En positivt gensyn med ALIENS

James Cameron er en instruktør, der har svært ved at fatte sig i korthed. THE ABYSS giver f.eks. ingen mening i den korte biografudgave. Om Cameron er en sjusket eller en genial instruktør er lidt af en smagssag. Selv har jeg aldrig været Cameron-fan. Jeg oplever f.eks. de to TERMINATOR-film og TRUE LIES som solid underholdning, men heller ikke mere end det – og jeg skal indrømme, at jeg ikke har magtet at kæmpe mig igennem TITANIC. Så er der stort set kun ALIENS tilbage at tale om.

Jeg har tidligere beskrevet den lange Special Edition af ALIENS som ...hvordan skal jeg nu sige det, nå ja, lang! For nogle måneder siden så jeg bio-udgaven og lørdag aften blev det til et gensyn med Special Edition. Det var en interessant oplevelse på den fede måde. ALIENS er en paradoksal film. Hvor ALIEN er en rendyrket gyser, er ALIENS en actiongyser, en ”lad os pløkke en masse monstre med vores enorme geværer”-film. Dette kan sagtens være både nervepirrende og hæsblæsende, men det er ikke nødvendigvis særlig uhyggeligt. Actiongyseren en genre, der er svær at håndtere, fordi fokus ofte bliver på action i stedet gys. Store eksplosioner er nu engang altid sikkert sællert.

Man kan derfor ikke fortænke James Cameron i at satse på netop disse scener i biograf-udgaven af ALIENS, der virkelig er en actiongyser. Men i Special Edition får vi et indblik i de dødsdømte kolonisters verden og vi hører mere om Ellen Ripleys fortid. Her understreges det menneskelige element, før rædslernes slippes løs, og dermed er det i højere grad en actiongyser. Disse scener er også med til at nuancere det lidt computerspils-agtige plot.

Jeg havde i denne omgang ingen problemer med filmens længde og ALIENS er rykket et par pladser op på min personlige hitliste – men den har stadig ikke gjort mig til James Cameron-fan.

ALIENS, USA-England, 1986. Instruktion: James Cameron. Medvirkende: Sigourney Weaver, Carrie Henn, Michael Biehn, Paul Reiser, Lance Henriksen. Musik: James Horner.