Viser opslag med etiketten Zombier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Zombier. Vis alle opslag

søndag den 21. februar 2021

Mere THE WALKING DEAD snart på vej

Nu varer det ikke så længe, før der sker noget nyt i THE WALKING DEAD-universet. Sæson 10 får som bekendt seks ekstra episoder, og den første af dem, "Home Sweet Home", får premiere i USA søndag den 28. februar. Så vil den formentlig kunne ses dagen efter her i Danmark. Men amerikanske abonnenter på den nye streamingtjeneste AMC+ vil kunne se afsnittet allerede fra i dag, så vær opmærksom på diverse spoilers på nettet i den kommende uges tid.

Sidste afsnit af THE WALKING DEAD sæson 10 vises i USA 4. april, og ugen efter gælder det anden halvdel af sæson 6 af FEAR THE WALKING DEAD. Og sæson 2 af THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er gået i gang med optagelserne, så de levende døde vil fortsat vandre over verdens TV-skærme.

onsdag den 29. juli 2020

Endelig er der kommet THE WALKING DEAD-datoer

Selv zombier bliver påvirket af coronavirus, og det har ramt hele THE WALKING DEAD-universet på TV. Men nu lysner det. Det 15. og som udgangspunkt næstsidste afsnit af sæson 10 af hovedserien blev sendt i begyndelsen af april, men så gik der nedlukning i det hele. Postproduktionen på episode 16, "A Certain Doom", kunne ikke umiddelbart gøres færdig, og de mange fans måtte vente. Nu kommer afsnittet til at rulle over de amerikanske TV-skærme den 4. oktober og så kan vi se det i Danmark dagen efter. YouSee har de danske rettigheder.

Men sæson 10 slutter ikke bare der. I forbindelse med årets Comic-Con (der denne gang blev en "vi sidder alle derhjemme"-udgave) kom det frem, at man agter at føje seks episoder mere på sæson 10. De skal sendes tidligt i 2021, hvis altså alting går op i en højere enhed. Og så må vi jo se med sæson 11.

THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er en spinoff-serie, der er planlagt til at have to sæsoner a 10 afsnit. Serien blev også påvirket af corona-lockdown, men nu får den premiere i USA den 4. oktober på AMC, hvor den skal sendes efter afsnit 16 af THE WALKING DEAD. På vores breddegrader skulle den kunne ses på Prime Video.

Og så er der FEAR THE WALKING DEAD, der nu er nået til sæson 6. Den får premiere i USA den 11. oktober, og den kan man se her i landet se på HBO Nordic - typisk dagen efter. Omkring halvdelen af sæsonen var åbenbart filmet, før virus omklamrede verden. Formatet kommer til at ændre sig, så hver episode nærmest bliver en mini-film, så man kunne forestille sig, at vi kommer til at følge ganske få karakterer i hvert afsnit. Hmm ...

Her er lige et overblik ud fra de amerikanske datoer:
4. oktober: THE WALKING DEAD sæson 10, afsnit 16.
4. oktober: THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND, sæson 1, afsnit 1.
11. oktober: FEAR THE WALKING DEAD, sæson 6, afsnit 1.
11. oktober: THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND, sæson 1, afsnit 2.

... og så er der jo stadig de annoncerede film med Rick Grimes, men her skriver man stadig videre på manuskripterne, hvilket der jo har været rig lejlighed til under nedlukningen.

lørdag den 6. juli 2019

Trofaste fans i chok: THE WALKING DEAD siger farvel og tak som tegneserie

Så skete det. Robert Kirkman har trukket stikket på THE WALKING DEAD-tegneserien, der lukker og slukker med nummer 193. Meldingen kom som et chok for seriens mange fans - ikke mindst fordi folkene bag åbenbart har gjort sig store anstrengelser for at holde lukningen af det månedlige hæfte som en hemmelighed. Der har blandt andet været offentliggjort forsider til nummer 194 og 195, men det har altså vist sig at være fake news.

Men nummer 193, der aktuelt er på gaden, er altså det sidste. Robert Kirkman har skrevet en længere tekst, hvor han fortæller om finalen og om arbejdet med serien gennem de mange år, men medmindre man er helt up to date med serien, ser der ud til at være mange spoilers - hvilket også gælder mange af de nyhedshistorier, der været publiceret de seneste par dage om den overraskende udmelding. Så man skal lige se sig for, hvis man ikke vil have afsløret det hele.

Jeg havde for ikke så længe siden tegnet et abonnement på det månedlige hæfte nede i Fantask, men det ender så med, at jeg kun får det sidste nummer. Men det skal jeg ikke læse før efter den 13. august, hvor trade paperback #32 med numrene 187-192 udkommer. Nogle kilder skriver endda, at de får klemt nr. 193 med ind i det pågældende bind, men nu får vi se.

AMC, der står for TV-serierne, har meldt ud, at tegneseriens lukning ikke får nogen betydning for det, der kører på den lille skærm. THE WALKING DEAD, FEAR THE WALKING DEAD samt den kommende tredje TV-serie, fortsætter som planlagt.

torsdag den 11. april 2019

Så fik jeg læst 4000 sider THE WALKING DEAD

Så kom jeg stort set up to date med THE WALKING DEAD, og her taler vi altså om tegneserien, der har været udgivet siden oktober 2003. Et imponerende epos skrevet af Robert Kirkman, der satte sig for at skabe en zombie-fortælling, der i princippet var uendelig. Nu siger kalenderen april 2019 og hæfte nummer 190 af den månedlige serie er på gaden. Ret vildt, må man sige.

De populære trade paperback-udgaver samler hver seks numre af de månedlige THE WALKING DEAD-hæfter, og der skulle efter sigende være omkring 22 siders historie i hvert hæfte. Så med de 31 bind, vi indtil nu har fået, bliver det med lidt hurtig lommeregner-regning til mere end 4000 sider zombie-tegneserie - det er altså en voldsom omgang. De 31 bind indeholder nummer 1 til og med nummer 186, så der er selvfølgelig lige en lille smule, jeg mangler, men det må vente til august, hvor bind 32 udkommer (det vil indeholde nummer 187-192 af de månedlige hæfter).

Det er på alle måder en ekstrem serie. Man lærer hurtigt, at ingen af karaktererne er fredet, og hvem som helst kan dø når som helt. Jeg spoiler dog ikke meget ved at afsløre, at vores hovedperson, politimanden Rick Grimes, stadig er i live. Selvfølgelig kan serien ikke holde tempoet hele vejen igennem, og sine steder er den ujævnt skrevet - men på forunderlig vis finder Robert Kirkman igen og igen tilbage til det rette spor, og så er man bare nødt til at læse videre. Tegneserien er dog ikke så slem som TV-serien til at fylde på med ligegyldige sidehistorier, der mest skal bruges til at få tiden til at gå.

Persongalleriet er enormt, og man skal holde tungen lige i munden i perioder, fordi nye karakterer kommer til, mens andre er gået en grum skæbne i møde. Charlie Adlards tegninger kan være en udfordring, fordi nogle af personerne lidt ligner hinanden - og nogle gange kan man godt se, at det er gået stærkt med at lave serien. Men andre gange er tegningerne fænomenale, så det svinger en del. Men samlet set er det en vildt god serie, og det har været en fornøjelse at pløje det hele igennem på relativ kort tid. Jeg er i hvert fald fan, og hænger formentlig på til det sidste - uanset hvornår det bliver.

Ved siden af den egentlige serie er der kommet nogle småhistorier med Michonne, Tyreese, Morgan og The Govenor. De er på seks sider hver og findes samlet i et hæfte, der udkom i forbindelse med Free Comic Book Day i 2013. Desuden findes der HERE'S NEGAN-historien på 64 sider, som giver et lille indblik i karakteren Negans vej fra at være en idrætslærer til at være en galning med et pigtråds-baseballbat. Intet af det er essentielt, og kun historien om Morgan synes der at være kælet lidt for. Resten er ret sjusket, og HERE'S NEGAN er tæt på at være pinlig med et dårligt manuskript og virkelig grimme tegninger. Kun for THE WALKING DEAD-fans, der pinedød vil have det hele med.

Opdatering: Som sagt udkommer trade paperback nummer 32 til august, hvor nummer 187-192 af de månedlige hæfter bliver samlet. Nu har jeg lige tegnet abonnement på de månedlige hæfter fra nummer 193, så jeg kan være endnu mere up to date med serien.

tirsdag den 2. april 2019

Jeg mangler en masse THE WALKING DEAD på TV, men nu læser jeg lige tegneserien færdig først

I søndags kørte det 16. og sidste afsnit af THE WALKING DEAD sæson 9 over skærmen, men jeg er ikke selv nået så langt i serien. Sæson 9 har ellers fået virkelig god respons, så jeg glæder mig til at kunne kaste mig over den - men jeg skal altså også lige have set sæson 7 og 8 først. Det aktuelle projekt er dog at få læst tegneserien færdig. Her er jeg lige blevet færdig med bind nr. 25, så der er stadig en håndfuld endnu plus det løse at gnaske sig igennem.

Nu prøver jeg at undgå at læse for meget om TV-serien, da man nemt bliver udsat for spoilers - så er det bedre at få de spoilers via tegneserien - men jeg kan forstå, at TV-serien nogenlunde er der, hvor jeg er nået til i den tegnede udgave; i hvert ud fra en meget generel betragtning. Den filmede udgave af THE WALKING DEAD har sit helt eget liv, hvor personer kommer og går på en helt anden måde end i tegneserien, og det er et helt bevidst valg fra folkene bag.

Men for ikke at få blandet tingene for meget sammen, læser jeg lige tegneserien færdig, før jeg kommer up to date med TV-serien. Herligt, at man har så mange ting, man kan få tiden til at gå med.

fredag den 15. marts 2019

Jeg arbejder mig stille og roligt igennem THE WALKING DEAD-tegneserien

Som tidligere nævnt her på siden er jeg i gang med at læse/genlæse THE WALKING DEAD-tegneserien. I sin tid nåede jeg til bind 16, før jeg af den ene eller den anden grund strandede i serien, men nu skal jeg altså se og komme up to date. Nu har jeg også en hel masse andre ting, jeg skal have læst, så det går ikke nødvendigvis så hurtigt, men i aftes genlæste jeg bind 16. Det betyder, at jeg fra nu af går ind i ukendt land - altså de bind, jeg ikke har læst før. Det er lige før, at über-skurken Negan træder ind på scenen, så det bliver spændende.

torsdag den 28. februar 2019

En tredje THE WALKING DEAD-TV-serie er på vej

Selv om seertallene er for nedadgående, har den amerikanske TV-kanal AMC ikke mistet troen på THE WALKING DEAD. I skrivende stund mangler de stadig at vise fem afsnit af sæson 9, og de har allerede annonceret en sæson 10. Undervejs i sæson 9 har Andrew Lincoln, der spiller den altdominerende rolle som Rick Grimes, forladt serien, men det er tanken, at han vender tilbage i mindst tre TV-film, som selvfølgelig også bliver sendt på AMC, efterhånden som de bliver produceret.

Spin-off-serien FEAR THE WALKING DEAD er nu oppe på fire sæsoner, og man er i fuld gang med at filme sæson 5, så den kan få premiere senere på året. Men det er ikke slut endnu. En tredje TV-serie er nemlig i de indledende faser. Ed Carroll, der bærer titlen chief operating officer hos AMC Networks siger til The Wrap: “That is in active development. We’re not yet at a stage where we’ll be announcing its plans to premiere. But we have hired creative people that have pitched story outlines. We feel very good about the development of that series".

Så der er ingen tvivl om, at de døde vil vandre hen over TV-skærmene i rigtig mange år endnu. Her i landet kan de nyeste afsnit af THE WALKING DEAD ses på YouSees TV-kanal og streaming-tjeneste Xee, mens det indtil nu har været HBO Nordic, der har haft fat i FEAR THE WALKING DEAD.

søndag den 10. februar 2019

Et af dette års projekter er at få læst hele THE WALKING DEAD-tegneserien

Robert Kirkmans THE WALKING DEAD-tegneserie har været udgivet siden oktober 2003, og der kommer troligt et nyt nummer hver eneste måned. Vi har virkelig at gøre med en tilsyneladende uendelig historie. Selv er jeg kommet bagud med serien, og det skal jeg have gjort noget ved. De månedlige hæfter samles hvert halve år i trade paperback-format, og det er dem, jeg indtil videre har købt.

Dog strandede jeg med nummer 16, men nu er jeg startet forfra og har netop læst nummer 10. Der er kommet 30 trade paperbacks indtil videre, og jeg har de 26 stående på hylderne. Så jeg skal lige have købt de sidste, når jeg når så langt. Og nr. 31 udkommer i begyndelsen af marts. Jeg synes, at det er en glimrende serie, men kvaliteten af Charlie Adlards tegninger svinger godt nok en del. Men det er vel prisen for at have et så vildt udgivelsesprogram.

torsdag den 6. december 2018

Flere zombier ... FEAR THE WALKING sæson 4 udkommer nu på dvd og Blu-ray

Hvis man ikke følger slavisk med i diverse TV-serier, er det næsten en umulig opgave at undgå spoilers. Overalt bombarberes vi med anmeldelser, referater, fan-reaktioner og analyser, når det seneste afsnit er rullet over skærmen. Wow, tog de virkelig livet af ham; det havde jeg alligevel aldrig troet! Ja tak, det er sikkert meget spændende, men nu kommer jeg nok ikke lige til at se lige den serie de første mange måneder, men mange tak for at have ødelagt en del af handlingen for mig.

Nu kan det nok ikke være så meget anderledes, medmindre man har gravet sig ned i en atombunker, hvor internettets fæle tentakler ikke kan nå ned - og forhåbentlig har man glemt nogle af de mange spoilers, når man endelig ser serien. Men selv en dvd- eller en Blu-ray-forside kan være en spoiler, så man har ikke mange chancer. Det gælder for eksempel ovenstående til FEAR THE WALKING DEAD sæson 4, der udkommer på dvd og Blu-ray i Danmark i dag.

Det er så en af de serier, man har en rimelig chance for at følge med i, fordi den kører på HBO Nordic med blot en enkelt dags forsinkelse i forhold til den amerikanske visning. Men nu har jeg ikke været up to date med den, og så må jeg leve med spoilers. Værre er det med hovedserien, der ikke lige kører på nogen dansk kanal eller streaming-tjeneste, men det er en del af gamet. Anyways, hvis du er til FEAR THE WALKING DEAD, så kan du altså nu købe endnu en sæson hjem til samlingen.

lørdag den 23. juni 2018

THE WALKING DEAD sæson 8 udkommer på dvd og Blu-ray efter sommerferien

Som sædvanlig er de hurtigt ude i USA, når det gælder THE WALKING DEAD på fysiske medier. Allerede den 21. august er ottende sæson af den kendte zombie-TV-serie ude på dvd og Blu-ray derovre på den anden side af dammen. Her i landet må vi vente til den 24. september, før den dukker op. Hverken sæson 7 eller 8 har været vist på en dansk TV-kanal, så man bliver mere afhængig af de fysiske udgivelser af netop denne serie. Streaming-tjenesterne falder jo heller ikke over hinanden for at vise den.

Sæson 9 går i luften på amerikansk TV engang i oktober, og her vil der ske store forandringer. Handlingen vil tage et spring frem i tiden, og undervejs vil skuespillere som Andrew Lincoln (der spiller Rick Grimes) og Lauren Cohan (der spiller Maggie Rhee) forlade serien. Også andre overraskelser skulle være på vej, og der er ingen tvivl om, at producenterne tager de dalende seertal alvorligt. Ganske vist er der stadig millioner, der kigger med, men det er ikke så mange millioner som før.

fredag den 8. december 2017

Var det noget med musikken fra ZOMBI 3 på kassettebånd? Ikke vinyl, kassettebånd!

Der er ingen mennesker, der køber soundtracks på cd. Det er en frase, jeg af og til hører, når snakken falder på filmmusik fra især kult-agtige, skræmmende, mærkværdige, specielle, syrede, psykotroniske og i det hele taget underlige film. Næ, det skal være på vinyl. Sjovt nok udkommer der stadig masser af soundtracks på cd, så disse bedrevidende individer har ikke helt ret. Oplagene er dog i forhold til nogle titler er helt absurd små (300 eksemplarer er ikke ualmindeligt), men der kommer talrige nye titler hver evig eneste uge.

At vinylpladen så er vendt tilbage for fuld styrke, er ganske cool, selv om jeg holder fast i cd'en som mit foretrukne format. Til gengæld er det helt sikkert, at jeg ikke kommer til at købe soundtracks på kassettebånd. Især indenfor heavy metal kan jeg se, at der udgives en del på netop dette klassiske format, men soundtracks går heller ikke ram forbi.

Selskabet WRWTFWW Records (hvilket står for We Release Whatever The Fuck We Want) har tidligere lanceret Stefano Mainettis score til Lucio Fulci, Claudio Fragasso og Bruno Matteis ZOMBI 3 (1988) i forskellige vinyl-udgaver, men nu er de også på banen med samme musik på et kassettebånd. Oplaget er bare 100 eksemplarer, og ifølge selskabets hjemmeside er der allerede udsolgt op til udgivelsen på mandag, men man kan måske være heldig at finde den fra diverse forhandlere ... hvis man altså synes, at netop kassettebånd er sagen - eller måske bare en sjov gimmick. Kilde: Rue Morgue

torsdag den 24. august 2017

Nej, de kommer heller ikke til at sende THE WALKING DEAD på DR3 i år

Søndag den 22. oktober er THE WALKING DEAD tilbage på den amerikanske TV-kanal AMC, og det bliver med noget så fornemt som afsnit 100 i den brutale og blodige zombie-serie. Så melder spørgsmålet sig: Hvornår kan vi se den i Danmark? Sidste år var der en helvedes ballade på DR3's Facebook-væg, fordi kanalen ikke sendte sæson 7, fordi rettighederne var blevet ændret. De sagde det ikke ligeud, men mon ikke det handlede om, at den var blevet for dyr? Andre faktorer kan også have været afgørende, men summa summarum var, at DR3 droppede THE WALKING DEAD.

Hvad så med i år? Spørgsmålet er allerede poppet op på DR3's Facebook-væg, og svaret er krystalklart: "Vi kommer desværre ikke til at sende flere sæsoner af The Walking Dead, som det ser ud nu, da der er sket ændringer i rettighederne". Så vi må igen væbne os med tålmodighed og vente på en fysisk udgivelse - og så i øvrigt passe på med ikke at rende ind i for mange spoilers.

mandag den 17. juli 2017

George A. Romero er død

Når man taler om horror-legender, så er der ingen tvivl om, at George A. Romero var en af de største og mest indflydelsesrige. Uden ham ville vi næppe have fået Robert Kirkmans tegneserie og efterfølgende TV-serie THE WALKING DEAD, og vi ville nok heller ikke have fået Dennis Jürgensens populære ungdomsroman KADAVERMARCH. Den moderne zombie-fortælling trækker så meget på Romeros banebrydende værker NIGHT OF THE LIVING DEAD, DAWN OF THE DEAD og DAY OF THE DEAD, at man måske kan hævde, at han har skabt en hel genre selv.

Fingeraftrykket er under alle omstændigheder så stort, at man i dag ikke kan se en levende død stavre hen over lærredet eller TV-skærmen i sin evige jagt efter mennesker at æde, uden at man er nødt til at sende en venlig tak til Bedstefar Zombie, George A. Romero. Nu er han død, 77 år gammel. Romero gik bort, mens han lyttede til musikken fra en af sine yndlingsfilm THE QUIET MAN fra 1952, og han havde sin kone Suzanne Desrocher Romero og datteren Tina Romero ved sin side.

Mit første møde med en George A. Romero-film har været i 1980, hvor DAWN OF THE DEAD nåede til landet. Titlen blev herhjemme til ZOMBIE - RÆDSLERNES MORGEN. På det tidspunkt boede jeg i Odense, og filmen blev vist i Grand, der var en af byens bedste biografer. DAWN OF THE DEAD havde formentlig premiere en mandag, og jeg sad klar i et af sæderne uden helt at vide hvad det var, jeg var gået ind til.

Og det var en særdeles voldsom oplevelse at se den ekstremt blodige film, der bød på en perlerække af makabre effekter. Men jeg var ikke mere i chok end at jeg blot to dage senere gik ind og så den igen. NIGHT OF THE LIVING DEAD kendte jeg ikke rigtig til, så det var først igennem nogle artikler og interviews i amerikanske magasiner, at jeg fandt ud af, at Romero havde en trilogi i tankerne, og at der senere skulle komme endnu en film. Det var jeg voldsomt fascineret af, så jeg satte mig til skrivemaskinen for at skrive en kronik om fænomenet til Fyens Stiftstidende. Den blev jeg aldrig færdig med, og de to A4-ark med tætskrevet tekst er for længst blevet smidt ud.

Først mange år senere fik jeg set NIGHT OF THE LIVING DEAD og så selvfølgelig DAY OF THE DEAD fra 1985, men navnet George A. Romero havde bidt sig fast i min bevidsthed. Da hans antologi-samarbejde med Stephen King, CREEPSHOW, kom op i de danske biografer i 1983, var jeg så begejstret for filmen, at jeg var inde og se den to gange - og det er stadig en af mine personlige favoritter. Faktisk kunne jeg sætte mig ned lige nu og se CREEPSHOW.

Selv om zombierne på en måde blev Romeros skæbne, så havde han også andre gode film i sig, som f.eks. den unikke vampyrfortælling MARTIN, den nervepirrende horror-thriller MONKEY SHINES og den intense Stephen King-filmatisering THE DARK HALF. I en anden genre var især KNIGHTRIDERS et hit, mens han ikke gjorde det store væsen af sig i det mærkværdige Dario Argento-samarbejde DUE OCCHI DIABOLICI.

Også de senere zombie-film, LAND OF THE DEAD, DAIRY OF THE DEAD og SURVIVAL OF THE DEAD, havde ikke den samme nerve og energi som de første tre kapitler, men nu var Romero jo også oppe imod de utallige filmskabere, der enten var blevet inspireret af hans arbejde eller direkte kopierede det. Anderledes positivt var antologierne BOOK OF THE DEAD og STILL DEAD: BOOK OF THE DEAD 2, der blev redigeret af John Skipp og Craig Spector. Hertil bidrog en stribe forfattere med noveller, der var mere eller mindre inspireret af Romeros zombie-univers.

Gennem årene har George A. Romero givet utallige interviews, og han har næsten været fast inventar i mange af de dokumentarer, der er blevet lavet om genren. Her sad han altid og fortalte om sine oplevelser og sine holdninger - tit med et glimt i øjet og næsten altid med sine gigantiske briller på, der blev noget nær et varemærke for ham. Strengt taget havde han ikke brug for dem til sidst, fordi hans syn ændrede sig med alderen, men de endte med at blive ikoniske.

Nu er hans øjne lukket, og vi ved, at han ikke vender tilbage - også selv om han det meste af sit liv fortalte historier om noget andet. Men jeg vil runde af med et George A. Romero-citat fra dokumentaren THE AMERICAN NIGHTMARE, hvor han siger "we know we're gonna die, right, so ... we're the living dead". Hvil i fred.

torsdag den 15. juni 2017

Nå, hvornår er det så lige at THE WALKING DEAD sæson 7 udkommer på dvd og Blu-ray?

Det udløste en frygtelig ballade, da DR3 meldte ud, at de ikke havde tænkt sig at vise sæson 7 af THE WALKING DEAD, fordi de ikke kunne lande en fornuftig aftale med distributøren. Nogle seere forsøgte at starte en underskriftsindsamling for at få de vandrende døde tilbage på kanalen, mens andre ligefrem truede med at holde op med at betale licens. Men det hjalp ikke det store, og i april løb sæsonens sidste afsnit over skærmen i USA.

Nu kan vi så vente på at få en fysisk udgave i hænderne, og de første datoer er dukket op. Disse kan selvfølgelig blive ændret, men alt peger på, at man omkring august-september kan sætte sine zombie-kløer i enten en dvd-boks eller en Blu-ray-boks. Amerikansk Amazon påstår i hvert fald, at sæson 7 udkommer ovre på den anden side af dammen den 22. august. mens engelsk Amazon endnu ikke har en dato klar.

På de nordiske breddegrader kan man hos CDON læse en dato, der hedder den 25. september, men hos en norsk forhandler, Platekompaniet, står den allerede til at komme den 11. september. Anyway, det burde være i løbet af den måned. Hvornår man så eventuelt kan leje/købe den on demand skal jeg ikke kunne sige, men nu er jeg også mest interesseret i et fysisk eksemplar.

søndag den 4. juni 2017

TRAIN TO BUSAN på Blu-ray? Tja, den må du købe andre steder end i Danmark

Jeg ved simpelthen ikke hvad der er med det danske filmmarked og Blu-rays, men det format blev bare aldrig det store. Og det på trods af, at folk slæber stadigt større fladskærme hjem til privaten, og så skulle man tro, at der var bud efter en høj opløsning på de ting, man vil se på husalteret. Et aktuelt eksempel: Det sydkoreanske zombie-hit TRAIN TO BUSAN (eller BUSANHAENG, som den hedder på originalsproget) er kun udkommet på dvd her i landet.

Selvfølgelig kan en dvd se nydelig ud på en stor fladskærm, men det er bare ikke det samme som en Blu-ray. Og så kan man godt blive lidt knotten, når man ser, at svenske Njutafilms om kort tid udgiver TRAIN TO BUSAN på Blu-ray (selvfølgelig kun med svenske undertekster), og at filmen allerede er ude i Norge på det blå format. Men det er ikke noget, der kommer til at ske på det danske marked.

Jeg fik forleden i en diskussion at vide, at jeg var en dinosaur, fordi jeg samlede på film i fysisk form. Tja, det kan meget vel være, men streaming dækker ganske enkelt ikke alle behov. Så jeg har det fint med at være en dinosaur, og jeg kan da bare købe den Blu-ray-udgave, der passer mig fra det internationale marked ... for det er det, vi dinosaurer gør!

mandag den 3. april 2017

Efter 83 afsnit af THE WALKING DEAD: Det er en grum og fascinerende, men også frustrerende serie

Sidste afsnit af sæson 7 af THE WALKING DEAD er netop kørt over de amerikanske TV-skærme, og den sæson må de altså gerne få sendt ud på Blu-ray så hurtigt som muligt. Det er dog næppe realistisk, at det bliver på denne side af sommerferien, så der er ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed. Men jeg er ellers klar: Jeg har fået set de første seks sæsoner og er efter 83 afsnit parat til endnu en dosis af den grotesk populære serie om Rick Grimes og de andre overlevende i et zombieplaget USA.

At sæson 6 sluttede med den vildeste cliffhanger spiller selvfølgelig også en rolle. Her så vi Rick og en række af de andre ligge på knæ foran seriens nye skurk, den skumle Negan, der med et pigtråds-omviklet baseballbat gjorde sig klar til at tage livet af en af dem; sådan lige for at statuere et eksempel. Nu har jeg for længst fået spoilet hvem det er, der dør (sådan er det i en elektronisk medie-virkelighed), men ellers har jeg været meget ferm til at undgå spoilers fra sæson 7, og jeg vil selvfølgelig gerne kunne komme videre i serien, der i denne omgang ikke er blevet vist på dansk TV.

I efteråret gik DR3's Facebook-væg helt amok, fordi kanalen havde droppet sæson 7. "Ejerne har ændret rettighederne og vi kunne ikke komme frem til en ordentlig aftale" lød det igen og igen som svar til seerne. Der blev oprettet en protest-gruppe på Facebook, der blev samlet underskrifter ind og nogle truede endda med at holde op med at betale licens, hvis ikke serien kom på skærmen.

Nu kan man ikke påstå, at det er en public service-opgave at sende THE WALKING DEAD, men selvfølgelig er det frustrerende ikke at have adgang til det indhold, man gerne vil se - især når streaming-tjenesterne har vænnet os til, at serierne er enten er tilgængelige lige med det samme over hele verden eller som minimum med et døgns forsinkelse i forhold til USA. Men sådan har det altså ikke været med denne runde af THE WALKING DEAD, og det er værd at bemærke, at i landene omkring os har serien været sendt af kommercielle TV-kanaler og ikke af public service-stationer.

Så jeg må vente på en Blu-ray-udgave, så jeg kan komme videre i denne grumme og fascinerende, men også frustrerende serie, for man må sige, at THE WALKING DEAD er en ujævn størrelse. Når den er god, så er den dæleme god. Hold da helt op. Der er nogle afsnit, der er så gribende, intense og hjerteskærende, at man helt får åndenød. Men der er også nogle afsnit, der tydeligvis bare handler om at få tiden til at gå - som mest kan betragtes som fyld. Og det er virkelig træls. Når man sidder og ser serien på Blu-ray, så afsløres det i øvrigt hurtigt hvilke afsnit, der er vigtige - det er nemlig dem, der er udstyret med et kommentarlydspor, så her kommer menu-oversigten til at virke som en lille spoiler.

Man kan undre sig lidt over, at man gider se en serie, hvor hovedpersonen er bimlende sindssyg - vi kan vist hurtigt blive enige om, at Rick Grimes ikke er helt stabil - men heldigvis handler serien ikke alene om ham. Også andre af de medvirkendes karaktertræk kan virke irriterende, men for det meste vil man gerne følge med i deres skæbne, og jeg kan mærke nakkehårene rejse sig lidt hver eneste gang, Bear McCrearys geniale main title-musik bliver spillet. Så hit med sæson 7 - jeg er klar!

lørdag den 1. april 2017

DAGBOG FRA ZOMBIELAND: En fragmentarisk rejse gennem et zombieplaget fremtids-Danmark

Zombierne er her og der og alle vegne - og engang i fremtidens Danmark vil vi også blive rendt over ende af de levende døde. Det kan man læse om i Klaus Frederiksens DAGBOG FRA ZOMBIELAND, hvor vi møder Noah, der er en af de overlevende. Han har på det seneste boet alene på Amalienborg, hvor det kun er garder-zombier, der gør ham selskab, men nu har Noah besluttet sig for at komme videre. Kort tid efter møder han to andre overlevende, Lucas og Emma, og så går det ellers slag i slag igennem et Danmark, hvor man nogle steder kan støde på velfungerende enklaver af mennesker og nogle steder kan møde folk, man bestemt skal holde sig fra. Og så er der zombier i mange afskygninger, men efterhånden får Noah en bedre fornemmelse af det, der foregår.

DAGBOG FRA ZOMBIELAND er Klaus Frederiksens debut som voksenbogs-forfatter, og han har modigt kastet sig over noget af de mest udfordrende, man kan gøre i moderne horror-litteratur, nemlig at skrive en zombie-historie. Der kommer nok en fem-ti-tolv-syogtyve stykker ud af dem på markedet hver eneste dag. Lykkedes det så for Klaus Frederiksen at komme i land med sit projekt? Ikke i nærheden af, men han skal dæleme have point for at have prøvet.

I forordet kan man læse, at bogens tekst i bund og grund er Facebook-indlæg fra fremtiden. Det er selvfølgelig en gimmick, men det er måske værre, at forfatteren ved samme lejlighed nærmest undskylder for bogens tekst: "Dagbogen er stort set som originalt skrevet af Noah, og det er derfor ikke som sådan en bogudgivelse i traditionel stand. Ingen af os har uddannelser indenfor sprog, er ikke forfattere eller har taget kurser i at skrive en bog", lyder det. En lidt underlig måde at sætte sine læsere op til at give sig i kast med bogen.
Sine steder glider historien fint med en passende miljø- og personbeskrivelse, mens andre gange overdoseres teksten med alverdens informationer, der ikke for alvor gør os klogere som læsere
Der sker rigtig meget i DAGBOG FRA ZOMBIELAND, og vi møder zombier i mange varianter, og så er der selvfølgelig også menneskelige fjender, som vores hovedpersoner skal forholde sig til. Så tempoet er som udgangspunkt højt, men desværre er dagbogs-formen med til at suge energien ud af historien. "... resten af historien om, hvad der skete derefter, inden hverdagen blandt zombier indtraf, skriver jeg i morgen, for nu er jeg dødtræt, og det er sengetid", er en typisk slutning på et af Noahs indlæg. Måske er dette tænkt som en slags cliffhanger, men det gør læse-oplevelsen ekstremt fragmentarisk.

Man kan godt fornemme, at Klaus Frederiksen mangler lidt erfaring som forfatter. Sine steder glider historien fint med en passende miljø- og personbeskrivelse, mens andre gange overdoseres teksten med alverdens informationer, der ikke for alvor gør os klogere som læsere. Og så er der mange gentagelser. I løbet af en halvsides tekst optræder bynavnet Silkeborg hele ni gange. Det burde have været luget ud under redigeringen af bogen.

Klaus Frederiksen brænder for sit emne, og det er cool, at der er så mange locations med. Jeg var selv glad for, at personerne undervejs kommer til Ullerslev på Fyn, en by, som store dele af min egen familie kommer fra. Men jeg mener, at han skulle have fortalt sin historie fuldstændig straight som en roman. Dagbogs-formatet forstyrrer for meget, og bogen taber derfor nerve og tempo - og i sidste ende også uhygge. Er du helt vild med zombier, så giv gerne bogen en chance, men det er altså en lidt frustrerende og fragmentarisk oplevelse.

DAGBOG FRA ZOMBIELAND er venligt stillet til rådighed af forlaget Mellemgaard.

lørdag den 4. marts 2017

Shaun Harbingers fire Undead Rain-bøger er harmløs zombie-underholdning

Hvis man er vild med zombier, så er det bare med at klikke ind på Amazons Kindle-butik, hvor det vrimler med bøger om de levende døde. Problemet er så bare, at kvaliteten kan være tvivlsom, og selv om bruger-kommentarerne kan give nogle fingerpeg om værdien af de enkelte værker, så er det ikke altid nok. Man må ganske enkelt prøve sig frem.

Heldigvis er mange af bøgerne billige, og i enkelte tilfælde kan man opleve, at første bind af en serie bliver givet væk gratis som en del af markedsføringen. På den måde fik jeg fat i Shaun Harbingers RAIN: RISE OF THE LIVING, hvor der siden er kommet tre fortsættelser.

Her møder vi Alex Harley, der har et kedeligt kontorjob, og som bruger resten af sin tid på computerspil og fast food. Han er lettere overvægtig, og derfor er han alt andet end begejstret, da han en weekend befinder sig på vej op af et bjerg i Wales sammen med sine toptrænede venner Mike og Elena. Men Elanes veninde Lucy virker som en spændende person, og det har fået Alex til at tage med på turen.

Men pludselig angribes de af nogle aggressive og blodtørstige personer. De må flygte, og via beskeder på radioen får de at vide, at det er galt over hele landet. Det er noget med en virus. Snart må den umage kvartet kæmpe mod en hær af zombier - noget som Alex kun har prøvet i computerspil.

Jeg ved ingenting om Shaun Harbinger, men jeg kan læse mig til, at han holder af øl, vandreture, computerspil og bøger. I et interview har han fortalt, at målet med Undead Rain-serien primært er at underholde, men at han da håber, at bøgerne byder på et par originale ideer. Og undervejs oplever man da også, at Harbingers zombier har nogle karaktertræk, der ikke er set andre steder.

Bøgerne er lette at læse, og der er brugt tid og kræfter på at få læst korrektur. Handlingen er dog meget computerspils-agtig, og selv om man får en god fornemmelse af personerne, så virker det som om, at de undervejs skal løse nogle meget enkeltstående og isolerede problemer, hvorefter de bevæger sig videre mod det næste niveau.

Man får også på fornemmelsen, at Harbinger løber tør for ideer, og bog nr. 4, WILDFIRE: DESTRUCTION OF THE DEAD, er decideret kedelig. Endnu en bog skulle være undervejs, og Harbinger vil ikke afvise, at det muligvis også kan blive til en spin-off-serie ... men jeg tror ikke, at jeg vil stå først i køen, når de slippes løs i Amazons Kindle-butik. Det er harmløs underholdning, men det er også en tynd kop the.

onsdag den 1. marts 2017

De levende døde kom vandrende med posten

Jeg mangler stadig nogle afsnit af THE WALKING DEAD sæson 6, men jeg har ikke nødvendigvis planer om at kaste mig over spin-off-serien FEAR THE WALKING DEAD lige bagefter. Var en kende skuffet over sæson 1, som jeg har set på HBO Nordic, men alligevel har jeg bestilt sæson 1 og 2 hjem til samlingen - og det på Blu-ray. Et godt tilbud på CDON kombineret med fri fragt gjorde, at jeg slog til, og i dag fandt jeg pakken i postkassen. Men jeg ville nu hellere have en pakke med THE WALKING DEAD sæson 7 på Blu-ray, men den udgivelsesdato kendes endnu ikke.

onsdag den 18. januar 2017

THE REZORT: Tag på en dejlig ferie og skyd en masse zombier i stumper og stykker

Hvis man en dag kaster sig ud i at være iværksætter i underholdnings/ferie-branchen med planer om at lave en park, hvor publikum kan opleve vildt farlige ting, så skal man nok lige kigge en gyserfilm eller to igennem først. Her vil man hurtigt lære, at det kan gå grueligt galt - ja, det er faktisk næsten en hovedregel, at det vil fejle big time, og at publikum ender som dem, der bliver ædt eller på anden vis kommer af dage. Se bare i JURASSIC PARK, hvor dinosaurerne overtog hele den fantastiske park, hvor man ellers på sikker afstand skulle kunne nyde de genskabte kæmper fra fortiden.

Nu har vi så fået THE REZORT, der er blevet beskrevet som JURASSIC PARK med zombier. Mange år efter, at en zpmbie-virus udslettede to milliarder mennesker, har man fået situationen under kontrol. Et enkelt sted i verden finder man dog stadig de levende døde, nemlig på det luksuriøse The ReZort - en ø, hvor turister under kontrollerede forhold kan tage på safari og skyde zombier.

Den traumatiserede Melanie er med på det seneste hold af gæster på øen. Hun er en af dem, der mistede mange af sine kære under zombie-udbruddet, og hun tror, at det måske kan virke som god terapi selv at dræbe nogle af de omvandrende lig. Hun er sammen med kæresten Lewis, der har masser af erfaring fra zombie-krigen. Blandt de andre gæster er to hyper-energiske teenagere, en mystisk kvinde og en gnaven mand ved navn Archer, der har et særligt talent for at skyde zombier. Men midt i det hele bryder parkens avancerede sikkerhedssystem sammen, og snart vrimler det med de levende døde overalt.

THE REZORT ligner umiddelbart en af de mange billige horror-TV-film, der har oversvømmet markedet de seneste år, men man fornemmer alligevel her, at budgettet er højere og at ideerne er bedre. Filmen er solidt instrueret af Steve Barker, der tidligere har lavet OUTPOST og OUTPOST: BLACK SUN, mens manuskriptforfatteren Paul Gerstenberger især har arbejdet med TV-produktioner. Rollelisten består for det meste af forholdsvis ukendte navne, men man har dog fået den flittige Dougray Scott med, og han trækker virkelig op i den samlede bedømmelse.

Vi har at gøre med noget så usædvanligt som en engelsk-spansk-belgisk produktion, og dele af den er filmet på ferieøen Mallorca. Det fungerer usædvanlig fint. Man kunne dog godt have ønsket sig, at der var blevet spenderet lidt mere på zombie-makeuppen, men det er småting i en film med masser af energi og mange kreative indfald. Muligvis har man glemt den i samme sekund rulleteksterne kører over skærmen, og det er ikke nødvendigvis en film, man kunne finde på at se igen. Men man er godt underholdt undervejs, og det betyder også noget. Jeg så THE REZORT på dansk Netflix.

THE REZORT, England-Spanien-Belgien, 2015. Instruktion: Steve Barker. Medvirkende: Dougray Scott, Jessica De Gouw, Claire Goose, Martin McCann, Jassa Ahluwalia. Musik: Zacarías M. de la Riva.