Jeg er kommet lidt sent i gang med at samle på horror-dvd’ere, så min samling er stadig forholdsvis beskeden (omkring 300 titler). Derfor er der tusindvis af film på markedet, jeg kan skrive på indkøbslisten. Men en så enorm volumen er det fair nok, at man prøver at spare lidt penge, når man shopper. Omvendt er det også fedt at slå kløerne i flunkende nye film på udgivelsesdagen.
Jeg køber 10-15 film og en håndfuld soundtracks om måneden. Halvdelen af indkøbene foregår rent fysisk i en butik, resten er fra nettet. Selv om man kan spare mange penge ved at købe online og har adgang til et markant større udbud, er det nu noget særligt at have tingene mellem hænderne først – at bladre igennem store bunker af film og finde spændende ting frem. Men man kan ikke undvære online-butikkerne, hvis man vil have det hele med.
Film køber jeg generelt aldrig brugt. Ikke at der er noget i vejen med brugte film, men jeg vil gerne have så pæne eksemplarer som muligt, og krøllede covers og booklets synes at være standarden på brugt-markedet (selve skiverne fejler formentlig ikke noget). Samtidig er brugt-priserne for høje i forhold til nye film på tilbud. Brugte soundtracks har jeg mindre imod, fordi disse generelt er blevet passet godt på, og det er nemt og enkelt at smide dem i en ny jewel case, så de ser pæne ud på hylden.
København er ikke den vildeste by at shoppe i, men man kan dog være heldig. Som regel tjekker jeg altid Fona på Strøget ud. Deres udvalg synes i stadig højere grad at bestå af tilbud frem for et bredt udvalg af titler, men netop de lave priser lokker. Især har de nogle reoler halvvejs oppe ad rulletrapperne med film til 20-40 kroner, ofte med gode ting. Man skal slå til med det samme, for filmene har det med at ryge op på normal tilbudspris (50 kroner) efter et stykke tid.
De mange TP Musik-butikker er fine mht. tilbud og deres rest-bunker kan være interessante. Underligt nok virker det ikke som om den store butik på Roskildevej har et større udbud end de andre TP-shops. Laserdisken er en dyr butik med et forholdsvis lille fysisk udvalg, men alligevel er de et besøg værd. DVD City er også en butik i den dyre ende, men det virker som om de efterhånden har opdaget pris-niveauet i resten af byen. Accord ved Rådhuspladsen og på Nørrebrogade besøger jeg med jævne mellemrum for at finde brugte horror-soundtracks. Og i Fantask henter jeg den månedlige dosis af FANGORIA. Axel Music handler jeg stort set aldrig i.
På nettet har jeg nogle få butikker, jeg jævnligt bruger. Amazon er ret dyr, men deres service er optimal og ofte har man de bestilte film efter få dage. Ellers handler jeg hos Sendit.com. Play.com har jeg endnu ikke benyttet mig af. Når det gælder amerikanske film kan DVD Pacific anbefales. Soundtracks køber jeg fra Intrada og Screen Archives.
Ja, jeg burde nok ikke sige det, for du får bare et for stort hoved, men din blog er altid vældig interessant. Nå, men mht. internetbutikker, så har jeg handlet en enkelt gang hos sendit og jeg synes de var frygteligt langsomme. Tre uger tog det. Play.com checker jeg altid ud først, når det gælder UK dvd'er. Det tar gerne en uge elller derunder, og de er billige. Man kan også købe visse NTSC-udgivelser fra den engelske play.com, men de har også en amk. afdeling, dog med et mindre udvalg. Jeg har aldrig haft problemer med play og prisen inkl. iø porto.
SvarSletTak for de rosende ord. Look at me, I'm a conehead!
SvarSletSendit er ikke altid lige hurtige, men tre uger har jeg vist endnu ikke oplevet. Jeg skal helt sikkert have tjekket Play.com ud - priserne er jo særdeles fornuftige.
Jeg handlede hos sendit i et års tid og var godt tilfreds med deres leveringstider - typisk tog det 3-5 dage, før varen var fremme. Dengang hed de blackstar.co.uk. Play.com har været langsommere de gange, jeg har handlet med dem - til gengæld er deres udvalg mere spændende, synes jeg. Og vist også lidt billigere.
SvarSlet