I Cinemateket i København er de månedlige Psych-Out!-arrangementer omdrejningspunktet for skæve, bizarre, vanvittige og makabre film-oplevelser. Og her i næste måned bliver det ekstra blodigt, nemlig når man den 13. marts byder på to film under fællesnævneren "1970's eurotrash". Her kan man blandt andet opleve Armando Crispinos giallo-gyser MACCHIE SOLARI fra 1975 med Mimsy Farmer på rollelisten. Internationalt er den blandt andet kendt som AUTOPSY og THE VICTIM.
Cinemateket præsenterer filmen således: "I B-filmen 'Autopsy' fra 1975, kaster en ung medicinstuderende (horror-stjernen Mimsy Farmer) sig sammen med en præst ud i at opklare en serie bizarre og blodige selvmord – eller er det mon i virkeligheden fjernstyrede MORD, der er tale om? Instruktøren Armando Crispino blander giallo, grim gore og okkult nonsens, alt sammen til et ørehængende soundtrack af Ennio Morricone".
På programmet er også León Klimovskys spansk-amerikanske ÚLTIMO DESEO fra 1976. Internationalt er den kendt som THE PEOPLE WHO OWN THE DARK. Om denne skriver Cinemateket: "Den spanske B-kultfilm 'People Who Own the Dark' (1976) blander horror og science fiction i en enkel og original idé: En gruppe rige businessfolk og militærofficerer har et orgie på et gammelt slot, mens en atomkrig raser udenfor. Da de sniger sig ud for at finde mad er alle andre blevet blinde, onde og sindssyge! Inspirationen fra 'Night of the Living Dead' er tydelig, men instruktøren León Klimovsky er mand for både ægte uhygge, atmosfæriske billeder og har sit eget surrealistiske take på den apokalyptiske historie".
Alt i alt lyder det som en ret cool aften i biffen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar