Danmarks største pulphelt slår til: EN SAG FOR LUCKNER: DEN SAMLEDE PORTEFØLJE 1973-2017

Det smagfulde omslag af Peter Snejbjerg er holdt i dystre farver.

Da jeg som knægt svælgede i de skønne horror-tegneseriehæfter fra Interpresse, læste jeg selvfølgelig også Per Sanderhages noveller om den stilfulde lejemorder Luckner, der under sine opgaver måtte kæmpe mod vampyrer, zombier og andre overnaturlige fænomener. Det var især i GRU, at novellerne dukkede op, men da Interpresses gyser-blade stort set forsvandt fra de danske kiosker midt i 70'erne, forsvandt også den platform, hvor Luckner havde boltret sig.

I 2012 vendte han dog tilbage i fanzinet NørdNyt, hvor det i løbet af de følgende år blev til en solid håndfuld noveller mere. Og nu er det hele så blevet samlet i bogen EN SAG FOR LUCKNER: DEN SAMLEDE PORTEFØLJE 1973-2017, hvor der sandelig også diskes op med to noveller, der ikke har været udgivet før. 13 historier alt i alt.

Illustrationen på forsiden af GRU nr. 10, der i sin tid satte det hele i gang.

Det er faktisk sjovt, at myten om Luckner er baseret på bare fem noveller fra 1973 til 1977, og det er lidt af at tilfælde, at historierne om den stilfulde lejemorder i det hele taget blev til noget. Det kan man læse i Kristian Nordestgaards forord til EN SAG FOR LUCKNER. Til GRU nr. 10 havde man nemlig valgt en illustration af den spanske tegner Enric Torres-Prat, hvor man på en skummel kirkegård kunne se et grumt uhyre nærme sig en ung, letpåklædt kvinde. Desværre indeholdt bladet ingen tegneserier eller historier, der matchede netop den scene, men det klarede Per Sanderhage så med den første Lucker-novelle "De smukke, de rådne og de døde". Problemet var løst og Lucker var født.

Sådan mødte GRU-læserne for første gang lejemorderen Luckner.

Jeg synes, at det er herligt at genlæse de noveller, jeg nød som yngre (og jeg nød dem noget mere end andre af de noveller, der blev trykt i GRU dengang). Og heldigvis fastholdes stilen i de senere noveller. Tiden er stadig 70'erne, så vi får altså ikke pludselig en ældre og mere gnaven udgave af Luckner, der skal forholde sig til smartphones, sociale medier og den slags. Men det er tydeligt, at ambitionsniveauet er skruet op i de senere historier, og det er rigtig god læsning. Ikke mindst er de mange referencer til ting og figurer fra populærkulturens verden et plus, som mange læsere sikkert vil sætte pris på.

Der er mange perler blandt historierne, og de er for det meste gennemsyret af en kulsort humor. Og så kan man more sig over, at Luckner er så forfængelig, at han næsten altid er ekstremt velklædt, selv om de dyre design-klæder som regel lider overlast under de drabelige missioner. Det er ikke nødvendigvis ham selv, der får løst opgaverne, fordi andre kræfter er på spil, men som regel ender han alligevel med at score sit honorar.

Peter Snejbjergs illustration til novellen "Den hovedløse motorcyclist".

Ikke alle novellerne sidder lige i skabet, og det er ikke nødvendigvis uhygge, der præger dem alle sammen, selv om det vrimler med alskens skræmmende væsener. Men hele vejen igennem er man godt underholdt, og kombinationen af nostalgi og ironi er et hit. Det hele rundes af med et efterskrift af Jesper Ilum Petersen om de glade dage, hvor GRU lå i bunker ude i kioskerne, samt en liste over de andre horror-relaterede ting, som Per Sanderhage har været involveret i. Forsiden samt bogens mange stemningsfulde illustrationer er skabt af Peter Snejbjerg.

Så uanset om du er fra den generation, der købte GRU og alle de andre grumme blade for dine lommepenge, eller du bare har lyst til at mærke suset fra dengang, så er en EN SAG FOR LUCKNER det hele rigtige køb. Ja, den er faktisk et pletskud (hvilket selvfølgelig er lidt plat at skrive, når vi har at gøre med en bog om en lejemorder - men det er helt i Luckners ånd).

Per Sanderhage: EN SAG FOR LUCKNER: DEN SAMLEDE PORTEFØLJE 1973-2017. SerieKlubben, 2017, 311 sider. Bogen er venligst stillet til rådighed af forlaget.