Den amerikanske instruktør Tobe Hooper er død, 74 år gammel. Han gik bort lørdag i Sherman Oaks, Californien, oplyser Los Angeles County Coroner. Vi har altså mistet manden bag THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE fra 1974, en af genrens mest ikoniske film; et unikt mesterværk, der står højt på de fleste lister over verdens bedste horrorfilm. Intet af det, som Hooper ellers instruerede, nåede op på siden af "Saven", som den kærligt kaldes blandt danske fans.
Mit første møde med MOTORSAVSMASSAKREN har været i min folkeskoletid. Den omrejsende biograf var i byen og havde sat deres udstyr op i det lokale forsamlingshus. Jeg havde absolut ingen ide om hvad det var for en film, jeg skulle ind og se, men jeg kunne mærke uro i kroppen allerede under forteksterne med de makabre nærbilleder af liget. Og da den bindegale blaffer snittede sig selv i hånden, måtte jeg lige gå udenfor og trække lidt frisk luft.
Sådan fortsatte det resten af forestillingen, og reelt nåede jeg nok kun at se halvdelen af filmen. Først mange år senere fik jeg set THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE fra start til slut, og jeg var blæst væk. Hold da op for en film! I dag regner jeg den for at være en af mine personlige horror-favoritter, og jeg kan fornemme, at jeg snart skal have set den igen.
Hooper arbejdede først og fremmest med horror, og en af hans største succeser var POLTERGEIST fra 1982. Der er dog bred enighed om, at Steven Spielberg reelt instruerede det meste, men der er nogle grumme øjeblikke undervejs, der helt klart må tilskrives Hooper. Af andre gode og seværdige Tobe Hooper-værker er det værd at nævne EATEN ALIVE, THE FUNHOUSE og TV-filmatiseringen SALEM'S LOT (billedet).
Jeg ved, at LIFEFORCE er et hit blandt mange fans, men den har aldrig sagt mig noget - og hans "Saven"-fortsættelse THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE 2 er en underlig størrelse, men den har trods alt en nervøs energi, der får dele af den til at fungere. Desværre nåede Hooper også at lave en del gysere, der var alt andet end heldige og enkelte af dem var ligefrem rædselsfulde. Det gælder INVADERS FROM MARS, SPONTANEOUS COMBUSTION, THE MANGLER, TOOLBOX MURDERS og MORTUARY.
Men det er værd at understrege, at Tobe Hooper ville gyset, og det er den arv, han efterlader. Og THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE er en film, der vil flænse nerverne på fans i mange generationer endnu. Tak for den og tak for gyset. Hvil i fred, Tobe Hooper.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar