Den nu afdøde italienske instruktør Lucio Fulci har mange fans. Jeg er ikke helt sikker på om jeg er en af dem, men det er bestemt værd at stifte bekendtskab med hans film. Fulcis renommé er baseret på en lille håndfuld titler: ZOMBIE 2, CITY OF THE LIVING DEAD, HOUSE BY THE CEMETERY og THE BEYOND. ZOMBI 2 er formentlig den mest populære af dem, mens THE BEYOND regnes for at være hans mesterværk.
Fulcis stil er meget simpel: Filmenes manuskript giver stort set ikke mening - det handler om at bombardere tilskuerne med voldsomme billeder, ofte så makabre og brutale, at det bliver til en form for splatter-porno. Hvor de fleste instruktører vælger at klippe væk fra de værste scener i sidste sekund, kan man roligt regne med, at Fulci viser dig langt mere, end du lige har lyst til at se.
THE BEYOND (der på italiensk hedder E TU VIVRAI NEL TERRORE - L'ALDILÀ) er netop kommet på dansk dvd under titlen RÆDSLERNES HOTEL. Det er flot udgivelse med en otte siders booklet. Filmen er til gengæld en blandet fornøjelse. Fulci vælger her helt at droppe manuskriptet, der på intet plan hænger sammen. Til gengæld svælger han i smukke billeder og sine sædvanlige blodsudgydelser. Det er næsten en abstrakt gyserfilm, hvilket i sig selv er en særpræget oplevelse. Musikken af Fabio Frizzi har det dog med at arbejde imod stemningen, hvilket trækker ned i det samlede indtryk. Som sagt er jeg ikke nødvendigvis Fulci-fan, men THE BEYOND er værd at se - og der er ingen undskyldninger nu hvor den er blevet så let at få fat i.
E TU VIVRAI NEL TERRORE - L'ALDILÀ, Italien, 1981. Instruktion: Lucio Fulci. Medvirkende: Catriona MacColl, David Warbeck, Canzia Monreale, Antoine Saint-John, Veronica Lazar. Musik: Fabio Frizzi.
Var der ikke noget Lovecraft-inspiration i The Beyond? (Det er meget længe siden, jeg har set den).
SvarSletJo, en smule, da personerne undervejs læser i Book of Eibon, en bog, der fortæller om de syv porte til Helvede. Eibon er et meget Lovecraft-agtigt navn.
SvarSlet