Alle rigtige gysere er i sort/hvid

De seneste par dage har jeg set de to engelske klassikere VILLAGE OF THE DAMNED og CHILDREN OF THE DAMNED. De er på hver deres måde små mesterværker, VILLAGE... med sin snigende uhygge og nervepirrende skildring af det mystiske fænomen, CHILDREN... med sin brutalitet og nøjagtige beskrivelse af koldkrigsårenes paranoia. Filmene er fra 1960 og 1963 - og så er de begge i sort/hvid. Det er ikke nødvendigvis en kvalitet i sig selv, men der er en ganske særlig stemning over disse "gamle" film og efter min mening går man glip af nogle helt unikke oplevelser, hvis man som horror-fan ikke giver disse ældre produktioner en chance.

Jeg læste for nylig en leder i FANGORIA nr. 115, hvor redaktøren Anthony Timpone fortæller, at mange læsere slet ikke vil have artikler om gamle film i bladet: Ud med Karloff, Price og Lugosi - ind med Jason, Freddy og Michael Myers. Timpone skriver, at disse breve irriterer ham og fortæller så, hvordan han som ung i 60'erne og 70'erne hver uge gennemgik det nye nummer af TV GUIDE, så han kunne finde alle de spændende gyserfilm. Og hvordan han flere gange var faldet i søvn lige før slutningen af en film, han var blevet oppe for at se. Det kunne være RODAN eller THE FROZEN DEAD.

Jeg elsker den slags anekdoter - ikke mindst fordi jeg lidt på samme måde fik mine første store oplevelser i genren via TV-skærmen. Og jeg er lykkelig over, at jeg er vokset op med Universal og Hammer, før den store bølge af splatterfilm satte ind sidst i 70'erne. I dag elsker jeg at se det hele, lige fra de moderne tortur-rædsler til de gode gamle strimler. Der er altså ikke noget som en sort/hvid scene, der foregår på en kirkegård i stormvejr - kun oplyst af knitrende lyn. Så bliver det ikke meget mere horror. Hvordan den enkelte fan navigerer gennem genren, skal jeg ikke blande mig i, men man går altså glip af noget, hvis man kun ser SAW, HOSTEL og alt det andet nye. Man kunne f.eks. give VILLAGE OF THE DAMNED en chance. Det er virkelig en creepy film...