I aftes var jeg i Cinemateket for at se den originale A NIGHTMARE ON ELM STREET, der blev vist som en af deres Ønskefilm, en serie, hvor filmhusets brugere byder ind med titler, der er et gensyn værd. Og det er Wes Cravens mareridts-klassiker i den grad. Herligt at opleve Robert Englund som en rigtig ond Freddy, og skønt at se alle de syrede og elegante drømmesekvenser.
Filmen blev vist i en meget flot digital kopi, og der var god power på den ikoniske musik af Charles Bernstein. Fantastisk. Det er i øvrigt ikke første gang, at jeg ser A NIGHTMARE ON ELM STREET i Cinemateket. For otte år siden havde de den på programmet i en slidt 35mm-kopi, og det var en stor oplevelse at se den dengang. Det var det også i går - den film kan man bare ikke blive træt af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar