AMITYVILLE II: THE POSSESSION (1982)
Den anden film i Amityville-serien, AMITYVILLE II: THE POSSESSION fra 1982 er en underlig størrelse. Egentlig er det en prequel, der fortæller om hændelserne i det mystiske hus før den første film. Samtidig er det også et absurd eksempel på hvordan fakta og fiktion kan blive blandet sammen. Det er et faktum, at seks medlemmer af familien DeFeo blev dræbt af den ældste søn, Ronald DeFeo Jr., også kaldet "Butch". Det er også et faktum, at familien var alt andet end harmonisk og at vold og skænderier var en del af hverdagen. En af de parapsykologoer, der har fået en karriere ud af at fortælle om Amityville, er østrigeren Hans Holzer. Han har skrevet over 100 bøger om okkulte fænomener, både fakta og fiktion. En af dem er Murder In Amityville, der skulle være nonfiktion. Og denne bog er så blevet forvandlet til film nr. 2 i serien - og det åbenbart med meget løs hånd og masser af Hollywood-gejl.
AMITYVILLE II: THE POSSESSION fortæller om familien Montelli, der flytter ind i deres drømmehus i Amityville. Familien består af den brutale far Anthony, den fromme mor Deloris, den fremmedgjorte søn Sonny, den sexede datter Patricia samt de to yngre børn, Jan og Mark. Allerede den første aften åbner et hemmeligt rum i kælderen sig og ting flyver rundt i børneværelset på ægte POLTERGEIST-manér. Den lokale præst, fader Adamsky, prøver at velsigne huset, men de onde kræfter gør alt for at forhindre ham. Snart bliver Sonny besat af husets dæmoner, og som en af sine første djævelske gerninger beslutter han sig for at forføre Patricia. Det varer dog ikke længe før han af huset bliver beordret til at skaffe sin familie af vejen. Imens prøver fader Adamsky desperat at få kirkens tilladelse til at gennemføre en eksorcisme.
Det er på mange måder en meget underholdende film med en del creepy scener. Desværre er den særdeles ujævn. Faktisk er det største problem, at den er nr. 2 i serien, og dermed skal overgå den første film i både special effects og splatter. Derfor kommer filmens personer ud for markant vildere ting end familien i etteren. Skuespillerne gør det godt, især Jack Magner som Sonny og James Olson som fader Adamsky. Diane Franklin er sød som Patricia, mens Burt Young som sædvanlig spiller et dumt svin.
Filmen er ude på dvd i Danmark i en billig udgave fra Jupiter (Scanbox), både som enkeltdisc og i en box med 3'eren og 5'eren. Det skulle være en flot udgave med et pænt billede, men desværre er den klippet med seks minutter. Hele scener skulle ganske enkelt mangle! Jeg har investeret i den engelske udgave fra Sanctuary Visual Entertainment, der er komplet. Her følger også en omfattende booklet og fem billeder med. Ekstramaterialet på selve discen er lidt sparsomt. En slettet scene er genskabt med still-billeder, og så kan man høre et kommentarlydspor af Kim Newman og Stephen Jones. Denne udgave skulle stadig være til at skaffe, selv om den er ved at blive sjælden.
AMITYVILLE II: THE POSSESSION, USA-Mexico, 1982. Instruktion: Damiano Damiani. Medvirkende: James Olson, Burt Young, Rutanya Alda, Jack Magner, Andrew Pine. Musik: Lalo Schifrin.
På Scanbox-dvd'en mangler: 1) Præsten og Sonnys første samtale efter drabet i politicellen. 2) Retsmødet, hvor dommeren afviser forsvarets påstand om besættelse. 3) Bilsamtalen, hvor præsten forgæves anmoder monsignoren om tilladelse til at udføre en eksorcisme. 4) Præsten, der slår den sorte fængselsbetjent bevidstløs, så han kan slippe bort med Sonny.
SvarSletMed andre ord: Filmens bedste del (den første time) er intakt. Vi får endda lov at se Sonny skyde sin modbydelige far (det manglede på den engelske vhs-kopi fra Weintraub). Derimod er filmens svageste del (den sidste halve time), der blot plagierer "The Exorcist", blevet strammet op, hvilket gør filmen bedre.
Jeg er alt i alt meget glad for Scanbox-dvd'en, og ser ingen grund til at undgå den!
Scanbox-udgaven er af mange blevet nævnt som en flot og billig version, der kan anbefales, hvis man ønsker at stifte bekendtskab med filmen. Det er korrekt at filmen i den sidste del er ren THE EXORCIST, men det virker umiddelbart brutalt at hele seks minutter mangler. Men klippene kan selvfølgelig være udført med omtanke, og det er jo ikke grum splatter, der er fjernet.
SvarSlet