Forleden kunne Dario Argentos SUSPIRIA fejre sit 40 års jubilæum, og i den forbindelse er filmen blevet digitalt restaureret, så den formentlig er flottere end nogensinde. Og den gode nyhed er, at Miracle Film har besluttet sig for at hente den hjem til Danmark, og de sætter den op til Halloween den 31. oktober. Lige hvor mange biografer, den rammer, eller hvor mange dage, den skal spille, vides endnu ikke. Her er Miracle Films omtale af SUSPIRIA:
Jessica Harper spiller den unge ballerina Suzy Bannion, der rejser til Tyskland for at blive optaget på en kendt balletskole. Her går det hurtigt op for hende, at den nye skole gemmer på gruopvækkende hemmeligheder.
SUSPIRIA (eller CHOKHOUSE, som den oprindelig blev kaldt i de danske biografer) er hovedværket i Dario Argentos mesterlige produktion i 70'erne. Allerede i 60'erne var han succesfuld manuskriptforfatter og således med på manuskriptet til Sergio Leones ONCE UPON A TIME IN THE WEST, men det var som instruktør, at han i 1970 for alvor fik sit gennembrud med FUGLEN MED KRYSTALFJERPRAGTEN, der såmænd i Danmark fik premiere i ingen ringere end Imperial-biografen i København.
Filmens succes affødte straks flere af samme kaliber: FIRE FLUER fulgte allerede året efter og PROFONDO ROSSO i 1975. Men højdepunktet blev SUSPIRIA, hvor han sammen med rockbandet Goblin komponerede den skrækindjagende musik til Luciano Tovolis forførende flotte billedside. Udover Harper medvirker Stefania Casini og Udo Kier samt Joan Bennett i sin sidste filmrolle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar