Et par kritiske bemærkninger om ALIEN

Ridley Scotts ALIEN fra 1979 er blevet beskrevet som en "hjemsøgt hus-film i det ydre rum", hvilket er noget sludder. Vi har at gøre med "den mystiske fremmede"-genren, i dette tilfælde i skikkelse af et særdeles brutalt og anderledes monster. Netop H.R. Gigers uhyre er et af de helt unikke elementer i ALIEN, og i 1979 havde man aldrig set noget lignende i en film. Læg dertil de fantastiske kulisser, et hold af fremragende skuespillere og en unik og creepy stemning, hvilket alt i alt gør ALIEN til en enestående og banebrydende oplevelse. Jeg har bare et enkelt problem med den - jeg har aldrig oplevet den som særlig uhyggelig. Her er ellers filmen, der siges at kunne reducere selv hærdede horror-fans til flæbende børn, også selv om de har set den 25 gange før. Men den virker bare ikke på mig, og det gjorde den heller ikke første gang, jeg så den i biffen.

Som sagt er stemningen noget helt specielt med de lange tomme gange i det enorme rumskib og undervejs serveres en række flotte chok-scener, der ikke kunne være lavet meget bedre. Men imellem disse scener når filmen at gå lidt død og derfor når den (efter min mening) ikke op på de rædselsvækkende højder, der burde være givet i en film som denne. Nu kan jeg være en kyniker, der har set så mange skrækfilm, at alt bare flimrer forbi uden at gøre indtryk, men det tror jeg nu ikke. Carpenters HALLOWEEN er f.eks. stadig forbandet effektiv, selv om jeg burde kunne huske hvert eneste lille klip efter at have set den utallige gange.

Jeg har set ALIEN to gange i den seneste tid (i biografudgaven og i Director's Cut) og har kigget på lidt af det omfattende ekstramateriale, der følger med, og jeg har måske fundet ud af, hvorfor den ikke helt virker på mig. En særlig styrke ved filmen er personernes noget nær improviserede og meget ægte dialog (der bliver endnu stærkere af at de befinder sig i et nedslidt rumskib, hvor en knap er en rigtig knap, der siger klik - ikke noget smart STAR TREK-udstyr her). Vi tror på at besætningen på det gode rumskib Nostromo er rigtige, levende mennesker, der forsøger at overleve en usædvanlig krise. Men filmen skubber os også væk fra disse personer, fordi de som udgangspunkt ikke er særlig sympatiske og først meget sent i filmen etableres Ripley som den helt, vi hepper på. Nok virker hun hele tiden som en stærk person, der står ved sine handlinger, men hun passer jo bare sit arbejde på linie med de seks andre.

Her svigter Ridley Scott sit publikum ved at give os for lidt af disse menneskers personlighed, så jeg ikke bekymrer mig nok om deres ve og vel. Det gør jeg heller ikke nødvendigvis i en FRIDAY THE 13TH-film, hvor de fleste blot er med for at blive slagtet, men nu er ALIEN trods alt en film på et lidt højere niveau.

Det fremgår også af ekstramaterialet, at Ridley Scott stort set lod skuespillerne passe sig selv, imens han sørgede for at få de rigtige billeder i kassen. Jeg tror ikke at han er en kold skiderik, men nu var ALIEN kun hans anden film som instruktør, og han har formentlig været en smule overvældet af hele situationen. For at gøre en lang historie kort: Hans måde at skildre personerne på fungerer ikke efter min smag, og derfor bliver jeg ikke skræmt af filmen.

Alligevel elsker jeg ALIEN og den er lige på kanten af at være et mesterværk uden at være det. Men uhyggelig? No way! Lige en sidste bemærkning: Jeg foretrækker klart filmen i den oprindelige udgave. Director's Cut er ikke meget anderledes, men de ekstra scener ændrer ikke det store ved oplevelsen (hvilket i den grad var tilfældet med det forfærdelige Director's Cut af BLADE RUNNER, men det er så en helt anden historie).

ALIEN, USA-England, 1979, Instruktion: Ridley Scott. Medvirkende: Tom Skerritt, Sigourney Weaver, Veronica Cartwright, Harry Dean Stanton, John Hurt. Musik: Jerry Goldsmith.