THE HOWLING (1981)
1981 var et godt år for varulvefilm. THE HOWLING og AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON kom til at sætte en ny standard for denne klassiske undergenre, ikke mindst i kraft af de fantastiske forvandlingsscener, hvor begge film for alvor bød på noget nyt. Her var ikke noget med banalt snyd, hvor skuespilleren hopper ned bag en sofa og så springer op igen i en mere behåret udgave. Fælles for de to film er også humoren, der fungerer som en kontrast til rædslerne. Selv om disse to milepæle minder en del om hinanden, så diskuterer fans stadig hvilken af dem, der er den bedste. Jeg har nok AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON som min personlige favorit (hvis jeg absolut skal vælge), men hvor den amerikanske varulv kun kunne fostre en enkelt sequel, så er det blevet til hele seks THE HOWLING-fortsættelser. Og dermed er Joe Dantes klassiker blevet til lidt af et fænomen i genren.
THE HOWLING er løst baseret på en roman fra 1977 af Gary Brandner. Filmen fortæller om TV-journalisten Karen White, der forfølges af seriemorderen Eddie Quist. Karen samarbejder med politiet om at få lokket Quist i en fælde, og det lykkes da også at få gjort ham kold. Der er dog sket noget uhyggeligt under denne episode, der har givet Karen hukommelsestab. Hendes terapeut, den karismatiske dr. George Waggner, tilbyder, at Karen og hendes mand kan komme i behandling i ”Kolonien”, Waggners private center ude ved kysten. Her møder Karen andre med psykiske problemer, men der er en underlig stemning på stedet. Og da hendes mand Bill kommer i kløerne på den sexede Marsha, slippes dyriske kræfter løs.
Som nævnt har THE HOWLING masser af humor, selv om det ikke er helt så løssluppent som i AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON. Filmen er mere en satire, der kaster sig over både selvudviklings-fænomenet og mediernes fascination af voldelige historier. Mange af karaktererne har navn efter filminstruktører, der har lavet varulvefilm, og undervejs ser personerne film og tegnefilm med ulve og varulve. Alle disse små jokes er med til at angive en stemning af, at man ikke skal tage handlingen alt for alvorligt. Alligevel suges man ind i filmens fascinerende univers, der har en unik B-film-stemning på den gode måde.
At THE HOWLING er lavet på minimalt budget er tydeligt at se, men instruktøren Joe Dante får det bedste ud af nogle alt andet end optimale arbejdsbetingelser. Skuespillerne er fremragende hele vejen rundt, selv om Dee Wallace bliver lidt irriterende hysterisk i længden. Musikken af Pino Donaggio er meget stemningfuld og i øvrigt overraskende varieret (man kan få soundtracket på cd fra La-La Land Records). Og så skal man ikke glemme Rob Bottins flotte makeup-effekter med den imponerende forvandlingsscene som et uforglemmeligt højdepunkt.
THE HOWLING er ude på dvd i Danmark med den originale biograftitel på omslaget, nemlig VARULVE. Det er en dobbelt-disc med en god lang "making of"-dokumentar, nogle fraklippede scener, den originale "pornofilm" som Joe Dante lavede hjemme hos sig selv og meget andet godt. Det er en forrygende udgivelse for enhver fan af behåret horror.
THE HOWLING, USA, 1981. Instruktion: Joe Dante. Medvirkende: Dee Wallace, Patrick Macnee, Dennis Dugan, Christopher Stone, Belinda Balaski. Musik: Pino Donaggio.
Fandt for en uges tid siden db-dvd'en i Block Buster til prisen på en pose bedre chips. Herligt!
SvarSletSkønt. Tillykke med det heldige køb. III'eren, IV'eren og VI'eren kan man få for en lignende pris (25 kr. stykket i en Stereo Studio), men så skulle kvaliteten også være derefter.
SvarSletDobbelt-udgaven kan også købes til 50 kr. som ny i Fona 2000.
SvarSlet