søndag den 12. juli 2020

Michael Myers er ikke bange for noget som helst; måske lige bortset fra coronavirus

Verden er stadig plaget af coronavirus og vi kigger ind i et efterår, hvor nogle frygter, at vi rammes af en ny bølge af sygdommen. Men allerede i dag er der lande, hvor smittetallene stiger, og det påvirker på alle måder folks hverdag. Også underholdningsindustrien er hårdt ramt, og der kommer flere nyheder fra Hollywood om film, der rykker premieredatoer.

En af dem er HALLOWEEN KILLS, David Gordon Greens fortsættelse til HALLOWEEN fra 2018. Den skulle have haft premiere til oktober, men nu rykker den et helt år. Den nye amerikanske premieredato hedder 15. oktober 2021. Og det betyder, at afslutningen på den aktuelle trilogi, HALLOWEEN ENDS, får premiere i USA 14. oktober 2022.

Nu ser det ud til, at den nye CANDYMAN-film af Nia DaCosta overtager den 16. oktober 2020 som premieredato - der hvor HALLOWEEN KILLS ellers lå. CANDYMAN er blevet flyttet flere gange, men det kan være, at det holder stik med oktober-datoen.

SAINT MAUD, en horrorfilm med religiøse undertoner, er allerede blevet rykket rundt i premiere-planen, og nu har den ingen officiel dato, så den må vi vente på. Det samme gælder THE FOREVER PURGE, nr. 5 i den serie, der kommer ud i de amerikanske biografer 9. juli 2021.

Herhjemme er biograferne åbne, men det går ikke imponerende. Billetsalget var i juni 40 procent lavere i forhold til sidste år, og det er blandt manglen på store titler, der trækker i den forkerte retning. Horror er kun en lille del af det danske biograf-marked, hvor BRAHMS: THE BOY II var den første film, der dukkede op siden genåbningen. Den ville jeg egentlig gerne have været inde at se, men så gik der almindelig travlhed og nu sommerferie i det hele. Derfor når jeg heller ikke ind og se horror-dramaet LITTLE JOE, der lige har fået premiere.

Nu bliver det spændende, hvor meget der reelt kommer op i sensommeren og efteråret, hvor ANTEBELLUM, A QUIET PLACE PART II og THE CONJURING: THE DEVIL MADE ME DO IT er nogle af de store titler. Det bliver måske en smule skræmmende at følge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar