torsdag den 15. januar 2009

Ih du Milla...

Hele verden er blevet inficeret af T-virus, så det vrimler med zombier overalt. På trods af dette går medarbejderne i den skumle Umbrella Corporation stadig på arbejde hver dag, hvor dr. Isaacs prøver at finde en kur mod zombie-syge. Han har et lidt anstrengt forhold til sine arbejdsgivere, så han fifler også med et par andre ting. I Nevadas ørken er en konvoj af overlevende i gang med deres eget lille Mad Max-projekt: Finde benzin og dåsemad, skyde zombier, køre igennem sandet og se cool ud og så skyde nogle flere zombier.

Endelig har vi Alice, det genetisk manipulerede Umbrella-projekt, der leger solo-Mad Max på sin motorcykel. Der er så lige nogle menneske-zombier, hunde-zombier og fugle-zombier, der skal have tæsk undervejs, men så går dagen med det. Til sidst mødes de alle i Las Vegas for at lege 'hvor mange zombier kan der være inde i en container'.

RESIDENT EVIL: EXTINCTION er den tredje film i den (økonomisk set) populære serie - udtænkt af instruktøren, alle elsker at hade, nemlig Paul W.S. Anderson. Denne gang er det dog HIGHLANDER-instruktøren Russell Mulcahy, der står bag kameraet. Filmen er ren tju bang med et grotesk simpelt plot. Det er forfriskende, at så mange scener er skudt i dagslys, men da vi ikke kommer i nærheden af at lære personerne at kende, reduceres det hele til harmløst nonsens. Zombierne er dog ganske flotte og der er knald på Milla Jovovich som Alice (selv om hendes ansigt i mange nærbilleder ser meget photoshoppet ud).

RESIDENT EVIL: EXTINCTION er bedre end 1'eren og den rædselsfulde 2'er, men rigtig godt er det ikke. Slutningen lægger op til en 4'er, men inden den eventuelt bliver lavet, kan vi glæde os til den computer-animerede RESIDENT EVIL: DEGENERATION. Den ser lidt sjov ud.

RESIDENT EVIL: EXTINCTION, USA-England-Tyskland-Frankrig-Australien, 2007. Instruktion: Russell Mulcahy. Medvirkende: Milla Jovovich, Oded Fehr, Ali Larter, Iain Glen, Ashanti. Musik: Charlie Clouser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar