lørdag den 29. marts 2008

Vanskabningen i slottet

Instruktøren Stuart Gordon har haft en lidt pudsig karriere med en række projekter i mange genrer. Han er selvfølgelig bedst kendt for RE-ANIMATOR og FROM BEYOND, og det er især hans forkærlighed for H.P. Lovecraft, der har været baggrunden for mange af filmene. Det gælder i nogen grad også for CASTLE FREAK fra 1995, der er inspireret af novellen "The Outsider".

Filmen fortæller om amerikaneren John Reilly, der arver et gammelt italiensk slot. Han rejser med sin kone og blinde datter til Italien for at sælge slottet. Ægteparret er i dyb krise efter en ulykke, der kostede deres søn livet og gjorde datteren blind. Hvad de ikke kan vide er, at Johns nu afdøde slægtning skjulte sin deforme søn nede i krypten. Det varer ikke længe før bæstet bryder løs, men det skal vise sig at være John, der får skylden for monstrets forbrydelser.

CASTLE FREAK er en billig produktion, hvor 4:3-formatet afslører, at den er lavet til videomarkedet. Lyssætning er det også gået lidt stærkt med, men til gengæld serveres historien med masser af energi. I modsætning til mange Stuart Gordon-film er CASTLE FREAK uden særlig megen humor, og det bidrager positivt til oplevelsen. Jeffrey Combs og Barbara Crampton er gode som det splittede ægtepar og Jonathan Fuller er fantastisk som monstret.

Da det er en film fra Full Moon Entertainment, har vi naturligvis hele Band-klanen på banen, herunder komponisten Richard Band, der leverer et solidt score. Det kan man i øvrigt få på cd.

CASTLE FREAK, USA, 1995. Instruktion: Stuart Gordon. Medvirkende: Jeffrey Combs, Barbara Crampton, Jonathan Fuller, Jessica Dollarhide, Massimo Sarchielli. Musik: Richard Band

1 kommentar:

  1. Jag såg den igår på svensk DVD från Njutafilms, en riktigt bra film.

    SvarSlet