Takashi Shimizu har lavet hele seks JU-ON og/eller THE GRUDGE-film, nemlig to TV-film, to japanske biograffilm og to amerikanske biograffilm. Rytmen i serien har været, at hver anden film har været væsentlig svagere end den foregående. Nr. 1, 3 og 5 er altså fremragende, mens nr. 2 og 4 ikke er noget særligt. Nu fik jeg mig endelig taget sammen til at se THE GRUDGE 2, den anden af de amerikanske produktioner, og jeg må desværre erkende, at Shimizus rytme holder. Det er nemlig ikke den store oplevelse.
Aubrey bliver sendt til Tokyo af sin mor for at hente Karen, den amerikanske pige fra den første film, der med nød og næppe overlevede den forfærdelige forbandelse. Aubrey får hjælp af den unge journalist Eason, der ved en masse om sagen - men ikke nok til at stoppe de onde ånder. Imens følger vi også de tre skolepiger Allison, Vanessa og Miyuki, der besøger det hjemsøgte hus. Og i Chigaco er en sammenbragt familie sandelig også påvirket af den mærkværdige forbandelse.
I typisk THE GRUDGE-stil hopper man frit rundt mellem de forskellige historier og fortid og nutid bliver blandet sammen. Desværre har vi set det hele før. Filmens største problem er, at den ikke er spor uhyggelig. Det kan godt være, at jeg er blevet for hærdet, men tidligere indslag i serien har i høj grad påvirket mig, ikke mindst den første af de amerikanske udgaver. Denne her fik mig på intet tidspunkt til at hoppe i sofaen - også selv om jeg så den sent på aftenen med fuld volumen på de trådløse hovedtelefoner. Stort set hvert eneste gys er så åbenlyst, at man præcis ved, hvornår det kommer. Samtidig er det som om, der ikke er noget plot. Der gøres et forsøg på at forklare baggrunden for forbandelsen, men det hænger ikke sammen. Her er filmen nok en anelse for amerikansk, hvor japansk horror normalt ikke forsøger at komme til bunds i den slags.
Jeg så filmen i det såkaldte 'Unrated Director's Cut' (på den ene af de to forskellige amerikanske dvd-udgivelser). Det mest spændende ved skiven er ekstramaterialet, hvor filmens skabelsesproces beskrives. Her afsløres det bl.a., at producenterne (og der er mange), instruktøren og manuskriptforfatteren holdt omkring 100 møder for at blive enige om det endelige manuskript. Man hører bl.a. den japanske producent Takashige Ichise sige, at en amerikansk film er som et skib med alt for mange kaptajner. Og i alt dette tror jeg, at man skal finde en forklaring på, at THE GRUDGE 2 ikke er en udpræget vellykket film. Efter min mening har Takashi Shimizu til sidst sagt "fuck det" (på japansk selvfølgelig) og har lavet en kommerciel sequel - lige efter bogen. Det fungerer som harmløs underholdning, men det er ikke skræmmende og det er ikke nyskabende. Og det overrasker mig ikke, at det ikke er Shimizu, der er manden bag THE GRUDGE 3.
THE GRUDGE 2, USA-Japan, 2006. Instruktion: Takashi Shimizu. Medvirkende: Sarah Michelle Gellar, Amber Tamblyn, Arielle Kebbel, Takako Fuji, Edison Chen. Musik: Christopher Young.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar