|
En del af de italienske giallo-film indeholder også masser af horror - og de har altid fået en noget kulørt markedsføring, som man kan se i denne tyske bog, jeg har stående om genren. |
Når det gælder italiensk horror har jeg nogle store huller i forhold til, hvilke film jeg har set. Noget af det skyldes personlige præferencer - noget af det skyldes tilfældigheder. Da jeg for alvor blev horror-fan, var det især de amerikanske og de engelske produktioner, der gjorde indtryk, og derfor skøjtede jeg udenom mange af de italienske tilbud. Desuden har det ikke altid været lige let at få fat i filmene, uden at de var klippet sønder og sammen af ivrige censorer rundt omkring. Jeg kendte bare ikke rigtig de gutter, der havde ucensurerede kopier af tingene stående på VHS, som man kunne låne - og dem, jeg kendte, boede langt væk.
At det tog mig noget tid at se noget som helst kvalitet i det, som Dario Argento rendte rundt og lavede, har bestemt også været en faktor, men siden er jeg kommet lidt efter det. Der skal ikke herske tvivl om, at en stor håndfuld af hans output har helt unikke kvaliteter, og så behøver vi ikke snakke om det bras, der er fulgt efter storhedstiden.
I årene, der er gået, har jeg selvfølgelig set en del italiensk horror, og det har hjulpet, at den engelske censur-myndighed, BBFC, har fået en markant mere afslappet holdning til, hvor meget der skal klippes i tingene. Alene det, at man uden de store problemer kan bestille hjem fra England, er ekstremt nyttigt. Og så lagde Another World Entertainment i 2006 stærkt ud med at lancere Ruggero Deodatos CANNIBAL HOLOCAUST på dvd på det danske marked, og siden fulgte et hav af andre italienske titler fra instruktører som Lucio Fulci, Umberto Lenzi, Mario Bava, Lamberto Bava, Sergio Martino, Michelle Soavi og førnævnte Ruggero Deodato. Her fik jeg samlet en del op.
|
Masser af gys i The Italian Collection fra 88 Films. |
I de senere år har engelske Arrow Video og 88 Films udgivet pænt mange italienske horror-titler, og man får også lækre udgivelser fra andre selskaber. 88 Films har endda lanceret en serie kaldet The Italian Collection, hvor der er kommet vildt meget i den skræmmende ende af spektret. Jeg har efterhånden fået købt det meste af det hjem, så der venter rigtig mange italienske gys i de kommende måneder. En god håndfuld af dem bliver gensyn, men meget af det har jeg ikke set før.
|
Denne Blu-ray fra Arrow Video er spækket med ekstramateriale. |
Tidligere på året fik jeg genset Dario Argentos TENEBRE, der er en af hans bedste og mest intense film - også selv om den er krydret med Jacques Tati-agtig komik undervejs. Det var på den flotte Blu-ray-udgave fra Arrow Video, hvor jeg stadig har til gode at tygge mig igennem ekstramaterialet.
|
Denne film kan klart anbefales. |
Så har jeg også set den stilfulde og pikante DELIRIUM (originaltitel LE FOTO DI GIOIA), som Lamberto Bava har instrueret. Hovedrolle-indehaveren Serena Grandi er bestemt ikke kedelig at se på, og så finder man både danske Trine Michelsen og det italienske pop-fænomen Sabrina på rollelisten. En voldsomt underholdende film.
|
LA BAMBOLA DI SATANA er udgivet på Blu-ray af Twilight Time. |
Endelig har jeg set Ferruccio Casapintas LA BAMBOLA DI SATANA (internationalt kendt som THE DOLL OF SATAN), der byder på masser af gotisk stemning, men den virker lidt sjusket og billig, og så slipper man ikke for en Scooby-Doo-agtig slutning. Men sine steder var den ganske OK. Ujævn er vist det ord, jeg leder efter.
Men der venter som sagt en del italienske gys i de kommende måneder. Omkring 30 stykker har jeg stående på min "skal have set"-liste. Det glæder jeg mig til.
Spændende indlæg! Hvis du ikke har set den kan jeg anbefale en af de lidt senere giallo’s med titlen The House with Laughing Windows. Går og håber på at Arrow udgiver den på et tidspunkt.
SvarSletDet er bestemt også en titel, jeg er stødt på i forskellige tekster rundt omkring. Kan se, at den er udkommet på dvd fra Shameless, men man kan altid håbe på en Blu-ray en dag.
SletVerden ville være et fattigere sted uden spaghetti-horror. Uden for slasher/kannibal-feltet er der attraktioner som Riccardo Freda & Mario Bavas "Caltiki il mostro immortale" (1959) og Fellinis "Histoires extraordinaires"-episode "Toby Dammit" (1968). Eller en efterårstur til Rom og besøge Profondo Rosso-butikken, skeletkrypten under Santa Maria della Concezione dei Cappuccini samt den årlige Fanta Festival. Mamma mia!
SvarSletDet er helt sikkert film, der står på min "er interesseret i"-liste, men nu tager jeg lige dem, jeg har liggende. Og en tur til Rom er bestemt også et projekt, der lokker.
Slet