DUE OCCHI DIABOLICI, eller TWO EVIL EYES, fra 1990 er en underlig størrelse. Her giver George A. Romero og Dario Argento sig i lag med hver deres Edgar Allan Poe-novelle i et par timelange fortællinger, der så udgør en spillefilm. Argento er dybt fascineret af Poe og filmen skulle have været en rigtig antologi med fire historier af hver sin instruktør. Det blev ikke til noget, og man valgte at nøjes med to historier.
George A. Romero kastede sig over "Kendsgerningerne i sagen om M. Valdemar", hvor en bedragerisk hustru har rottet sig sammen med en skummel læge, så hun kan overtage den syge og aldrende ægtemands formue. Derfor hypnotiserer lægen den gamle mand til at underskrive en masse dokumenter. Desværre dør manden, mens han er i trance, og han fanges nu mellem liv og død. Da vi har Romero bag kameraet udvikler historien sig ret zombie-agtigt. Argento har filmatiseret "Den sorte kat", hvor en slimet fotograf, der lever af at tage billeder af forbrydelser, får problemer med kærestens sorte kat. Efterhånden bliver han mere og mere vanvittig og ender med at tage livet af både kæresten og katten, men historien slutter ikke her.
DUE OCCHI DIABOLICI er som sagt en mærkelig konstruktion, hvor ingen af instruktørerne er i topform. Romero kan ikke håndtere det forholdsvis langsomme tempo i sit manuskript og derfor bliver første del af filmen lidt kedelig. Argento går helt amok i ultravold, men er noget barnlig i sin iver efter at hylde Poe, så han har brugt navne og begivenheder fra mange andre af forfatterens værker. Det virker en smule kunstigt. De to mesterinstruktører skal dog hyldes for at have gjort forsøget, og der er ingen tvivl om, at de har moret sig med at lave denne film.
DUE OCCHI DIABOLICI, Italien-USA, 1990. Instruktion: George A. Romero, Dario Argento. Medvirkende: Adrienne Barbeau, Ramy Zada, Bingo O'Malley, Harvey Keitel, Madeleine Potter. Musik: Pino Donaggio.
...og den kommer på dansk DVD fra Another World Entertainment til april...
SvarSletTak for info, jeg skriver straks en nyhed på det...
SvarSlet