Efter fire japanske JU-ON/THE GRUDGE-film rykkede amerikanerne ind. Instruktøren bag den originale serie, Takashi Shimizu, sad dog bag kameraet på de to første internationale produktioner, mens englænderen Toby Wilkins lavede THE GRUDGE 3 - og sidstnævnte blev endda filmet i Bulgarien. Men nu er serien vendt tilbage til Japan, hvorfra vi har fået to timelange film, JU-ON: SHIROI RÔJO og JU-ON: KUROI SHÔJO.
I JU-ON: SHIROI RÔJO (eller JU-ON: WHITE GHOST) møder vi pigen Akane, der har kontakt med åndernes verden. Hun bliver narret til at lege med et Ouija-bræt af to af sine klassekammerater. Det får hende til at tænke tilbage på sin bedste veninde, da hun var yngre - Mirai, der døde i en familie-massakre. Og energien fra den grusomme hændelse hænger stadig ved.
JU-ON: KUROI SHÔJO (eller JU-ON: BLACK GHOST) handler om sygeplejersken Yuko, der passer pigen Fukie. Hun har en ufødt tvilling i kroppen - og denne er rasende over ikke at være blevet født. Det påvirker alt og alle omkring Fukie.
De to nye film er produceret i forbindelse med JU-ON/THE GRUDGE-seriens ti års jubilæum. I forhold til de tidligere kapitler er der ikke så meget nyt at komme efter. Vi ser dog ikke så meget til de oprindelige spøgelser. Kayako er slet ikke med og Toshio - den lille blå dreng - er kun med i få sekunder. Til gengæld får vi nye, skræmmende væsener - bl.a. en ældre dame, der går rundt med en basketbold. Det er væsentligt mere creepy, end det lyder.
Begge film er skudt på video og er tydeligvis lavet for et lille budget. Det er dog med til at give historierne et nærvær, der ikke helt var til stede i de amerikanske THE GRUDGE-film. Nu er japanerne generelt gode til at fremhæve de hverdagsagtige elementer, og derfor virker gysene ofte endnu mere skræmmende. Hvis man har set nogle af de tidligere film, vil man vide, at de som regel består af en stribe små historier, der griber ind i hinanden - ofte fortalt i en alt andet end kronologisk rækkefølge. Sådan er det også i disse to film og det virker rigtig godt.
JU-ON: SHIROI RÔJO er klart den bedste af de to. Her kradses der virkelig i familie-idyllen med pædofile undertoner og det er samtidig også den mest grusomme af de to. JU-ON: KUROI SHÔJO er dog heller ikke tosset. Her får vi bl.a. en ganske interessant eksorcisme-scene, der fungerer fint, selv om den rent teknisk ikke er særlig imponerende lavet.
Det er i det hele taget godt at se, at JU-ON/THE GRUDGE-serien er vendt tilbage til rødderne - det er der mange af de andre horror-serier, der også kunne nyde godt af. Jeg så de to nye JU-ON-film på den engelske dvd fra 4Digital Asia. Begge film ligger på den samme skive. Det eneste ekstramateriale er en stribe trailere for andre 4Digital Asia-udgivelser.
JU-ON: SHIROI RÔJO, Japan, 2009. Instruktion: Ryûta Miyake. Medvirkende: Hiroki Suzuki, Ichirôta Miyakawa, Natsuki Kasa, Akina Minami, Marika Fukunaga. Musik: Gary Ashiya.
JU-ON: KUROI SHÔJO, Japan, 2009. Instruktion: Mari Asato. Medvirkende: Kôji Seto, Kuniteru Shigeyama, Kana Tsugihara, Ai Kago, Shinji Nomura. Musik: Gary Ashiya.
I JU-ON: SHIROI RÔJO (eller JU-ON: WHITE GHOST) møder vi pigen Akane, der har kontakt med åndernes verden. Hun bliver narret til at lege med et Ouija-bræt af to af sine klassekammerater. Det får hende til at tænke tilbage på sin bedste veninde, da hun var yngre - Mirai, der døde i en familie-massakre. Og energien fra den grusomme hændelse hænger stadig ved.
Begge film er skudt på video og er tydeligvis lavet for et lille budget. Det er dog med til at give historierne et nærvær, der ikke helt var til stede i de amerikanske THE GRUDGE-film. Nu er japanerne generelt gode til at fremhæve de hverdagsagtige elementer, og derfor virker gysene ofte endnu mere skræmmende. Hvis man har set nogle af de tidligere film, vil man vide, at de som regel består af en stribe små historier, der griber ind i hinanden - ofte fortalt i en alt andet end kronologisk rækkefølge. Sådan er det også i disse to film og det virker rigtig godt.
Det er meget længe siden, at THE GRUDGE 3 udkom i resten af verden, men nu er den så endelig på vej til det danske marked. Det er Nordisk Film, der udgiver filmen den 8. juni. Jeg har anmeldt THE GRUDGE 3 tilbage i... bum, bum, bum... lad mig lige se engang... juni 2009!
Jake Kimble, den eneste overlevende fra begivenhederne i THE GRUDGE 2, bliver nu behandlet på en institution. Her har dr. Sullivan svært ved at tro på hans historier om Kayoko, det frygtelige japanske spøgelse, men hun kommer snart på andre tanker. I ejendommen i Chicago, hvor Jake boede, prøver udlejeren Max at tiltrække flere beboere, men det er ikke ligetil. Han bor sammen med sine to søstre: Lisa, der har planer om at prøve lykken i New York, og Rose, der lider af en astma-lignende sygdom. Det varer ikke længe, før Toshio – den mystiske blå dreng med kattelydene – og Kayako hærger igen. Og de holder sig ikke kun til ejendommen, så ingen er sikre. Men måske er der en måde at stoppe spøgelserne på. Det ved Naoko, Kayakos søster, noget om, og hun ankommer fra Japan for at gøre et forsøg. Men muligvis er Kayako allerede blevet for stærk.
THE GRUDGE 3 ser på ingen måde billig ud, men det er alligevel en ret flad fornemmelse at se filmen. Brad Keenes manuskript byder bare på mere af det samme med Kayako, der kravler hen over gulvet, og Toshio, der sidder og skuler og vræler som en kat. Det er lidt forudsigeligt efterhånden. Enkelte scener er selvfølgelig effektive og skræmmende, men som helhed kommer THE GRUDGE 3 ikke til at fungere, især fordi hovedrollerne ikke er særlig interessante eller sympatiske. At man så har fået Shawnee Smith fra SAW og STAR TREK-skuespilleren Marina Sirtis med på rollelisten, er ganske morsomt, men de har ikke den store indflydelse på handlingen.
Det er i øvrigt den første film i serien, hvor historien bliver fortalt lineært, hvilket også er et signal om, at folkene bag projektet ikke vil risikere det store. Og den "chokerende" (og dybt ulogiske) slutning slår fast, at GRUDGE 4 bestemt er en mulighed, så forbandelsen er ikke manet i jorden endnu. Jeg har dog ikke den store fidus til de amerikansk-producerede THE GRUDGE-film længere, men måske har japanerne i mellemtiden genfundet magien. Hele to nye film er nemlig på vej herfra, JU-ON: SHIROI RÔJO og JU-ON: KUROI SHÔJO. Dem glæder jeg mig til at se.
Takashi Shimizu har lavet hele seks JU-ON og/eller THE GRUDGE-film, nemlig to TV-film, to japanske biograffilm og to amerikanske biograffilm. Rytmen i serien har været, at hver anden film har været væsentlig svagere end den foregående. Nr. 1, 3 og 5 er altså fremragende, mens nr. 2 og 4 ikke er noget særligt. Nu fik jeg mig endelig taget sammen til at se THE GRUDGE 2, den anden af de amerikanske produktioner, og jeg må desværre erkende, at Shimizus rytme holder. Det er nemlig ikke den store oplevelse.