torsdag den 22. januar 2009

Computer-zombierne gnasker løs

Jeg har aldrig spillet RESIDENT EVIL og kender derfor meget lidt til spillenes univers. Derfor kan jeg ikke umiddelbart tale med om Raccoon City, Umbrella Corporation og T-virus. De tre live action-film har tilsyneladende kun kradset i overfladen af det, som RESIDENT EVIL er, og derfor har det været en oplagt tanke at skabe en film, der rent faktisk var en forlængelse af spillene. Det er det, som Makoto Kamiyas RESIDENT EVIL: DEGENERATION forsøger at være.

Claire Redfield, der arbejder for organisationen Terra-Save, er på vej gennem en lufthavn, hvor en kontroversiel politiker også befinder sig. Pludselig bliver lufthavnen udsat for et biologisk terrorangreb og i løbet af kort tid vrimler det med zombier. To soldater og en regeringsagent, Leon S. Kennedy, bliver sendt ind for at få situationen under kontrol.

Filmen er en fortsættelse af spillet RESIDENT EVIL 4 og er helt klart lavet til fans. Selv om det af og til kan være lidt svært at følge med i det hele, er det en ganske underholdende affære. Især er den første halve time med den zombie-inficerede lufthavn ganske intens. Så falder tempoet noget, men filmen kommer igen til sidst med et meget imponerende monster.

RESIDENT EVIL: DEGENERATION er lavet med motion capture-teknikken, der på trods af anvendelsen af rigtige skuespillere, har det med at give et meget kunstigt resultat. Derfor er det lidt vanskeligt at engagere sig i det, der sker på skærmen, men nu er der heller ikke tale om andet end en letfordøjelig B-film, så det går an. De fleste horror-fans sagtens vente med at anskaffe sig denne film, til den kommer på tilbud, men RESIDENT EVIL-freaks vil formentlig nyde den mere end Paul W.S. Andersons tre produktioner.

RESIDENT EVIL: DEGENERATION, Japan, 2008. Instruktion: Makoto Kamiya. Medvirkende (stemmer): Paul Mercier, Alyson Court, Laura Bailey, Roger Craig Smith, Crispin Freeman. Musik: Tetsuya Takahashi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar