torsdag den 21. august 2008

Stinkende ringe

ZOMBI 3 fra 1988 skulle have været Lucio Fulcis comeback efter en del sløje film, og derfor var det meget naturligt, at han vendte tilbage til zombie-genren. Desværre blev optagelserne noget af et mareridt for den sygdomssvækkede instruktør, der hverken brød sig om manuskriptet eller de mennesker, han kom til at arbejde sammen med. Da Fulci droppede ud af projektet havde han filmet 50-70 minutter, og manuskriptforfatteren Claudio Fragasso og instruktør-katastrofen Bruno Mattei gik ind og optog resten (plus nogle nye scener, når de nu alligevel var i gang). Resultatet er rædselsvækkende... og det på alt andet end en god måde.

En gruppe videnskabsmænd arbejder i Filippinerne med at skabe et stof, der kan genoplive døde mennesker. Stoffet hedder 'Death One' og professor Holder erkender, at projektet er alt for farligt. Nogle terrorister når dog at stikke af med 'Death One', der via militærets klodsede indgriben bliver spredt i atmosfæren. Et enormt område inficeres og zombierne er overalt. Midt i alt dette møder vi tre soldater, en gruppe unge mennesker og et par, der kører rundt i det inficerede område. Imens professor Holder arbejder på at skabe en modgift og militæret dræber alt og alle, der kunne være smittet, følger vi soldater-trioen og de unge menneskers kamp for at overleve.

ZOMBI 3 (der hedder ZOMBIE: HELL ON EARTH på 'dansk') er en forbløffende ringe film. Selv om den kun varer ca. 95 minutter, føles den som en helaftensfilm. Dårlige special effects, et grotesk ringe manuskript og elendige skuespillere gør dette til en pine at komme igennem. I enkelte scener kan man fornemme den stemning, der er i Lucio Fulcis andre zombiefilm, men de mange kokke har i den grad fordærvet maden. Another World Entertainments udgave er uklippet, men en stribe af de mest blodige scener er hentet fra en videokopi, og derfor er billedkvaliteten ikke den samme igennem hele filmen. Internationalt skulle det ikke være muligt at finde bedre udgaver, så AWE har gjort hvad de kunne.

ZOMBI 3, Italien, 1988. Instruktion: Lucio Fulci, Claudio Fragasso, Bruno Mattei. Medvirkende: Deran Sarafian, Beatrice Ring, Ottaviano Dell'Acqua, Massimo Vanni, Ulli Reinthaler. Musik: Stefano Mainetti.

1 kommentar:

  1. De utroligt mange dårligdomme ved filmen er faktisk én af grundene til, at jeg holder ganske meget af den. Det er ganske enkelt én af de film, der i min bog falder under kategorien "So bad it's good".

    Især er jeg meget glad for den totalt overspillende videnskabsmand, men også den filippinske bell-boy i begyndelsen er til at flække af grin over. :D

    Men ellers har du jo ganske ret i, at der bestemt ikke er meget godt at komme efter.

    SvarSlet