lørdag den 13. august 2016

Et dyk ned i arkivet: Bind 17 af THE YEAR'S BEST HORROR STORIES

Jeg har siddet lidt og kigget i nogle af mine gamle fanzine-skriverier for at se, om der var noget, der måske ville værd at "genoptrykke" her på bloggen. Gennem årene har jeg reddet enkelte af disse gamle tekster, så som denne her, men jeg kan se i andre skriblerier, at jeg ikke længere mener det, jeg skrev dengang. Kiggede på en FRIDAY THE 13TH-artikel fra 1989, og meget har ændret sig siden da, så jeg kan ikke helt stå inde for det, jeg skrev i sin tid. Derfor bliver det ikke til en repremiere på denne artikel. Men I skal da lige have en enkelt bog-anmeldelse, som jeg bragte i mit fanzine PHENOMENA nr. 2 i november 1989 - det lyder som om, at jeg skulle forsøge at få fat i den bog igen.

THE YEAR'S BEST HORROR STORIES: XVII
Antologi red. af Karl Edward Wagner, DAW Books 1989, 351 sider.

Det kan virke en smule blæret, når der står på omslaget af en paperback, at den indeholder årets bedste horror-historier, og det skal være en meget modig redaktør, der sætter sig ved roret for sådan et projekt. Karl Edward Wagner synes at have styr på sine nerver, for nu har han redigeret denne antologi-serie i ti år.

Dette 17. bind i serien er det første, jeg har læst, og jeg blev i høj grad overrasket over novellernes meget høje kvalitet. Strengt taget har man som læser ingen mulighed for at vurdere, om det nu er de bedste historier, redaktøren har valgt ud. Hvert år trykkes der flere hundrede nye horror-noveller, og man skal være en særdeles energisk fan for at opspore og læse dem alle.

Mange af dem trykkes i blade som THE MAGAZINE OF FANTASY AND SCIENCE FICTION, AMAZING STORIES og FANTASY TALES, blade som man også kan købe her i landet. Andre trykkes i de efterhånden mange antologier, der udkommer hvert år med nye horror-noveller. Men endnu flere trykkes i de små semi-professionelle magasiner som GRUE, 2AM, THE HORROR SHOW og mange andre, som man er nødt til at abonnere på for overhovedet at få et glimt af dem.

Karl Edward Wagner må have pløjet sig gennem bjerge af horror for at finde den lille samling perler, som THE YEAR'S BEST HORROR STORIES: XVII er. "Fruiting Bodies" er et stærkt indslag fra Brian Lumley om befolkningen i en lille by, der bogstaveligt talt "er gået i frø". Novellen har noget af den snigende uhyggestemning, man også finder i H.P. Lovecrafts noveller. "Works of Art" af Nina Kiriki Hoffman handler om en kunstner, der mener, at der kun må eksistere et af hans værker af gangen. Når han har lavet noget nyt, skal det gamle ødelægges. Novellen byder på en af disse slutninger, man ikke kan ryste af sig i flere dage.

Ian Watson har skrevet en ganske grum sag, "Last Bodies", om nogle yuppier, der en dag finder et levende rævehoved ude i haven, mens Charles L. Grant leverer endnu en af sine afdæmpede og tankevækkende noveller, "Now and Again in Summer" om en togrejse med en uendelig destination.

Mange af novellerne er af den stille og rolige type, men Wagner har også taget et par af de helt rå historier med. Gregory Nicoll fortæller i "Dead Air" om en ensom discjockey på en stille radiostation midt om natten. Hvem er det, der ringer hele tiden? Hvad betyder den musik, hun spiller? Og hvad sker der, når stationen kun sender "død luft", en iskold tavshed, der er alle radiostationers største frygt. "Dead Air" er ikke alene antologiens bedste novelle, det er også den mest uhyggelige, jeg har læst i jeg ved ikke hvor lang tid. Den er godt nok bare creepy!

Om antologien lige netop indeholder årets bedste horror-noveller, skal jeg ikke kunne sige, men den indeholder det, der har skræmt Karl Edward Wagner. Og det er gode sager.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar