Verdens mest uhyggelige hus: Det spøger i Amityville – i hvert fald hvis man skal tro Hollywood, der i årtier har holdt liv i fænomenet

James Brolin og Margot Kidder som ægteparret Lutz i THE AMITYVILLE HORROR fra 1979.

Mantraet for enhver ejendomsmægler er ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, men der er dog nogle adresser, som på forhånd virker som håbløse opgaver – selv for de bedste i branchen. En af disse adresser er Ocean Avenue 112 i Amityville, New York.

Huset er ikke alene berømt og berygtet, fordi det efter sigende er hjemsøgt. Her fandt også en frygtelig forbrydelse sted, så selv om man ikke tror på spøgelser, dæmoner og ting, der siger bump i mørket, så vil mange måske finde det underligt at skabe sit nye hjem et sted, hvor der er foregået et blodbad.

Hollywood har gennem årene flittigt brugt Amityville som omdrejningspunkt for en stribe skrækfilm af vekslende kvalitet, hvilket selvfølgelig har bidraget til den skumle aura, der klæber til huset. Ikke alle disse film er officielle, og nu virker det som om, at enhver instruktør med et ønske om at slå igennem i branchen, bruger Amityville som en undskyldning for at klaske et projekt sammen. Og det skader nok ikke markedsføringen, at man kan hævde, at ens film er ”baseret på en sand historie”.

I skrivende stund er det svært at sætte tal på, hvor mange film der allerede er ude eller er på vej. Alene 2016 bød på titlerne AMITYVILLE: VANISHING POINT, AMITYVILLE TERROR, THE AMITYVILLE LEGACY og AMITYVILLE: NO ESCAPE, mens AMITYVILLE: THE AWAKENING fra 2017 blev den første produktion i mange år, der rent faktisk var lavet af nogle af de store selskaber i Hollywood. Og der laves stadig gysere, der formår at have Amityville med i titlen. THE AMITYVILLE HARVEST og AMITYVILLE ISLAND er blot to af produktionerne anno 2020.

Ja, denne film findes og den har en elendig score på IMDb.

Jeg har set 16 af filmene, og det har ikke altid været en udpræget fornøjelse at komme igennem dem. Især er mange af de nyere produktioner præget af sjusk, sjask og amatørteater.

Alligevel er der noget dragende ved Amityville-navnet, og selv om vi som sådan ikke længere har at gøre med en officiel franchise, er det en bizar fornøjelse at købe endnu en dvd eller Blu-ray hjem med en skrækfilm, der har den berygtede bys navn i titlen. Men lad os gå tilbage til begyndelsen og se på, hvorfor Amityville endte med at være et af de mest uhyggelige navne på landkortet.

Myrdede hele sin familie
Vi skruer tiden tilbage til den 13. november 1974, da den 23-årige Ronald DeFeo Jr. myrdede hele sin familie i huset på Ocean Avenue. Ronald skød sine forældre og sine fire yngre brødre og søstre – forældrene blev skudt to gang, mens de fire søskende i alderen 18 til 9 alle blev ramt af et enkelt skud. Mordene fandt sted midt om natten.

Et nyere billede af Amityville-huset. Foto: Seulatr/Wikimedia Commons

Forsikringssvindel var en af forklaringerne på Ronalds gerning, mafia-forbindelser var en anden. Ronald fortalte selv, at ”stemmerne” havde beordret ham til at gøre det. Mange har undret sig over, at han kunne gå rundt i huset og skyde det ene familiemedlem efter det andet uden at nogen er vågnet eller har hørt noget. Han blev siden idømt seks gange livstid og sidder stadig bag tremmer.

28 dage i huset 
Den følgende december, blot 13 måneder efter massakren, flyttede familien Lutz ind i huset. George Lutz var kort tid før blevet gift med Kathleen, der havde tre børn i forvejen, Daniel, Christopher og Melissa. De fik huset til en meget fornuftig pris, blot 80.000 dollar, og havde ingen problemer med at bo et sted, hvor en grum forbrydelse var blevet begået. Men 28 dage senere flygtede familien fra adressen uden at tage andet end lidt tøj med sig. De var blevet fordrevet af onde ånder! Huset blev siden undersøgt af parapsykologer og andre eksperter ud i det okkulte, der kom frem til vidt forskellige resultater.

Blandt dem var ægteparret Ed og Lorraine Warren, der efter eget udsagn undersøgte mere end 10.000 sager gennem årene. Nu danner deres arbejde grundlaget for de populære THE CONJURING-film, der har skræmt livet af nye og gamle horror-fans verden over.

Uhyggelig bestseller
Historien om de 28 dage i huset blev først for alvor kendt, da familien Lutz fortalte om deres oplevelser i Jay Ansons bog THE AMITYVILLE HORROR: A TRUE STORY, der udkom i 1977. Bogen blev en bestseller, og det er ikke så underligt, at den siden fandt vej til Hollywood. Mindst 11 millioner eksemplarer skulle den have solgt efterhånden. Det specielle ved bogen er selvfølgelig, at den skal forestille at være baseret på fakta - at alt dette rent faktisk fandt sted. Dog er den skrevet i en meget skønlitterær stil med dialog og det hele, og dermed føles den mere som en roman end en fakta-bog.

Fakta? Fiktion? Eller måske bare et mix, der sælger helt vildt godt.

Man kan undervejs opleve vilde scener, hvor fru Lutz leviterer over ægtesengen på grund af de fænomener, der plager familien, og det kan på den ene side være meget underholdende, men på den anden side virker det lidt for absurd. Men den slags sælger, og det gjorde Jay Ansons bog.

Siden er fulgt en stribe bøger, der helt klart er fiktion, mens man også kan købe sig fattig i fagbøger, der beskæftiger sig med hele fænomenet. Mange mener, at Lutz-familiens historie er det rene nonsens, mens andre prøver at grave i, hvad der egentlig skete den aften, hvor Ronald DeFeo Jr. gik amok. Vi har virkelig at gøre med en sag, der aldrig dør.

Gik op i det okkulte
Ægteparret selv holdt fast i deres utrolige historie i årevis. Kathleen Lutz døde i 2004, George i 2006. Det ældste af børnene fra dengang, Daniel Lutz, mener også, at huset var hjemsøgt, hvilket man kan høre ham fortælle om i den fascinerende dokumentar MY AMITYVILLE HORROR fra 2012.

Denne dokumentar er bestemt værd at se.

Man får dog også et indtryk af, at han er forstyrret på den ene eller anden måde, og at han nærede en voldsomt had til sin stedfar George. Derfor har familielivet været præget af mange konflikter, så hvis man lige regner ånderne og dæmonerne fra, har det været alt andet end fredeligt at bo i Amityville-huset. Daniel afslører dog også, at George Lutz havde en stor interesse i det okkulte og ejede talrige bøger om emnet.

I dokumentaren møder Daniel personer fra dengang, hvor historien kom frem, herunder en aldrende Lorraine Warren, der har to galende haner siddende i hvert deres bur i sit køkken, og undervejs i interviewet fremdrager hun et relikvie, der skulle indeholde træ fra det kors, Jesus blev korsfæstet på. Lidt gakket, men sådan er det med mange ting, der har med Amityville-fænomenet at gøre.

Hollywood hopper med på vognen
I 1979 kom den første film i den nu næsten uendelige serie om det hjemsøgte hus. Titlen var THE AMITYVILLE HORROR, og den var produceret af den legendariske Samuel Z. Arkoff, manden bag en stribe billige B-film fra 50’erne. Stuart Rosenberg stod for instruktionen og James Brolin og Margot Kidder spillede ægteparret Lutz.

I Amityville var man trætte af sagen, og derfor måtte man finde et andet hus, der kunne spille hovedrollen. Optagelserne fandt sted i New Jersey. At netop huset er hele kernen i filmen kan ses af de mange skud af facaden med de to skæve vinduer, der ligner øjne. Fra nogle vinkler ligner huset endda et gigantisk kranium. På det virkelige Amityville-hus er disse vinduer siden blevet skiftet ud med nogle firkantede.

Det danske publikum fik at vide, at det var "Den stærkeste gyser siden "Psycho"".

Der er på mange måder tale om en solid mainstream-horrorfilm, der formår at underholde uden at være rigtig gribende eller skræmmende. Mange scener er hentet fra familien Lutz’ egne oplevelser, mens hovedparten er ren fiktion. James Brolin spiller fremragende i en svær rolle som en mand, der langsomt bliver grebet af husets ondskab, mens Margot Kidder gør det fint som hysterisk mor. Rod Steiger er med som en katolsk præst, der skal velsigne huset, og han overspiller til den store guldmedalje.

Filmen, der havde den danske titel SPØGELSESHUSET i biograferne og HUSET SOM GUD GLEMTE på VHS, blev en kæmpe succes, og dermed var vejen banet for de mange officielle og uofficielle sequels. Fra nu af var det sådan ligegyldigt om familien Lutz’ historie var rigtig eller ej – der skulle tjenes penge, og det krævede stadigt vildere og mere absurde historier.

Splatter og special effects
Jason Anson var ikke den eneste, der fik en karriere ud af at skrive om Amityville - en anden skribent var østrigeren Hans Holzer. Han skrev over 100 bøger om okkulte fænomener, både fakta og fiktion. En af dem er MURDER IN AMITYVILLE, der skulle være nonfiktion. Og denne bog blev så forvandlet til film nr. 2 i serien, AMITYVILLE II: THE POSSESSION fra 1982.

Et dramatisk øjeblik fra 2'eren.

Filmen er en slags prequel, der fortæller om hændelserne i det mystiske hus før det, der skete i 1’eren. Vi møder familien Montelli, der flytter ind i deres drømmehjem i Amityville. Allerede den første aften åbner et hemmeligt rum i kælderen sig og ting flyver rundt i børneværelset på ægte POLTERGEIST-manér, og det varer dog ikke længe, før den ældste søn af huset bliver beordret til at skaffe sin familie af vejen.

Den får ikke for lidt med splatter og special effects, så det er en typisk ”nu skal det hele bare være vildere”-sequel. Men det skulle blive endnu vildere.

Gys med en gimmick
I begyndelsen af 80’erne lavede man en stribe gyserfilm i 3-D, en gimmick, der havde til formål at trække flere mennesker i biografen – og det blev selvfølgelig også til en AMITYVILLE 3-D. Den er fra 1983, og den er ren fiktion, selv om DeFeo-massakren bliver nævnt undervejs, og huset har selvfølgelig de berømte skæve vinduer. Fluer og dæmoner bliver det sandelig også til.

Det uhyggelige rækker ud efter dig i AMITYVILLE 3-D.

AMITYVILLE 3-D er instrueret af Richard Fleischer, manden bag bl.a. 20.000 LEAGUES UNDER THE SEA og FANTASTIC VOYAGE. Underligt nok er det en meget uengageret film, nærmest som om ingen af de medvirkende virkelig tror på projektet. Afmatningen begyndte at melde sig, men det standsede ikke strømmen af film.

TV og ”direkte til video”
Efter de tre biograffilm rykkede fænomenet nemlig ind på TV-skærmen med Sandor Sterns AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES fra 1989. Her gik man også væk fra ideen om, at en Amityville-film pinedød skulle foregå i Amityville. Ganske vist lægger man ud i det famøse hus, hvor seks præster forsøger at fordrive ondskaben. Den manifesterer sig i en grim standerlampe, der via et loppemarkeds-salg ender i Californien. Og så spreder uhyggen sig igen.

Ofte er markedsføringen af filmene ganske effektiv.

Med den canadiske ”direkte til video”-fortsættelse THE AMITYVILLE CURSE fra 1990 rykkede man dog tilbage til den originale by, men den foregår i et helt tilfældigt hus. De efterladte effekter fra en præst sætter gang i løjerne, selv om man må beskrive filmen som amatørteater af værste skuffe.

Onde vibrationer
AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME fra 1992 tager igen fat i tanken om, at ting og sager fra Amityville-huset kan være skyld i død og ødelæggelse. Her er det et antikt ur, der ender på en kaminhylde i Los Angeles.

De onde vibrationer påvirker hele kvarteret, men man skal være udstyret med ganske meget tålmodighed for at få noget ud af denne rodede film, der er instrueret af Tony Randel – manden bag HELLBOUND: HELLRAISER II. Vi når dog lige at se Dick Miller i ca. 20 sekunder i en cameo.

Uha, det er godt nok et uhyggeligt spejl!

Hvis et antikt ur kan være inficeret med ondskab, så kan et spejl selvfølgelig også være det. Det kan man opleve i AMITYVILLE: A NEW GENERATION fra 1993, der er et af de mere hæderlige indslag i serien – solid underholdning med en del gode gys. Desværre er slutningen meget tynd, men det hjælper på det, at man på rollelisten finder kendte navne som Richard (SHAFT) Roundtree, Terry (THE STEPFATHER) O’Quinn og David (AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON) Naughton.

Men hvis en standerlampe, et spejl og et antikt ur kan være uhyggelige, så kan man jo også prøve med et dukkehus, og det skal selvfølgelig være en miniature-udgave af Amityville-huset. AMITYVILLE: DOLLHOUSE fra 1996 byder netop på sådan en rekvisit, og det fungerer nu meget fint, selv om niveauet bestemt ikke højt i mange af disse film. Dukkehuset er en glimrende gimmick, der udnyttes optimalt, og stemningen hjælpes på vej af et solidt score af Ray Colcord.

Så starter vi forfra
I bølgen af horror-remakes, der skyllede ind over os i det nye årtusinde, var det ikke så underligt, at Hollywood forsøgte sig med en ny version af THE AMITYVILLE HORROR. Den kom i 2005, og på mange måder overgår den originalen. Manuskriptet blev skrevet af Scott Kosar, der også var manden bag THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE-remaket.

Andrew Douglas debuterede som instruktør, mens Ryan Reynolds og Melissa George tog sig af rollerne som ægteparret Lutz - og det gør de fremragende. Især er Ryan Reynolds god til at fremstille det snigende vanvid, der får George Lutz til at miste enhver fornemmelse af virkeligheden.

Ryan Reynolds i THE AMITYVILLE HORROR anno 2005.

Tempoet i filmen er meget højt og gysene slår ned med en imponerende hastighed. Mange af dem er billige snyde-gys, men enkelte chok-scener er forbasket effektive. Der også et par usædvanligt nervepirrende momenter undervejs. Det ene er datteren Chelseas balancegang oppe på tagryggen af huset, det andet er da George beder sin stedsøn Billy holde fast på de brændestykker, han er ved at flække med en økse. Helt perfekt er filmen dog ikke. Huset er hjemsøgt af mange forskellige ting, hvilket skaber forvirring til sidst i historien. Her bliver det hele lidt for mudret.

Amatørerne tager over
I nogle år var der helt stille i Amityville-land, men fra 2011 virkede det for alvor som om, at historien om det hjemsøgte hus var blevet public domain. Her rykkede amatørerne ind med en stribe pænt ligegyldige film, der desperat forsøgte at tiltrække sig opmærksomhed ved at bruge det berømte navn.

En af de utallige amatøragtige Amityville-film.

THE AMITYVILLE HAUNTING fra 2011 er en found footage-film, der ”dokumenterer” familien Bensons oplevelser i den skræmmende bygning, mens THE AMITYVILLE ASYLUM fra 2013 foregår på et sindssygehospital i byen. AMITYVILLE DEATH HOUSE fra 2015 disker op med hekse i byen (samt bogen fra EVIL DEAD II som en rekvisit), AMITYVILLE PLAYHOUSE fra 2015 udspiller sig i et hjemsøgt teater og AMITYVILLE TERROR fra 2016 foregår igen i et skummelt hus.

Alle disse film er på hver deres måde rædselsfulde, selv om AMITYVILLE TERROR trods alt ser ud som om, at den har haft et hæderligt budget og skuespillerne er heller ikke værst. AMITYVILLE PLAYHOUSE får så til gengæld prisen som en af de værste gyserfilm, der nogensinde er lavet.

Jennifer Jason Leigh i AMITYVILLE: THE AWAKENING.

AMITYVILLE: THE AWAKENING burde på papiret være over middel, da både Dimension Films og Blumhouse Productions har været inde over som produktionsselskaber. Men det er en ret sølle affære, der er blottet for uhygge, og så er skuespiller-præstationerne ganske rædderlige med Jennifer Jason Leigh som den værste af dem. Men aparte nok foregår den i en verden, hvor man kender til Amityville-historien, så på et tidspunkt i filmen kan man opleve tre teenagere, der sidder i Amityville-huset og ser den originale THE AMITYVILLE HORROR på dvd. Meget mystisk.

Daniel Farrands, som har lavet flere dokumentarer om horror-genren, stod i 2018 bag THE AMITYVILLE MURDERS, der går tilbage til historien om Ronald DeFeo Jr. Det er meget en oplevelse på det jævne, fordi den på den ene side bruger dele af den rigtige fortælling, men på den anden side er der tilført nogle overnaturlige elementer, som tydeligvis placerer projektet i fiktionens verden. Resultatet er ikke helt vellykket. Men der er flere film derude, så intet tyder på, at der bliver ro i Amityville lige med det samme.

Dødshuset i dag
Imens går livet sin stille gang i virkelighedens Amityville, hvor det berømte hus stadig findes. Med jævne mellemrum bliver det sat til salg. Over årene har det være handlet til helt ned til 55.000 dollar og helt op til 950.000 dollar. Adressen blev allerede i 70’erne ændret fra Ocean Avenue 112 til Ocean Avenue 108 for at holde nysgerrige væk, men det har næppe været så effektivt. I byen er man nemlig godt træt af de mange skriverier og de mange turister, der lige skal have et kig på dødshuset. Er det nu hjemsøgt eller ej?

Efter sigende har ingen af de familier, der har boet i huset, siden George og Kathleen Lutz flygtede derfra den 14. januar 1976, oplevet noget som helst overnaturligt på adressen.

Skrevet til nr. 12 af det legendariske danske fanzine INFERNO, der genopstod i 2017 efter en pause på 23 år. Teksten her er en opdateret udgave.

Det spøger i huset! Ny bog om THE AMITYVILLE HORROR-filmene på vej

Jeg kender ikke forfatteren Bryn Curt James Hammonds bog THE COMPLETE HISTORY OF THE HOWLING, men den lyder bestemt spændende. Og nu har han kastet sig over et andet projekt, der på lignende vis handler om en serie af film, hvor de fleste indslag er af tvivlsom kvalitet. Titlen bliver THE COMPLETE HISTORY OF THE AMITYVILLE HORROR, og vil dække hele fænomenet lige fra de grusomme mord, der rent faktisk skete i huset i virkeligheden, til det, der skulle blive en større Hollywood-franchise på baggrund af Jay Ansons bog. Hvor langt han lige kommer ud i krogene til alle de film, der tilfældigvis hedder noget med "Amityville", er ikke til at vide, men det ender nok med at være en bog, jeg køber hjem til samlingen, når den udkommer.

Mere uhygge i Amityville

Mens vi venter på AMITYVILLE: THE AWAKENING, som produceres af Blumhouse Productions, Dimension Films og Miramax, så er det ikke slut med, at andre lukrerer på det uhyggelige bynavn. Den seneste i rækken af mere eller mindre uofficielle fortsættelser eller spin-offs er AMITYVILLE TERROR, instrueret af Michael Angelo, der ellers ikke er kendt for noget som helst i Hollywood. Dette er tilsyneladende hans debut.

AMITYVILLE TERROR udkommer på dvd i USA den 23. august, mens en engelsk udgivelse er sat til den 26. december. Det er næppe det store sus, men selvfølgelig skal jeg se den. AMITYVILLE: THE AWAKENING er indtil videre sat til at få biograf-premiere i USA den 6. januar 2017.

Et enkelt soundtrack

Mine stakkels reoler kan snart ikke rumme mere, men jeg måtte lige have fingre i dette soundtrack, nemlig Lalo Schifrins musik til den originale THE AMITYVILLE HORROR. Den har man hidtil kun kunnet få i en genindspilning, der ikke var optimal, når det gælder kvalitet, men nu har man fundet det komplette score i mono samt ca. 70 procent i stereo. Det er blevet til en dobbelt-cd fra Quartet Records, og den glæder jeg mig til at høre.

AMITYVILLE DEATH HOUSE? Ih, du godeste...!

En af de mere aparte "serier" i skrækkens verden er de mange Amityville-film, hvor man har de mest vanvittige undskyldninger for at koble dem sammen med den oprindelige historie - eller reelt har givet op og bare har produceret et eller andet med et hjemsøgt hus og så smækket en Amityville-titel på plakaten. Men AMITYVILLE DEATH HOUSE ser godt ud til at være noget af det mærkværdige, vi nogensinde har oplevet i det univers.

Oplysningerne om filmen er sparsomme. Den er ikke på IMDb endnu, men instruktøren er den myreflittige Mark Polonia, der har stået bag et hav af lavbudget-film. Blandt de medvirkende er Eric Roberts, der laver en million milliard film om året, og som åbenbart ikke har noget som helst filter for hvilke ting, han vil være med i. Plottet lyder som følger:

When Tiffany and her friends arrive in the town of Amityville to check in on her ailing grandmother, they discover an ancient witch’s spirit possesses the old house. One by one the curse destroys the descendants of those who condemned her to death over 300 years ago, ultimately possessing the bodies of the innocent, and transforming them into hideous creatures of destruction…  

Traileren ser ganske sølle ud, og Eric Roberts dukker ikke op, men vi får da en edderkoppe-kvinde. Umiddelbart ser plakaten ud til at være det sejeste ved projektet, men når jeg nu har alle de andre Amityville-film stående på hylden, så slipper jeg nok ikke for at købe den her. Dvd-udgivelsen er sat til at være den 24. februar i USA.

Nå, var det noget med en AMITYVILLE-musical?

Det lyder næsten som en dårlig joke eller en aprilsnar, men forfatteren og journalisten Lee Gambin arbejder faktisk på en musical om det hjemsøgte hus i Amityville. Han har før skrevet for FANGORIA, og det er også dem, der bringer nyheden. "The musical will focus on the DeFeo family in the first act and the second act will follow Kathy and George Lutz experiences in that infamous Long Island home. It is to be dark and brooding, intimate and totally character driven", skriver Gambin på en hjemmeside, hvor han samler penge ind til at få projektet kickstartet.

Nå, var det noget? Kunne du tænke dig at se AMITYVILLE: THE MUSICAL?

Så går turen til Amityville igen

Historien om det hjemsøgte hus på Ocean Avenue i Amityville, Long Island, nægter at dø. Efter Jay Ansons originale bog, diverse dokumentarer, masser af fiktion og fakta i bogform og talrige kulørte Hollywood-produktioner, så dukker der hele tiden nyt op. Det seneste er MY AMITYVILLE HORROR - instrueret af Eric Walter. Her fortæller Daniel Lutz, den ældste søn af ægteparret George og Kathleen Lutz, om, hvordan det var at vokse op i det hjemsøgte hus. Dokumentaren har en officiel hjemmeside. Kilde: Dread Central

AWE udgiver AMITYVILLE 3-D

Her på bloggen har jeg et ganske særligt forhold til AMITYVILLE-filmene, som jeg har anmeldt de fleste af. Mangler kun den nye, THE AMITYVILLE HAUNTING, der kom for ikke så længe siden. Et af de mere pudsige kapitler i serien er den underholdende AMITYVILLE 3-D fra 1983. Den kom til at hedde HELVEDESHUSET 3-D på dansk og er senest blevet udgivet på dvd herhjemme af Global Video/Scanbox. Til juni vender den tilbage på det danske dvd-marked, nemlig i en udgave fra Another World Entertainment, hvor man får 3-D-briller med i æsken. Cool.

Det spøger igen i Amityville

Der har været annonceret en del Amityville-projekter de senere år - og nu ser det rent faktisk ud til, at et af dem er blevet til noget. Det er produktionsselskabet The Asylum, der har fået klasket THE AMITYVILLE HAUNTING sammen (og nu skriver jeg "klasket sammen", fordi The Asylum ikke just er kendt for at lave mesterværker). Geoff Meed har instrueret og Jon Kondelik og Luke Barnett er på rollelisten. THE AMITYVILLE HAUNTING udkommer på dvd i USA den 13. december. Kilde: Dread Central

Jamen dog, endnu en Amityville-film!

For et par år siden kunne man læse om et Amityville-projekt, der hed THE AMITYVILLE TAPES, men jeg tror ikke, at der kom så meget ud af det. Nu har Dimension Films og Miramax annonceret en film, der kommer til at hedde THE AMITYVILLE HORROR: THE LOST TAPES. Daniel Farrands og Casey La Scala skriver manuskriptet og sidstnævnte skal instruere. Optagelserne begynder til sommer og premieren er indtil videre sat til den 27. januar 2012.

Filmen bliver i "found footage"-genren og handler om en ambitiøs journalist, der har sat sig for at opklare sandheden bag hændelserne i det hjemsøgte hus. Lyder egentlig som en OK ide. Det er i øvrigt den anden Amityville-film, der er blevet annonceret i denne uge. Forleden skrev jeg om AMITYVILLE: THE LEGACY 3D. Kilde: Dread Central

AMITYVILLE-serien vender tilbage til 3-D

Af og til popper der en nyhed op om et planlagt Amityville-projekt, men der er tydeligvis ikke så meget af det, der rent faktisk når at blive færdigt. Nu har selskabet Hannibal Classics annonceret endnu et projekt, nemlig AMITYVILLE: THE LEGACY 3D. Filmen er baseret på bogen AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES af John G. Jones, der også er blevet filmatiseret.

Faktisk har den samme bog også inspireret handlingen i AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME, men nu får historien altså endnu en omgang i vridemaskinen. Optagelserne skal begynde til september og filmen bliver i 3-D. Det er i øvrigt ikke første gang, at man vil lave en Amityville-film i 3-D. Allerede i 1983 var man på banen med AMITYVILLE 3-D. Kilde: Dread Central

THE AMITYVILLE HORROR kan spøge igen

Kilder fortæller til Bloody Disgusting, at Weinstein Company og Dimension Films planlægger at lave endnu et remake af THE AMITYVILLE HORROR. Det er ikke mere end fire år siden, at vi fik en ny udgave fra Platinum Dunes.

Nu går der mange rygter i filmbranchen, så måske bliver det ikke til noget. Men da denne blog har et særligt forhold til Amityville-serien, kunne det da være meget sjovt med endnu en film. MGM var i gang med et projekt kaldet THE AMITYVILLE TAPES for et stykke tid siden, men det er gået i sig selv igen.

Stacie har fået Amityville-feber

Stacie Ponder, skribenten bag den muntre Final Girl-blog, er blevet ramt af Amityville-feber efter tilfældigvis at have set AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES. Nu føler hun sig mere eller mindre forpligtet til at se de andre film, selv om hun ikke kan udstå 2'eren. Jeg og flere andre har kommenteret på indlægget, hvor beskeden er klar: Så slem er 2'eren heller ikke - men det kan godt være slemt at lide af Amityville-feber.

Tre skarpe anmeldelser

Denne blogs læsere vil være bekendt med, at min 13-årige datter også ser gyserfilm. Hun har tidligere gæsteanmeldt her på bloggen. Her er lige tre anmeldelser mere fra hendes hånd - og det med en introduktion og det hele:

Introduktion
Nu er det efterhånden længe siden, jeg har anmeldt noget her på min fars blog. Men jeg har ikke opgivet håbet som gyserfan, så jeg har valgt at gøre comeback med nye anmeldelser af ting fra fatters filmsamling. Hvorfor så denne introduktion?
Meget har forandret sig, siden jeg skrev min seneste anmeldelse, så jeg vil godt lige tilkendegøre mine nuværende synspunkter på gysergenren.

For knap et halvt år siden var jeg af den mening, at de gamle gyserfilm var de bedste i hele verden, og at de nye fra det 21. århundrede var noget værre rod, der aldrig skulle have været indspillet. Det var blandt andet med disse tanker, at jeg skrev anmeldelsen af genindspilningen af HALLOWEEN, som jeg kom til at se ved et "uheld", uvidende om, at den var langt over mit niveau. Men den skræmte mig ikke nok til ikke at skrive en anmeldelse af filmen, hvor jeg kritiserede den sønder og sammen.

Problemet var nok, at den var så voldsom og blodig. Men det kunne man jo forvente. For det er jo logik for burhøns, at jo længere man lever med gyserfilm, jo mere hærdet bliver man, så filminstruktørene bliver nødt til at finde på film, der bliver mere og mere uhyggelige, så man stadig kan blive godt og grundigt skræmt, som man gjorde dengang i 70'erne, da HALLOWEEN første gang så dagens lys.

I den tænkepause, jeg har haft, har jeg lært at sætte pris på gyserfilm, nye som gamle. Genindspilningen af HALLOWEEN forbliver dog en undtagelse. Jeg synes stadig, den er et makværk.

Udover anmeldelsen af den nye HALLOWEEN (som jeg ikke har rørt, siden jeg skrev den), har jeg også haft FREDAG DEN 13. og THE AMITYVILLE HORROR under anmelderpennen.

HALLOWEEN (Remake)
Den her film er så ringe, at den knap nok fortjener en anmeldelse. Men hvad pokker, der skal jo være en hæderlig forklaring på, hvorfor dette makværk ikke fortjener at blive kaldt en film, og hvorfor den er så forbavsende dårlig.

Som en bedrift af heavy metal-instruktøren Rob Zombie er remaken af den unikke slasher-klassiker HALLOWEEN, en direkte bespottelse af den gamle kultfilm. Men til gengæld er den et formidabelt eksempel på, hvor forskellige de gode gamle gysere og nutidens horrorfilm er.

Nu om dage, hvor alt skal have en rationel forklaring, bliver vi præsenteret for den 10-årige Michael Myers (Daeg Faerch), og hans familie, der mildest talt kunne få Beetlejuice til grædende at fordrive sig selv. Michael overses, undtagen når han bliver mobbet af skolebøllen eller hans nederdrægtige papfar. Så på Halloween-aften har han fået nok, og jagten på blod begynder.

Nej, nej, lille Michael nøjes ikke kun med Judith denne her gang. Hendes kæreste, bøllen og stedfaren får samme behandling. Derefter ryger Myers direkte ind på galeanstalten, hvor dr. Loomis (Malcolm McDowell) vrider hjernen ud på sig selv for at finde en måde at kurere ham på.

Filmen prøver at grave dybere i Michaels psyke, men det hele ender i et forvirrende virvar af "behind those eyes were pure evil"-fraser og en tænderskærende Loomis, der ikke aner hvad han skal stille op 15 år efter at han fik Michael (der som voksen spilles af Tyler Mane) på halsen.

Michaels fremtræden som fuldvoksen er lige til at græde over. Dengang i 70'erne så han meget normal ud af udseende og propertioner. Men nej, det tillader den moderne tidsalder ikke, så nu ligner han en sørgelig kraftigkarl med fedtet hår. Og resten af processen følger originalen mere eller mindre, altså bortset fra, at den stinker langt væk af det 21. århundrede.

Det er som om, at hver eneste scene skriger: Mere blod, mere psykopat, flere bandeord! Er vores fantasi virkelig blevet så indskrumpet, at indvoldene ligefrem skal stikkes op i næsen på os, før vi forstå at Michael er (eller var) en vildt uhyggelig fyr?

Hvis man skal sige noget positivt om den nye HALLOWEEN, så gør Daeg Faerch en fin indsats som den unge, blonde og ustabile Michael, der desværre ikke passer ind i Halloween-sagaen.

Remaken af HALLOWEEN er altså en stor skuffelse og bør absolut undgås, medmindre man gerne vil spilde sin tid på dårligt fortalt gys. Jeg har virkelig ondt af John Carpenter...

FREDAG DEN 13.
Lad mig først gøre det helt klart, at jeg for det meste er på monsterets side i gyserfilm (et fænomen, der opstod, da jeg så den gamle sort/hvide FRANKENSTEIN). Der er faktisk en ekstra god grund til at have sympati med morderen i klassikeren FREDAG DEN 13., der udkom på tærsklen til 80'erne, hvor biograflærredet blev oversprøjtet med blod, slim og diverse indvolde.

Altså, jeg synes, at morderen har en god morale, også selv om det kan virke lidt ekstremt at straffe de "syndige" teenagere ved hjælp af en stor økse og et spyd, som bare er nogle af de mordmetoder, der bliver vist i denne yderst vellykkede film.

Og egentlig kunne det ikke være nemmere for morderen at slå sig løs: Vi bliver præsenteret for en flok hormonsyge unge mennesker, der mere eller mindre gør den gamle og meget afsidesliggende Crystal Lake-lejr i stand. De ignorerer landsbytossens talrige advarsler, der involverer død og forbandelser. Og da ejeren af lejren, Steve Christy (Peter Brouwer), kører til byen efter forsyninger, og først er tilbage sent, fordi det (naturligvis) ser ud til stormvejr, har de unge kun tilbage i hovedet at opføre sig ganske uanstændigt. Det resulterer i, at de (heldigvis) bliver myrdet af en mystisk person én efter én, indtil finalen, hvor denne person afslører sig selv for filmens "Final Girl" (Adrienne King).

Der var ti, der var ni, der var otte...

Når man har set filmen, vil man nok forstå moralen i den, og så holde med morderen. Nå, men ihvertfald så får vi fra etteren af en hæderlig og enkel baggrund på Jason Voorhees, den stakkels lille deforme dreng, der skulle ende med at vade omkring som et stort monstrum med en hockeymaske og en stor machete, der i hver sequel prøver at slå sin egen rekord i body count.

FREDAG DEN 13. er en udødelig slash 'n' stalk-film, der udløste sagaen om Jason Voorhees, hvor hver film har blandet kvalitet. I modsætning til John Carpenters HALLOWEEN, så er der fint med blod og splat, men samtidig stemning og hårrejsende gys. Enhver gyserfan med respekt for sig selv bør kende dette mesterværk. SE DEN.

THE AMITYVILLE HORROR
Nu er jeg selv ret begejstret for horror-sterotypen om hjemsøgte huse, og jeg må indrømme, at THE AMITYVILLE HORROR både er en glæde og en skuffelse. Filmen er baseret på "virkelige hændelser" - oplevet af ægteparret Lutz, der blev nedsablet af eksperter på det paranormale område. Men man nåede da at få en film ud af det.

Efter en blodrød intro - akkompagneret af en creepy børnevise - kommer prologen, hvor en ung mand (baseret på den virkelige Ronald DeFeo Jr.) afliver hele sin sovende famile med et jagtgevær en mørk og stormfuld nat. Denne sekvens er ret flot, men af den grund skal man ikke have alt for høje forventinger til resten af de knap to timers Amityville-skræk.

Vi springer et år frem, og huset, hvor jagtgeværsmassakren fandt sted, er nu til salg. Et ungt, hippeagtigt par, George og Kathy Lutz (James Brolin og Margot Kidder), forelsker sig i det uskyldigt udseende hus med de mange værelser og smukke beliggenhed. De flytter ind med deres tre børn, og alt er tilsyneladende fryd og gammen, indtil der begynder at ske mærkelige ting.

Døre og vinduer smækker i af sig selv, børnene får uhyggeligt livagtige fantasivenner og den katolske præst, fader Delaney (Rod Steiger), der egentlig skulle velsigne det forbandede hus, bliver jaget ud i en sværm af fluer. Men de vrede dæmoner lader ham ikke slippe så let, så de fortsætter med at hjemsøge præsten, der ender som et psykisk vrag, der aldrig fik overbevist sine kolleger om, at der er et eller andet muggent ved huset.

Samtidig tager husets tunge atmosfære hårdt på George, der bliver mere og mere hærget og aggressiv overfor alt og alle, indtil finalen, hvor det lykkes familien Lutz at flygte fra det onde hus i god behold.

Noget af det mest irriterende ved filmen er, at man aldrig rigtigt får en anstændig forklaring på, hvad der har gjort huset så forskruet, men man bliver budt alle mulige halv-og hel-åndssvage teorier, der styrter i alle retninger uden at mødes noget sted.

Men man kan jo tænke sig til, at når stedet er særligt ondsindet overfor nonner og præster, så må det have et eller andet med antikristendom at gøre, som det også klart skildres i 2'eren - eller rettere prequel'en, som viser hændelserne før den første AMITYVILLE HORROR.

For resten, så tror jeg, at mange har spekuleret over, hvad der er med de fluer, som ses i filmen. Sjovt nok, så er de en symbolik på den satanisme, der er i huset, fordi en af Lucifers mange skikkelser er en stor flue kendt som Beelzebub. Og faktisk så ser man nok den mest kendte tegning af Beelzebub hele to steder i filmen, som oprindeligt stammer fra en bog om dæmonologi, kaldet Dictionnaire Infernal af Collin de Plancy. Det var bare en sjov lille detalje, som jeg ville runde anmeldelsen af med.

C.A. Jacobsen

Bogen bag filmen bag fænomenet

Hele Amityville-fænomenet begyndte med en bog, nemlig Jay Ansons THE AMITYVILLE HORROR fra 1977. I bogen kan man læse om ægteparret George og Kathleen Lutz, der d. 18. december 1975 flyttede ind i et stort hus på Ocean Avenue i Amityville, Long Island, sammen med Kathleens tre børn og deres hund. Huset havde de fået til en fornuftig pris, ikke mindst fordi Ronald DeFeo, Jr. tretten måneder før havde massakreret hele sin familie i huset. Familien Lutz var bare glade for at have fået et så fantastisk hjem til ingen penge, men 28 dage senere flygtede de i panik efter at have oplevet alskens overnaturlige fænomener. De efterlod alle deres ejendele og ingen af dem vendte nogensinde tilbage til huset.

Det specielle ved bogen er, at den skal forestille at være baseret på fakta - at alt dette rent faktisk fandt sted. Dette var med til at gøre bogen til en bestseller med mindst tre millioner solgte eksemplarer. I 1979 kom den første film og siden fulgte otte sequels, prequels og remakes.

Jeg er vendt tilbage til kilden og har nu læst Jay Ansons bog. Det har været ganske underholdende, men det er ikke nødvendig nok til at gøre mig til en "believer". Selv om det er en fakta-bog, er den skrevet i en skønlitterær stil med dialog og det hele. Den når dog ikke helt at blive til New Journalism, men jeg kan bestemt godt se bestseller-potentialet. Man læser de 310 sider på ingen tid.

Hvis man har set den første film eller det nye remake, vil store dele af historien være velkendt. Især har man i 1979-filmen forsøgt at lægge sig meget tæt op ad bogen. Det er især i slutscenerne, at man tager sig nogle friheder for at gøre det hele lidt mere skrækfilm-agtigt. Til gengæld er der vilde scener i bogen (f.eks. da Kathy Lutz flere gange leviterer over ægtesengen), der trods alt var for meget for Hollywood.

Da ægteparret Lutz er de primære kilder til historien, er der meget få andre personer i bogen, der kan være verificere de overnaturlige hændelser, og her er den skønlitterære stil med til at trække ned i ens oplevelse af dette som en sand historie. Og der findes flere bøger, der prøver at afsløre hele historien som det rene nonsens. Uanset hvad er Jay Ansons bog værd at læse som ren underholdning, men man skal ikke regne med at blive meget klogere på hele Amityville-fænomenet. THE AMITYVILLE HORROR kan bestilles fra Amazon.

AMITYVILLE-instruktør dør

Den amerikanske filminstruktør Stuart Rosenberg døde i torsdags, 79 år gammel. Han var bedst kendt for den originale THE AMITYVILLE HORROR fra 1979, men var ellers ikke en udpræget genre-instruktør. Blandt hans film er de to solide fængselsdramaer COOL HAND LUKE og BRUBAKER. Tre episoder af den klassiske THE TWILIGHT ZONE-serie blev det dog også til. THE AMITYVILLE HORROR var dog den største succes i Rosenbergs karriere.

Det spøger i dukkehuset

AMITYVILLE: DOLLHOUSE (1996)
Efter at en standerlampe, et spejl og et antikt ur fra Amityville-huset havde leveret stof til tre af fortsættelserne, var turen kommet til et dukkehus i AMITYVILLE: DOLLHOUSE fra 1996. Filmen var den sidste af de mange "direkte til video"-sequels og serien blev først vækket til live igen med remake-udgaven af den originale film i 2005.

Bill Martin har lige brugt otte måneder på at bygge et nyt hus. Han har to børn fra et tidligere ægteskab, Todd og Jessica. Nu flytter han ind sammen med Claire, der har sønnen Jimmy. Claires mand er død, og den nørdede Jimmy savner sin far meget. Stemningen er derfor ikke for god i det lille hjem, og det bliver ikke meget bedre af, at de elektriske installationer opfører sig underligt. I et gammelt skur finder Bill et dukkehus (en miniatureudgave af Amityville-huset), der i sidste øjeblik ender med at blive en fødselsdagsgave til Jessica, da hendes nye cykel på mystisk vis bliver ødelagt. Jessica er vild med dukkehuset, men det synes at have sit eget liv, og inden længe er vi i Amityville-land igen.

Et godt stykke ad vejen er AMITYVILLE: DOLLHOUSE en hæderlig film. Nok har vi igen at gøre med en dysfunktionel familie, der er oppe imod okkulte kræfter, men filmen er solidt instrueret (af Steve White) og manuskriptet af Joshua Michael Stern bygger langsomt op uden at gå amok i hysteriske virkemidler. Dukkehuset er en fin gimmick, der udnyttes optimalt og stemningen hjælpes på vej af et solidt score af Ray Colcord. Det er først i filmens sidste 20 minutter, at tingene går galt. Her minder det hele lidt for meget om et slapt bidrag i HOUSE-serien, især da Jimmys afdøde far dukker op. Men alt i alt er der tale om en AMITYVILLE-film over gennemsnittet (selv om gennemsnittet er særdeles lavt, når man har med denne serie at gøre). Man kan måske være heldig at opspore den engelske dvd-udgave af AMITYVILLE: DOLLHOUSE, men ellers kan man skaffe en region 1-udgave hjem fra USA. Formatet er 4:3.

AMITYVILLE: DOLLHOUSE, USA, 1996. Instruktion: Steve White. Medvirkende: Robin Thomas, Starr Andreff, Allen Cutler, Rachel Duncan, Jarrett Lennon. Musik: Ray Colcord.

Spild af tid

AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME (1992)
AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME er endnu en af disse "direkte til video"-fortsættelser, hvor en ting fra det hjemsøgte hus i Amityville er skyld i død og ødelæggelse et andet sted i landet. I dette tilfælde er det et antikt ur. Det har arkitekten Jake Sterling fået i forbindelse med en opgave i Amityville, hvor en masse huse er blevet revet ned. Han skal nu komme med et koncept for udvikling af området. Det antikke ur er blevet reddet fra det originale Amityville-hus, og nu skal det pryde familien Sterlings kaminhylde i Los Angeles.

Jake er enkemand og har teenagebørnene Lisa og Rusty. Den tidligere kæreste Andrea ser efter børnene, når Jake er væk, og det bliver snart en opgave hun kommer til at passe i døgndrift. Det mystiske ur sender sine onde vibrationer ud i kvarteret og under en løbetur bliver Jake bidt af naboens hund. Andrea går modstræbende med til at være sygeplejerske. Imens har uret travlt med at forvandle Jake til en galning, der bliver besat af det originale Amityville-hus. Datteren Lisa trylles om til et sexuhyre og Andreas ven, psykiateren Leonard, bliver mere og mere vanvittig af at komme på besøg i huset. Og Rusty, der er en heavy metal-rod, bliver hele tiden generet af politiet, hvilket forhindrer ham i at opklare mysteriet om Amityville-uret.

AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME er en temmelig rodet film. Handlingen er ikke meget andet end en stribe af tilfældige optrin uden den store sammenhæng. Denne fragmentariske stil dræber stemningen og dræner de få gode idéer for uhygge. Undervejs påvirker uret også den måde personerne opfatter tid på, hvilket er en OK idé, men desværre bruges dette også i den alt andet end tilfredsstillende finale. Skuespillerne er især hentet fra fjernsynets verden og ingen af dem er udpræget interessante. Vi når dog lige at se Dick Miller i ca. 20 sekunder i en cameo som en af naboerne.

Musikken af Daniel Licht er effektiv og selve "Main Title"-temaet er ganske godt. Filmen er instrueret af Tony Randel, der især er kendt for HELLBOUND: HELLRAISER II. Over tid har man valgt at pille årstallet ud af titlen, så den i dag bare hedder AMITYVILLE: IT'S ABOUT TIME (på dansk vhs har den været udgivet med titlen HELLBOUND). På dvd kan man kun få den som region 1 fra Lions Gate Home Entertainment. Da det er en "direkte til video"-ting er billedet i 4:3-format. Kvaliteten er ikke imponerende.

AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME, USA, 1992. Instruktion: Tony Randel. Medvirkende: Stephen Macht, Shawn Weatherly, Megan Ward, Damon Martin, Jonathan Penner. Musik: Daniel Licht.

AMITYVILLE komplet

Postbudet havde et brev med fra USA i dag med to dvd-film, nemlig AMITYVILLE: DOLLHOUSE og AMITYVILLE: IT'S ABOUT TIME. Nu kan jeg få skrevet de sidste anmeldelser af denne omfattende serie. Så er I advaret!

Ocean Avenue 112 Revisited

THE AMITYVILLE HORROR (2005)
I stil med Dark Castle Entertainment er tanken bag Michael Bays Platinum Dunes-selskab at levere remakes af mere eller mindre klassiske gysere. Hvor Dark Castle især har kastet sig over ældre og forholdsvis ukendte film, har Platinum Dunes været så frække at komme med moderne versioner af nyere klassikere. Heldigvis gør de det godt. Det gælder også THE AMITYVILLE HORROR fra 2005, der på mange måder overgår originalen.

Efter de mange sequels er vi nu tilbage ved den originale historie om familien Lutz, der midt i 70’erne flytter ind i et stort hus i Amityville, Long Island. Adressen er Ocean Avenue 412 (det rigtige husnummer er 112, men producenterne har formentlig ændret dette). Huset får de til spotpris, fordi Ronald DeFeo Jr. året før havde skudt sine forældre og fire søskende her. I byen vil man gerne glemme den forfærdelige historie, men huset er ladet med negativ energi, og snart bliver familien Lutz også påvirket.

I første omgang er det Kathy Lutz’ datter Chelsea, der får en usynlig ven i form af pigen Jodie. Denne vil gerne lege med Chelsea til evig tid og lokker hende bl.a. til at balancere højt oppe på husets tag. DeFeo-familiens tidligere babysitter skræmmer livet af Lutz-børnene ved at fortælle dem alt om massakren, men det vil Jodie ikke finde sig i. Imens bliver George Lutz, børnenes stedfar, mere og mere mærkelig af stemningen og han forskanser sig i kælderen. Her påvirkes han af de samme kræfter, der formentlig drev Ronald DeFeo Jr. til at gå amok.

THE AMITYVILLE HORROR er baseret på Jay Ansons oprindelige bog om familien Lutz og Sandor Sterns manuskript til 1979-udgaven af filmen. Denne gang er det Scott Kosar, der har skrevet manuskript – han var også manden bag THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE fra Platinum Dunes. Instruktøren er den debuterende Andrew Douglas, der har en fortid i musikvideoernes verden. Ryan Reynolds og Melissa George spiller ægteparret Lutz og det gør de fremragende. Især er Ryan Reynolds god til at fremstille det snigende vanvid, der får George Lutz til at miste enhver fornemmelse af virkeligheden.

Tempoet i filmen er meget højt og gysene slår ned med en imponerende hastighed. Mange af dem er billige snyde-gys, men enkelte chok-scener er forbasket effektive. Der også et par usædvanligt nervepirrende momenter undervejs. Det ene er datteren Chelseas balancegang oppe på tagryggen af huset, det andet er da George beder sin stedsøn Billy holde fast på de brændestykker, han er ved at flække med en økse.

Helt perfekt er filmen dog ikke. Huset er hjemsøgt af mange forskellige ting, hvilket skaber forvirring til sidst i historien. Spøgelsespigen Jodie er creepy nok i sig selv, men vi stifter også bekendtskab med andre, der er kommet af dage i huset – og til sidst får man præsenteret den sande skurk bag det hele. Det er alt for mudret, ikke mindst fordi de afslørende scener er filmet i den samme hektiske stil, der præger Dark Castle-produktionerne. Men det er kun nogle få skønhedspletter på et godt og solidt remake, der bestemt er værd at bruge tid på. Musikken af Steve Jablonsky er i øvrigt af høj klasse og bidrager til den uhyggelige stemning. Desværre er den ikke udgivet på cd.

THE AMITYVILLE HORROR kan fås i en enkelt- og en dobbelt-disc-udgave. Ekstramaterialet består af en hæderlig dokumentar om DeFeo-massakren, et fint ”Making Of”-program, en håndfuld slettede scener samt nogle alternative optagelser fra settet. Alt i alt en fin pakke, men de fleste kan nok nøjes med selve filmen.

Et af de interessante aspekter ved dette remake er muligheden for endnu flere AMITYVILLE-film. Dette er endnu ikke blevet annonceret, men der skal nok komme endnu flere film om verdens mest berømte hjemsøgte hus.

THE AMITYVILLE HORROR, USA, 2005. Instruktion: Andrew Douglas. Medvirkende: Ryan Reynolds, Melissa George, Jesse James, Jimmy Bennett, Chloe Moretz. Musik: Steve Jablonsky.