fredag den 7. november 2008

Det grusomme alfabet

På flere blogs kan man i øjeblikket finde lister over seværdige film - én for hvert bogstav i alfabetet. Jeg tager straks tråden op. Her er mit bud på en stribe gode gysere, der er værd at bruge tid på:


A
AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON. En af de bedste og mest underholdende varulvefilm, der nogensinde er lavet. De banebrydende forvandslingsscener har ikke mistet deres styrke og så er filmen vildt morsom.
B
THE BLOB (1988-udgaven). Dynamisk genindspilning af Steve McQueen-klassikeren fra 1958. Blob-effekterne er forrygende og filmen er ganske blodig.
C
THE CHANGELING. Meget nervepirrende spøgelsesfilm med George C. Scott i hovedrollen som en komponist, der kommer på sporet af en grusom hemmelighed.
D
THE DESCENT. Den mest nådesløse gyser i mange år. Klaustrofobisk og skræmmende.
E
EVIL DEAD II. Sam Raimis vanvittige horror-komedie, der er en slags genindspilning af hans egen THE EVIL DEAD. Filmens handling kører i et grotesk tempo og mange af scenerne er så opfindsomme, at du ikke tror dine egne øjne, første gang du ser dette mesterværk.
F
FINAL DESTINATION. En af de bedste fra bølgen af ungdomsgysere, der skyllede ind over os efter SCREAMs enorme succes. Slutningen er måske lidt svag, men den første halve times tid sitrer af uhygge og spænding.


G
THE GRUDGE. Takashi Shimizus amerikanske remake af sine egne japanske successer byder på så mange chok, at du ikke vil kunne sove roligt bagefter.
H
HALLOWEEN. John Carpenters original, selvfølgelig! Jeg behøver ikke at sige mere...
I
IN THE MOUTH OF MADNESS. Endnu en John Carpenter-film. Her er han på besøg i H.P. Lovecraft-land og det slipper han virkelig godt fra. Skæv og anderledes film.
J
JEEPERS CREEPERS. To teeenagere ser noget, de ikke skulle have set - og det får dem selvfølgelig til at undersøge sagen nærmere. Grum og blodig film med et flot og usædvanligt monster i hovedrollen.
K
KINGDOM OF THE SPIDERS. Den bedste edderkoppe-gyser nogensinde og et klassisk eksempel på en meget vellykket naturen går amok-film. Og så er William Shatner med i den.


L
THE LEGEND OF HELL HOUSE. Eller HELVEDESHUSET, som den hedder på dansk. Bundsolid "hjemsøgt hus"-film, der er baseret på en roman af Richard Matheson. Minder måske lidt meget om THE HAUNTING, men det gør slet ikke noget. Den syrede elektroniske musik er med til skabe en meget creepy stemning.
M
THE MUMMY. Den gode gamle med Boris Karloff, selvfølgelig. En skræmmende mumie-makeup og flotte sort/hvide billeder bidrager til en helt unik oplevelse.
N
A NIGHTMARE ON ELM STREET. Den første og den bedste af de utallige Freddy Krueger-film - fra dengang, hvor Freddy faktisk var uhyggelig.
O
THE OTHERS. En "gammeldags" spøgelsesfilm på den gode måde. Handlingen bygger stille og roligt op til et flot og skræmmende klimaks.


P
PET SEMATARY. En af de mere solide Stephen King-filmatiseringer med mange modbydelige scener og en virkelig klam slutning.
Q
QUELLA VILLA ACCANTO AL CIMITERO. Splattet Lucio Fulci-film om en ækel zombie-agtig ting, der bor nede i kælderen. Manuskriptet giver absolut ikke mening, men det er virkelig god underholdning. Også kendt som HOUSE BY THE CEMETERY.
R
THE RAVEN. En af Roger Cormans mange vidunderlige Edgar Allan Poe-filmatiseringer. Dette er en af de mere muntre, og så hjælper det på oplevelsen, at Vincent Price, Boris Karloff og Peter Lorre er på rollelisten.
S
SCANNERS. Ikke så meget pjat. En film, hvor hoveder eksploderer, er altid værd at bruge tid på.
T
THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE. Jamen, den skal da med. Tobe Hoopers rejse ind i ondskabens hjerte er aldrig blevet overgået.
U
L'UCCELLO DALLE PIUME DI CRISTALLO. En Dario Argento-film kommer vi heller ikke udenom. Dette er debutfilmen fra 1970 og er en af instruktørens mest seværdige.
V
VILLAGE OF THE DAMNED. Engelsk klassiker fra 1960 med en af filmhistoriens bedste åbningsscener: Alle indbyggerne i en lille landsby falder bevidstløse om. Da de vågner igen begynder tingene for alvor at blive mystiske.
W
WOLFEN. Meget seriøs horrorfilm om mystiske væsener, der hærger i New York. Baseret på en roman af Whitley Strieber.
X
THE X FILES. Den første biograffilm var ikke meget andet end et udvidet afsnit af den populære serie, men den var godt lavet. Et vist kendskab til serien er dog en fordel, hvis man skal se den.
Y
YEOGO GOEDAM 3: YEOWOO GYEDAN. Hvad pokker er det? Jamen, det er en sydkoreansk gyser, der i den store verden er kendt som WISHING STAIRS. Fin lille film, der er værd at bruge halvanden times tid på.


Z
ZOMBI 2. En film, hvor en zombie kæmper med en haj, skal man bare se. At det er Lucio Fulci, der står bag, gør det jo ikke ringere. Det er også filmen med den mest modbydelige "stor træsplint igennem et øje"-scene.
Æ, Ø og Å
Her må jeg melde pas... jeg kan ikke finde på noget.

3 kommentarer:

  1. Sjov og inspirerende liste, man får helt lyst til at smække en af titlerne på afspilleren og ellers opsøge dem, som mangler i samlingen:-) Sådanne lister og top-10 lister er altid sjove, ikke mindst fordi de ændrer sig hele tiden. Mere af den slags.
    Hvad med "Åndernes Hus" under Å;-)

    SvarSlet
  2. Ja, jeg elsker også at læse sådanne lister.

    Du har helt ret i, at ÅNDERNES HUS er en aldeles rædselsvækkende film - men det er ikke på samme måde som de fleste af filmene på denne blog.

    SvarSlet
  3. Præcis, derfor også indsat ;-)
    Men faktisk er det sjovt, at der ikke lige kan graves film frem til æ, å og ø. Det skulle da lige være Årgang 1984, eller måske nærmere Årgang 1999.

    SvarSlet