søndag den 5. maj 2019

Nå, får du læst noget horror?

Jeg har som regel gang i flere læse-projekter på samme tid, når det gælder horror, men der er dog en mening med galskaben. En del fagbøger har en form, der gør, at man kan læse dem drypvis og stadig få meget ud af dem. Det gælder i hvert fald de to, jeg læser for tiden. Det drejer sig om Michael McCartys MODERN MYTHMAKERS: 35 INTERVIEWS WITH HORROR & SCIENCE FICTION WRITERS AND FILMMAKERS og Brian W. Collins' HORROR MOVIE A DAY: THE BOOK.

Førstnævnte består af en stribe interviews, hvor man sagtens lige kan snuppe et enkelt eller to i ny og næ. McCarty er en OK interviewer uden at være fænomenal, og man får en hæderlig fornemmelse af de genre-personer, han taler med. Vi har ikke at gøre med interviews, der går så meget i dybden, at man pinedød lige skal genopfriske de værker, som interview-personerne har skabt - de fungerer mere som god inspiration.

HORROR MOVIE A DAY-bogen er en slags sammenkog af det enorme arbejde, som Brian W. Collins lagde i at se og skrive om en horrorfilm hver eneste dag i årevis. Så har han udvalgt 365 af disse anmeldelser, som han bringer et uddrag af og derefter reflekterer lidt over. Teksterne er inddelt i under-genrer, så som asiatisk horror eller slasherfilm, og så er tanken, at man snupper en enkelt af filmene om dagen - præcis som Collins gjorde i mange år. Det gør jeg nu ikke, men jeg læser en lille håndfuld indlæg af gangen og noterer mig, hvis filmene lyder specielt spændende.

Som sagt passer begge bøger til en forholdsvis fragmenteret læsning. Det vil nok tage mig et stykke tid at komme igennem dem, men det er helt OK. Andre fagbøger kræver en mere målrettet læse-indsats, og dem læser jeg selvfølgelig på en helt anden måde, hvilket også gælder skønlitteratur. På den front er jeg halvvejs igennem David og Stephan Garmarks RAKELSMINDE, og den vil formentlig ikke tage mere end et par dage at læse.

Herudover læser jeg også horror-magasiner og tegneserier, men det vil føre for vidt at komme ind på i dette indlæg. Først og fremmest er budskabet, at jeg læser rigtig meget horror - og det på mange fronter. Note til billedet: MODERN MYTHMAKERS og HORROR MOVIE A DAY: THE BOOK har jeg liggende på min Kindle, mens jeg har lånt RAKELSMINDE på biblioteket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar