onsdag den 16. april 2008

På besøg i en gal mands verden

William Lustigs MANIAC fra 1980 er en af disse film, man enten elsker eller hader. Og dog... Jeg har faktisk et meget ambivalent forhold til den. På den ene side er filmen så sjusket og amatøragtig, at det kan være svært at blive grebet af den - på den anden side er den så ekstrem og grænseoverskridende, at den hører til blandt genrens mest betydningsfulde værker. 

MANIAC handler om kunstneren/viceværten Frank, der bestemt ikke er helt normal. Han er en rigtig "mors dreng", og det påvirker hans blodige natlige aktiviteter, hvor han dræber og skalperer kvinder. Skalpene sømmer han fast til mannequin-dukker, som han fører lange samtaler med. Frank har dog en sympatisk side, hvilket afsløres halvvejs inde i filmen, da han møder fotografen Anna, som han bliver venner med. Det forhindrer ham dog ikke i at tage livet af hendes modeller. 

MANIAC har to, måske tre, store styrker. Den ene er Joe Spinell, der gør det fremragende i hovedrollen. Han var i øvrigt også med til at skrive manuskriptet. En anden styrke er de fremragende make up-effekter af Tom Savini, der går langt over grænsen. Det gælder ikke alene skalperingerne, men også den berømte scene, hvor make up-kunstneren Savini skyder hovedet af skuespilleren Savini. En tredje styrke er Jay Chattaways stemningsfulde musik. Men MANIAC er en film, der er vanskelig at komme ind på livet af. Det er ikke en slasher, men mere et mareridtsagtigt besøg i en gal mands verden. På mange måder er den på linie med f.eks. HENRY: PORTRAIT OF A SERIAL KILLER. 

At det er en vigtig film i genren, er der ingen tvivl om, og man skal helt sikkert se den. Her kan man passende investere i den flotte dvd-version fra Another World Entertainment. Men jeg ved stadig ikke rigtig, om det er en god film.

MANIAC, USA, 1980. Instruktion: William Lustig. Medvirkende: Joe Spinell, Caroline Munro, Abigail Clayton, Kelly Piper, Rita Montone. Musik: Jay Chattaway.

5 kommentarer:

  1. Du kunne jo lave en afstemning.

    SvarSlet
  2. God idé. Det er hermed gjort.

    SvarSlet
  3. Hvad nu hvis man er lige så meget i tvivl som dig. Må man så stemme 2 gange?

    SvarSlet
  4. Det er du i princippet velkommen til, hvis det er svært at vælge den rette kategori - selv om det selvfølgelig går ud over den statistiske nøjagtighed. :)

    SvarSlet
  5. Dejlig grænseoverskridende film. En af de mindst ringe slashers fra den tid. Selv Berlingskes Ebbe Iversen har rost Joe Spinell for sin rolle i Maniac i dennes nekrolog.

    SvarSlet