søndag den 5. august 2018

Skrækfest 2018: Horror-festival i Odense

Den sidste uge af september går Odense komplet horror-amok med en masse arrangementer for store og små. Fællestitlen er Skrækfest 2018, og det er Odense Bibliotekerne, der står bag i samarbejde med Planet Pulp, Metal Mekka, Nordisk Film Biografer, AOF Odense & Nordfyn, Dansk Horror Selskab, Rollespilsforeningen Føniks, CrossroadLarp og Odense Zombie Events og med støtte fra Statens Kunstfond. Det hele starter tirsdag den 25. september og rundes af søndag den 30. september.

Undervejs vil man blandt andet kunne høre horrorforsker Mathias Clasen fortælle om aktuel forskning i uhyggens og genrens psykologiske og biologiske dimensioner, stifte bekendtskab med italienske horror-scores fra Goblin, høre forlægger og forfatter Henrik Sandbeck Harksen fortælle om H.P. Lovecraft, spille horror-brætspil, se THE EXORCIST, japanske gys og sci-horror-klassikere, dykke ned i horror-litteratur, høre dødsmetal, komme til skrækmarked og en hel masse andet.

Jeg har ikke kunnet finde en hjemmeside, der lige samler det hele, men man kan se mere på denne Facebook-side og ellers finde de enkelte arrangementer på Odense Bibliotekernes hjemmeside. Ellers er det hele plottet ind i Skræk og Rædsels horror-kalender.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar