torsdag den 18. december 2008

Alle tiders CREEPSHOW

Jeg er en stor fan af George A. Romero og Stephen Kings CREEPSHOW - en af de film, jeg bare ikke kan blive træt af at se. I aftes snurrede den endnu en gang i dvd-maskinen, denne gang i den Special Edition, der kom fra Universal i England sidste år. Filmen står knivskarpt med klare farver og naturligvis i det korrekte format. Selv om man i forvejen skulle have den amerikanske dvd stående på hylden, er den engelske kopi så flot, at den er værd at bruge penge på.

Og så får man endda en ekstra disc med en masse unikt ekstramateriale. JUST DESSERTS: THE MAKING OF CREEPSHOW er en halvanden time lang dokumentar, hvor en stribe af de centrale personer fortæller løs. Blandt dem er instruktøren George A. Romero, make-up-magikeren Tom Savini, producenten Richard P. Rubinstein, komponisten John Harrison, tegneserietegneren Bernie Wrightson og skuespillerne Ed Harris, Tom Atkins og Adrienne Barbeau. Desværre mangler en del oplagte navne så som Stephen King, Ted Danson og Leslie Nielsen, men det gør ikke så meget, for man får utroligt meget at vide. Med på dvd'en er også en række slettede scener, der er spændende at se, fordi flere af dem optræder i Berni Wrightsons tegneserie-udgave af CREEPSHOW.

Jeg har endnu ikke fået set Tom Savinis private videooptagelser fra arbejdet med filmen (der er ca. 25 minutter med på skiven) og kommentarlydsporet må også vente til en anden gang. Men der er ingen tvivl om, at denne dvd er et must for enhver CREEPSHOW-fan. Special-udgaven er i øvrigt på tilbud hos mange online-forhandlere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar