December-januar-programmet for Cinemateket i København er på gaden, og her disker de blandt andet op med serien "Freaks og andre forkrøblede gys" med undertitlen "1930'ernes pre-code horror". Der dykkes altså ned i de film, der blev produceret lige før Hollywood blev censur-forskrækkede og lagde bånd på sig selv med The Motion Picture Production Code. Serien er blevet sammensat af filmeksperten Nicolas Barbano, og den kan opfattes som både en hyldest til og en markering af dennes 40 år lange virke som filmanmelder med speciale i de grænseoverskridende genrer.
Og grænseoverskridende bliver det i Cinematekets serie. Ikke alt er rendyrket horror, men skrækken spiller også en rolle i de titler, der er på kanten af genren. Man kan glæde sig til at se Rouben Mamoulians DR. JEKYLL AND MR. HYDE (1931), Tod Brownings FREAKS (1932), Charles Brabin og Charles Vidors THE MASK OF FU MANCHU (1932), Erle C. Kentons ISLAND OF LOST SOULS (1932) samt Irving Pichel og Ernest B. Schoedsacks THE MOST DANGEROUS GAME (1932).
De fleste af filmene vises undervejs i serien ved en forestilling, hvor man som bonus får en introduktion. Nicolas Barbano introducerer DR. JEKYLL AND MR. HYDE og ISLAND OF LOST SOULS, Mikkel Munch-Fals introducerer FREAKS mens Filmnørdens Hjørne tager sig af THE MASK OF FU MANCHU. Et gratis foredrag med titlen "H.G. Wells - hans bøger og film" ved Nicolas Barbano kan man også opleve, og endelig bliver det til en særlig Edgar Allan Poe-aften, hvor Fuzzy sørger for musikken til Charles Kleins THE TELLTALE HEART (1928) og den følges op af Robert Floreys MURDERS IN THE RUE MORGUE (1932). Dette arrangement præsenteres af Det Danske Edgar Allan Poe-selskab. Læs mere om hele serien her, hvor du også kan se datoerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar