mandag den 22. august 2016

Steen Langstrup disker op med isnende uhygge på tropeøen, du for alt i verden ikke vil besøge

Så er dansk horror-litteraturs grand old man, Steen Langstrup, på banen igen - denne gang med romanen Ø, hvor it-nørden Noa og hans kæreste Selina kommer ud for ufattelige rædsler på den tropisk ø Kematian et eller andet sted i Sydøstasien. Egentlig er øen forbudt område, efter sigende er det en nationalpark, men det lykkes for det unge par at komme derud for at opleve det unikke koralrev, der findes her. Men noget går galt og Selina dør.

Allerede fra første linje får vi at vide, at den unge kvinde har mistet livet, så det er på ingen måde en spoiler. Spørgsmålet er bare hvordan. Noa er blevet varetægtsfængslet, og han har fået besøg af Line, der arbejder på det danske konsulat. Hun vil gerne hjælpe ham, men problemet er de mange huller i Noas forklaring - for hvordan kan det være, at Selinas lig har voldsomme skader, når nu Noa hævder, at hun døde af en forgiftning. Og det er ikke det eneste, der ikke hænger sammen.

Det er på alle måder et mareridt, som Noa har været igennem, og som læsere sendes vi på en følelsesmæssig rutsjebanetur, efterhånden som historien skrider frem. Steen Langstrup skriver levende og filmisk, og vi oplever hvert eneste sitrende sekund på den frygtelige ø med en enestående intensitet. Det er ganske enkelt verdensklasse.

Garvede horror-læsere vil undervejs i handlingen nok få en fornemmelse af, hvor historien er på vej hen, men det ændrer ikke så meget ved, at klimaks er en stærk omgang. Ø er ikke en egentlig uhyggelig bog, men det er en af de her fortællinger, der kan beskrives som værende foruroligende. Man gribes af den mættede stemning og de mange detaljer, der gør, at man læser de godt 200 sider på ingen tid.

Nu indledte jeg med at kalde Steen Langstrup for dansk horror-litteraturs grand old man, hvilket måske kan virke underligt, eftersom han er født i 1968. Men få har som ham holdt fast i gyset som et område, der skulle udforskes og eksperimenteres med, og produktionen har indtil videre været imponerende. Ø ændrer på ingen måde ved den opfattelse - læs den før du næste gang booker billetter til fjerne himmelstrøg.

Ø er i øvrigt en flot bog at se på med en enkel og dyster forside. Hver kapitel indledes med et stort Ø, og på alle sider finder man oppe i hjørnet et lille ø-logo. Herligt når der på den måde kæles for produktet.

Steen Langstrup: Ø. 2 Feet Entertainment, 2016, 212 sider. Bogen er venligst stillet til rådighed af forfatteren.

2 kommentarer:

  1. Den ser og lyder så spændende, at jeg netop har købt den fra hans FB side. Jeg var ellers i 2 bogbutikker for at få den med hjem idag, men kan forstå den kun kommer fra hans eget forlag. Til gengæld koster den online mellem 329,- og 390,- hos de store boghandlere og kun 250,- via FB-siden. Så jeg må jo bare vente.

    Læser ellers efterhånden kun e-bøger eller lydbøger, men den udkommer kun som papir i starten fordi han har gjort så meget ud af layoutet - og det synes jeg egentlig er en god pointe!

    SvarSlet
  2. Det er lækkert med de små detaljer i bogen, hvilket i øvrigt også har præget andre Steen Langstrup-udgivelser.

    SvarSlet