Jan De Bonts THE HAUNTING er en rædselsfuld film, men i aftes opdagede jeg alligevel en unik kvalitet ved den: Man kan sagtens se den sammen med sine børn. Den simple historie og de overdrevne effekter gør THE HAUNTING anno 1999 til en OK familiefilm, især fordi den ikke er særlig voldelig. Tippet er hermed givet videre.Min datters anmeldelse af filmen [med enkelte spoilers]:
THE HAUNTING (1999) er en mild gyser, som man ubekymret kan se en mørk og stormfuld aften, for den er ikke specielt uhyggeligt.
Først, et lille udkog af filmens meget originale handling:
Dr. Marrow (Liam Neeson) lokker en gruppe unge mennesker ud til et stort gammelt palæ (Hill House), fordi de tror, de deltager i et forsøg om søvnløshed, men den gode dokter har skumle bagtanker. I virkeligheden laver han et eksperiment, hvor han analyserer sine "ofres" angst og reaktion på det underlige hus.
Han har valgt netop Hill House for at skabe den rette stemning i gruppen, som han selv forklarer.
Selve huset er et indviklet gangsystem af kringlede rum, grinende udskæringer og humørsyge statuer, som får mig til at tænke på de såkaldte "skøre huse" man har i forlystelsesparker, hvilket i sig selv er ret skræmmende.
Ved ankomsten fortæller Marrow om Hill Houses dunkle fortid, om en grusom gammel stodder, som fangede og torterede børn fra sine fabrikker.
Marrows idé er at plante den væmmelige historie i gruppen, så de langsomt begynder at udvikle paranoia og skabe massehysteri.
Men Marrow opdager snart, at han overhovedet ikke har styr på eksperiementet, men at der er "noget" i huset, der begynder at blande sig.
Det hele begynder da det sætter Marrows spirituelle assistent ud af spillet ved at prikke øjet ud på hende.
Splask! Og så kan legene begynde.
Voldsomme rumlelyde, aggresive brændeovne og foruroligende beskeder på væggene - alt sammen noget som Marrow ikke havde planlagt.
Filmens hovedperson, den indadvente og socialt hæmmede Eleanor (Lili Taylor), føler sig besynderligt tiltrukket af palæet, og prøver at finde ud af, hvad der foregår, hvilket resulterer i, at det "noget" selvfølgelig gør alle forsøg på at nakke hende.
Man kan dog regne ud ret tidligt, at det er den gamle barnemorder, der huserer, og i løbet af nul komma fem har vi en SAW-agtig situation (nej, jeg må ikke se SAW for min far, men jeg har læst om den): en flok menneske
r, der er fanget et i en rottefælde (i det her tilfælde et hjemsøgt hus), mens de kæmper for at undslippe med alle ti fingre i behold.Historien om et mærkeligt hjemsøgt hus, som passes af lige så mærkelige opsynsfolk, der udslynger advarsler og sære hentydninger til højre og venstre, er håbløst klassisk, og filmens brug af bankelyde, trampen og kulde er efter min mening langt mere ovre i retning af poltergejsteffekter end almindelig hjemsøgelse.
For at sige det på en pæn måde, så har poltergejsteffekter en mere "klam" atmosfære end tørre, gamle uuuuuh-agtige hjemsøgelser, hvilket THE HAUNTING også benytter sig flittigt af, skønt den har byttet om på de to.
Huset er en blanding af et ondt cirkus og en labyrint fra et rollespil, hvis skæve vinkler næsten giver hele molevitten et forskruet præg af Tim Burton.
Der er ikke nogen ægte splatterscener i filmen, måske bortset fra da ham den irriterende Karl Smart får kappet hovedet af på grund af et gigantisk løvehoved af jern.
Instruktøren Jan de Bont har prøvet at skabe en god gammeldags gyser, hvilket er lykkedes med stor stil, men som også betyder, at man ikke engang er det mindste mørkeræd, når man har tygget sig igennem filmens over halvanden times skrigen, paranoia og mumlende stemmer. Jeg vil sige, at THE HAUNTING er en acceptabel gyser, som man ser, hvis man ikke har noget bedre at tage sig til.
C.A. Jacobsen
Velkommen til gæsteanmelderen!
SvarSlet