilm i biografen

Da jeg i 1982 blev færdig som student fra Sct. Knuds Gymnasium i Odense, trængte jeg til en pause fra blækregning, digt-analyser og franske gloser, så det passede mig fint, at det kommende år bød på ni måneders værnepligt. Det foregik på Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland, så for første gang havde jeg en længere periode med let adgang til hovedstadens mange tilbud.

Ikke mindst de mange biografer lokkede, og det var herligt efter en anstrengende dag ude i terrænet med oppakning og gevær at kaste sig på et S-tog, og så gå ind og se en film. Nu var det ikke bare horror, jeg så i den periode, men der blev kværnet en del gyserfilm. Jeg har kigget i nogle gamle aviser for at få overblik over, hvad jeg egentlig nåede at se i løbet af de ni måneder, værnepligten varede.

Den første film, jeg fik set, har været CAT PEOPLE, Paul Schraders remake med den splitternøgne Nastassja Kinski. Vi var vist en hel flok, der gik ind og så filmen, som havde premiere den 9. august 1982. Det har formentlig været i den store sal i Palads. Dengang oplevede jeg filmen som dynamisk, men ujævn, og det er ikke et indtryk, der har ændret sig med årene. Men der var mange flotte øjeblikke i CAT PEOPLE, og især syntes jeg, at obduktionsscenen var væmmelig.

Palads blev ofte besøgt, fordi biografen lå centralt, og da jeg for det meste nåede ind og se filmene i premiereugen, så kørte de som regel i de større sale. Det gjaldt selvfølgelig også POLTERGEIST, der fik premiere den 3. september det år. Den gik jeg ind og så sammen med en af soldater-kammeraterne, der også elskede film med lidt gang i. Vi var enige om, at POLTERGEIST var fed - ikke mindst "jeg-flår-mig-eget-ansigt-i-stykker"-scenen. Wow!

Samme premiere-uge bød på BLOODY BIRTHDAY, der på dansk fik den fantastiske titel SMÅ DURKDREVNE MORDERE. Filmen kørte i Cinema 1-8 på Rådhuspladsen, som jeg også fik besøgt en del gange. BLOODY BIRTHDAY var slet ikke på niveau med POLTERGEIST, men det var fint at se den.

Det var også Cinema 1-8, der lagde lokaler til mit næste horror-besøg. Denne gang gjaldt det Lewis Teagues herlige dyregyser ALLIGATOR, der fik premiere fredag den 17. september. Nu var det dog ikke sådan, at jeg så filmene på selve premieredatoen, da vi sjældent legede krig lørdag og søndag, med mindre vi var på øvelse. Jeg var derfor hjemme i Odense i weekenden, og så blev de første hverdage derefter brugt på at få samlet nogle af de nye film op.

Også dengang var Imperial noget ganske særligt, men det var ikke fordi, det vrimlede med horror-premierer i den fornemme sal. Fra den 1. oktober 1982 kunne man dog se Rick Rosenthals HALLOWEEN II i Imperial, hvilket nok var drevet lidt af, at 1'eren havde været et hit. Den havde givet mig en solid dosis chok, da jeg så den i Odense, så jeg snuppede selvfølgelig også 2'eren (der i øvrigt kom til Danmark næsten et år efter den amerikanske premiere - det var andre tider dengang). Filmen var dog ikke nær så uhyggelig som 1'eren, men jeg kan faktisk ikke huske, om jeg var skuffet over den.

Vi hopper en måneds tid frem til omkring den 5. november hvor det, der i dag regnes for at være en af genrens moderne klassikere, blev sluppet løs i de danske biografer. Det er selvfølgelig John Carpenters THE THING, der fik den meget passende danske titel DET GRUSOMME UDEFRA. Jeg var vildt imponeret over THE THING, og den samme oplevelse havde min film-interesserede soldater-kammerat. Det var bestemt en af de gode biografture og alle pengene værd (selv om jeg for længst har glemt, hvor meget en biografbillet kostede dengang).

Hukommelsen er heller ikke helt intakt, når det gælder THE ENTITY (eller DEN USYNLIGE FORFØLGER), der fik premiere den 26. november. Jeg ved, at jeg har set den i biografen, men jeg er ikke helt sikker på, om det var i den periode, hvor jeg var inde som soldat.

Til gengæld er jeg stensikker på, at jeg var en tur i Tivoli Bio i forbindelse med, at PARASITE fik premiere den 3. december 1982. Filmen blev nemlig vist i 3-D, og det var første gang, at jeg så en film med de dumme pap-briller på. Nu er PARASITE en rigtig skod-gyser, men den havde da et par scener undervejs, hvor tingene for alvor poppede ud af lærredet.

December bød ellers på et hav af gamle danske film og diverse Disney-produktioner, og i juledagene havde Steven Spielbergs E.T. THE EXTRA-TERRESTRIAL premiere. Den har ikke noget med horror at gøre, men det var en af de første gange, at jeg oplevede fænomenet piratkopiering. En af gutterne på kasernen havde nemlig fået den hjem på et VHS-bånd fra England. Jeg så den ganske vist ikke, men der blev dæleme snakket meget om filmen - og især at man havde set den før den danske premiere.

John Carpenters THE FOG fik repremiere i løbet af januar 1983, men den havde jeg set tidligere, men fra den 21. januar kunne man se en skrækfilm, der siden er blevet en af mine personlige favoritter. Det var George A. Romeros Stephen King-antologi-gyser CREEPSHOW. Den kørte i første omgang i Palladium, og jeg var så godt underholdt, at jeg et stykke tid senere så filmen endnu en gang - dengang kørte filmene i længere tid i bifferne, end vi oplever det i dag.

De kommende måneder bød på mange øvelser, og det var ikke helt så meget horror, der kom op i biograferne, men jeg fik set en del andre film. Og onsdag den 11. maj 1983 var min militærtjeneste så forbi, og jeg drog tilbage til Odense. Den sidste aften var vi øvrigt inde i Saltlageret for at se koncert med A Flock of Seagulls, men det er en helt anden historie.

Jeg nåede langt fra at se det hele i løbet af de ni måneder, og det kan man jo godt ærgre sig over nu - ikke mindst fordi perioden også bød på titler som THE BURNING, QUELLA VILLA ACCANTO AL CIMITERO, PIRANHA PART TWO: THE SPAWNING, INCUBO SULLA CITTÀ CONTAMINATA og ...E TU VIVRAI NEL TERRORE! L'ALDILÀ. I dag er det kun ved særforestilinger, at den slags gysere kan opleves på et stort lærred, men der var altså engang, hvor man bare kunne løse billet i en almindelig biograf og se de vildeste rædsler.

11 kommentarer:

  1. Indrøm det bare, I var også i Nygade Teatret og se "Caligula"!

    SvarSlet
  2. Spændende titler premiere august 82 til april 83

    Conan Barbaren 06.08.82
    Lejrbålet 13.08.82
    Slagtehuset Ved Kirkegården 23.08.82
    St.Helens Eksploderer 23.08.82
    Poltergeist 03.09.82
    Små Durkdrevne Mordere 03.09.82
    Alligator 17.09.82
    Blade Runner 24.09.82
    Den Grønne Bøddel 24.09.82
    Maskernes Nat 2 01.10.82
    Phantasm - Dus Med Døden 04.10.82
    Amazonjunglens Slavelejr 15.10.82
    Lurende Øjne 15.10.82
    Vampyr-Fiskene 15.10.82
    Det Grusomme Udefra 05.11.82
    Pansertruck 05.11.82
    Farligt Bytte 08.11.82
    Sværdet Og Troldmanden 12.11.82
    Kvindefængslet På Klippeøen 15.11.82
    Den Usynlige Forfølger 26.11.82
    Special Commando 82 26.11.82
    Årgang 84 26.11.82
    Mega Force 82 19.11.82
    Parasit - Dødens Bid 03.12.82
    Rædslernes Blodige By 26.12.82
    Dødsfælden 26.12.82
    Forført Til Mord 17.01.83
    Creepshow 21.01.83
    Knofedt Til Hårde Hunde 28.01.83
    Hotel Paradis 07.02.83
    Cobra Mysteriet 14.02.83
    The Soldier 25.02.83
    Massemordet I Guyana 28.02.83
    Woodoo Rædslernes Hotel 14.03.83
    Kvinder Bag Gitter 19.03.83
    First Blood 08.04.83

    SvarSlet
  3. Det var da et eminent indlæg der bringer minderne frem! Specielt fordi jeg selv er fra Odense og også har oplevet de lækre film. ( Desværre var jeg kun 14 i 82' så de blev set på VHS) Dog lykkedes det mig at se Fredag d.13' i biografen som 12-13 årig efter 3 forsøg og noget med at betale sort samt holde vores kæft under filmen :-). Ak ja. Det var tider...

    SvarSlet
  4. @Nicolas: Nu kan jeg ikke svare for mine soldater-kammerater, men jeg var aldrig selv i Nygade Teatret og se CALIGULA. Men kom ofte forbi, fordi biografens udvalg af videospil var ret sejt.

    @Anonym: Det var en spændende tid mht. premierer, og jeg så ganske meget - også af titler, der ikke hørte til den fantastiske genre.

    @Thomas K.: Jeg nåede ikke ind og se FRIDAY THE 13TH i Odense (mener at den kørte i Kino), men nogle af mine klassekammerater havde set den, og jeg var meget misundelig.

    SvarSlet
  5. Det var Kino og som dobbeltprogram med Dragens Klør - pudsigt som gysere og karatefilm ofte blev sat sammen... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. FRIDAY THE 13TH må i første omgang have kørt som almindelig premiere, før den røg ud i dobbelt-forestillingerne (nu har jeg ikke adgang til Fyens Stiftstidendes gamle udgaver, men det kunne være sjovt at bladre dem igennem). Mener at især Grand kørte disse dobbeltprogrammer - har i hvert fald set HALLOWEEN sammen med en karate-sjasker derude.

      Slet
  6. Jeg har prøvet at Google alt i mellem himmel og underverdenen, men fandt ikke noget. Dog er jeg helt sikker på det var et dobbeltprogram og hvis jeg gransker mine erindringer om omgivelserne tror jeg faktisk du har ret i det var Grand. (Det passer godt ind i mine erindringer om byturene på Grand Palace :-) ) men så blir jeg lidt i tvivl om F13 rent faktisk havde en solo-premiere eller ej.

    SvarSlet
    Svar
    1. En af mine klassekammerater fra folkeskolen var inde og se FRIDAY THE 13TH, så den har helt sikkert haft en selvstændig premiere. Kan dog ikke verificere det uden at have nogle gamle aviser at bladre i. Har kun adgang til gamle Ekstra Bladet, men når Statsbiblioteket engang får scannet de 32 millioner avissider, de længe har fablet om, så bliver det nok nemmere at finde frem til informationerne.

      Slet
    2. Tak for info. Det gode ved den løsning, der på et tidspunkt kommer fra Statsbiblioteket, er, at den giver dig adgang fra din egen computer.

      Slet
  7. Ren nostalgi at læse dit indlæg. Men bevægede du dig aldrig ned på Vesterbrogade til Saga og City Bio?
    Disse 2 biografer kunne man også opleve gys og dobbelt programmer. Men kom gerne med flere oplevelser med gys og skræk på det store lærred.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kom ikke ret meget i den ende af byen, og da jeg nogle år senere igen havde en periode i København, var Saga blevet til et koncertsted.

      Slet