THE AMITYVILLE HORROR (2005)
I stil med Dark Castle Entertainment er tanken bag Michael Bays Platinum Dunes-selskab at levere remakes af mere eller mindre klassiske gysere. Hvor Dark Castle især har kastet sig over ældre og forholdsvis ukendte film, har Platinum Dunes været så frække at komme med moderne versioner af nyere klassikere. Heldigvis gør de det godt. Det gælder også THE AMITYVILLE HORROR fra 2005, der på mange måder overgår originalen.
Efter de mange sequels er vi nu tilbage ved den originale historie om familien Lutz, der midt i 70’erne flytter ind i et stort hus i Amityville, Long Island. Adressen er Ocean Avenue 412 (det rigtige husnummer er 112, men producenterne har formentlig ændret dette). Huset får de til spotpris, fordi Ronald DeFeo Jr. året før havde skudt sine forældre og fire søskende her. I byen vil man gerne glemme den forfærdelige historie, men huset er ladet med negativ energi, og snart bliver familien Lutz også påvirket.
I første omgang er det Kathy Lutz’ datter Chelsea, der får en usynlig ven i form af pigen Jodie. Denne vil gerne lege med Chelsea til evig tid og lokker hende bl.a. til at balancere højt oppe på husets tag. DeFeo-familiens tidligere babysitter skræmmer livet af Lutz-børnene ved at fortælle dem alt om massakren, men det vil Jodie ikke finde sig i. Imens bliver George Lutz, børnenes stedfar, mere og mere mærkelig af stemningen og han forskanser sig i kælderen. Her påvirkes han af de samme kræfter, der formentlig drev Ronald DeFeo Jr. til at gå amok.
THE AMITYVILLE HORROR er baseret på Jay Ansons oprindelige bog om familien Lutz og Sandor Sterns manuskript til 1979-udgaven af filmen. Denne gang er det Scott Kosar, der har skrevet manuskript – han var også manden bag THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE fra Platinum Dunes. Instruktøren er den debuterende Andrew Douglas, der har en fortid i musikvideoernes verden. Ryan Reynolds og Melissa George spiller ægteparret Lutz og det gør de fremragende. Især er Ryan Reynolds god til at fremstille det snigende vanvid, der får George Lutz til at miste enhver fornemmelse af virkeligheden.
Tempoet i filmen er meget højt og gysene slår ned med en imponerende hastighed. Mange af dem er billige snyde-gys, men enkelte chok-scener er forbasket effektive. Der også et par usædvanligt nervepirrende momenter undervejs. Det ene er datteren Chelseas balancegang oppe på tagryggen af huset, det andet er da George beder sin stedsøn Billy holde fast på de brændestykker, han er ved at flække med en økse.
Helt perfekt er filmen dog ikke. Huset er hjemsøgt af mange forskellige ting, hvilket skaber forvirring til sidst i historien. Spøgelsespigen Jodie er creepy nok i sig selv, men vi stifter også bekendtskab med andre, der er kommet af dage i huset – og til sidst får man præsenteret den sande skurk bag det hele. Det er alt for mudret, ikke mindst fordi de afslørende scener er filmet i den samme hektiske stil, der præger Dark Castle-produktionerne. Men det er kun nogle få skønhedspletter på et godt og solidt remake, der bestemt er værd at bruge tid på. Musikken af Steve Jablonsky er i øvrigt af høj klasse og bidrager til den uhyggelige stemning. Desværre er den ikke udgivet på cd.
THE AMITYVILLE HORROR kan fås i en enkelt- og en dobbelt-disc-udgave. Ekstramaterialet består af en hæderlig dokumentar om DeFeo-massakren, et fint ”Making Of”-program, en håndfuld slettede scener samt nogle alternative optagelser fra settet. Alt i alt en fin pakke, men de fleste kan nok nøjes med selve filmen.
Et af de interessante aspekter ved dette remake er muligheden for endnu flere AMITYVILLE-film. Dette er endnu ikke blevet annonceret, men der skal nok komme endnu flere film om verdens mest berømte hjemsøgte hus.
THE AMITYVILLE HORROR, USA, 2005. Instruktion: Andrew Douglas. Medvirkende: Ryan Reynolds, Melissa George, Jesse James, Jimmy Bennett, Chloe Moretz. Musik: Steve Jablonsky.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar