Mens vi her i Danmark fejrede Store Bededag med at spise varmer hveder, havde de engelske filmselskaber travlt med at forkæle horror-verdenen med nyheden om en masse slasher-film, vi nu kan se frem til at kunne købe på Blu-ray. Først på banen var Arrow Video, der på Facebook annoncerede, at de den 21. august udgiver J.S. Cardones THE SLAYER fra 1982.
Filmen har hidtil kun været udgivet i tvivlsomme udgaver, der enten har været klippet eller i fullscreen. I sin tid har man også kunnet leje THE SLAYER på VHS her i Danmark, men jeg tror faktisk aldrig, at jeg har set den. Nu skulle den heller ikke være det store sus, men den har bare været en af de film, som skrækfans har sukket efter en ordentlig udgave af, og nu kommer den altså i en 4K-restaureret udgave, hvor man både får en dvd og en Blu-ray med i æsken. Og så er der selvfølgelig spritnyt ekstramateriale at glæde sig til.
At filmen har været eftertragtet kan man se på den aprilsnar, som 88 Films valgte at lægge ud på deres Facebook-side for halvanden måned siden. Her annoncerede de, at de ville udgive THE SLAYER i samarbejde med det amerikanske selskab Code Red, men det var bare en joke, og den var vist mest lavet for at understrege den rivalisering, der åbenbart er mellem de to selskaber.
Nu ville filmen ellers have været en passende tilføjelse til Slasher Classics Collection-serien fra 88 Films, men nu bliver det altså Arrow Video, som udgiver den. Men 88 Films var dog hurtigt ude på Store Bededag, for kun ganske få minutter efter, at Arrow havde annonceret THE SLAYER, bød 88 Films ind med hele tre titler i deres Slasher Classics Collection. Det gjorde de på deres Facebook-side, hvor de blandt andet skrev, at de er "the only UK label to have a line dedicated to the deranged delirium of the golden age of slice and dice", så man kan godt fornemme, at der bliver kæmpet lidt selskaberne imellem.
De tre kommende titler fra 88 Films er THE HOUSE ON SORORITY ROW fra 1983, SLAUGHTERHOUSE ROCK fra 1988 og SWEET SIXTEEN fra 1983. Udgivelsesdatoerne er ikke offentliggjort, og hvad der måtte være af ekstramateriale vides heller ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar