Sadomasochister fra gravens dyb

HELLRAISER (1987)
Clive Barker har sagt i et interview, at Hellraiser-filmene ikke længere tilhører ham selv. De tilhører de mange fans – og måske også Doug Bradley, der har været med i hele serien. Og de millioner af fans har i høj grad været med til at holde liv i det groteske univers om Pinhead og hans blodtørstige dæmoner. Hele otte film er det blevet til og nu er et remake af originalen formentlig på vej. Det hele startede i 1987 med en lille billig film om begær, blod og sadomasochister fra gravens dyb.

Larry Cotton flytter ind i familiens gamle hus på Lodovico Street sammen med sin anden kone, den smukke og kølige Julia. I huset finder de en række obskure ting, der er efterladt af Frank, Larrys bror og familiens sorte får. Det får Julia til at tænke tilbage på en dag før sit bryllup med Larry, hvor hun blev forført af Frank. Og han kunne tilfredsstille hende i en grad, så hun lovede at gøre alt for ham. Men Frank er væk. I Marokko har han købt en gammel pusleæske, der skulle kunne give ham uendelig nydelse. Men da han sidder i loftsrummet på Lodovico Street og løser æskens gåde, bliver han flået i småstumper af kødkroge på lange metalkæder. Han har åbnet Helvedes porte og hidkaldt cenobitterne, eksperter i ekstreme og makabre forlystelser.Ved et uheld kommer Larry til at spilde sit blod på loftets gulv og det får Frank til delvist til at genopstå. I al hemmelighed henvender Frank-zombien sig til Julia, der modstræbende går med til at lokke mænd til huset, så Frank kan suge deres blod og få mere kød på kroppen. Men Larrys fandenivoldske datter Kirsty fatter mistanke til sin onde svigermor, men spørgsmålet er, om hun kan overleve at stå ansigt til ansigt med cenobitterne.

We have such sights to show you!

Lead Cenobite

HELLRAISER er baseret på Clive Barkers egen kortroman "The Hellbound Heart". Han havde oplevet, hvordan hans skriverier var blevet forvandlet til de alt andet end vellykkede film UNDERWORLD og RAWHEAD REX, og derfor havde han brug for at sætte en ny standard, da han endelig selv fik lov til at styre løjerne. Budgettet på HELLRAISER var alt andet end prangende, men man havde dog fået en stjerneskuespiller som Andrew Robinson med på rollelisten, hvilket gav et snert af klasse. Og så blev filmen ellers lavet med en rasende energi, hvor man undervejs måtte overkomme problemerne med kreativ desperation.Filmen er langt fra perfekt, men den er banebrydende på så mange måder, at den alligevel blev et hit over hele verden. Gyserfans elsker og støtter deres monstre, og ingen havde nogensinde før set et monster som Pinhead – også selv om den ledende cenobit ikke havde fået sit kælenavn endnu. Pinhead blev brugt intensivt i markedsføringen af filmen, og det pirrede nysgerrigheden hos tusinder af fans. Man ville bare have alt at vide om dette groteske væsen med de kvadratiske udskæringer i ansigtet og de mange søm, der er banket ind i kraniet. Det så ulækkert og fascinerende ud – og det er lige præcis det, HELLRAISER er.

The box. You opened it. We came.

Lead Cenobite

I filmens indledning ser vi Frank Cotton, der prøver at løse pusleæsken. Da det lykkes for ham, flænses hans hud af store kødkroge, der svinger ned fra loftet. Da hans krop er blevet revet i små stykker, roder den ledende cenobit i kødaffaldet på gulvet og prøver at samle Franks ansigt, som var det et puslespil. Det er bare begyndelsen. Undervejs ser vi en hånd, der skæres op af et søm, en våd og snasket genopstandelses-scene, hvor et lig boblende og sydende presses op gennem gulvbrædderne og får kød på knoglerne, mænd, der bankes ned med en hammer, en rotte, der skæres midt over, rotter, der er sømmet fast til væggen og hud, der rives i trevler på kinden. Og det hele sluttes af med en eksploderende krop, der er spændt op til lir på kroge i loftet.

HELLRAISER er ikke en munter film, men det er ikke bare et meningsløst splatter-orgie. Clive Barker er dybt fascineret af at skabe mytologier, og her handler det om en orden af cenobitter, der fungerer som udsendinge fra Helvede, hver gang en eller anden stakkel løser pusleæskens gåde. Undervejs møder vi også et vægkravlende monster med to hoveder og en vagabond, der kan forvandle sig til et flyvende uhyre. Det er åbenbart et sindrigt og meget velfungerende system, der sørger for, at pusleæskens ofre bliver indfanget, flænset og bragt til Helvede.Man kan spørge sig selv om, hvorfor mennesker i det hele taget vil vove at anskaffe sig den dæmoniske æske. Men det er vel den klassiske historie om, at mere vil have mere, og det mystiske og det ukendte er altid fristende. Interessant er det dog, at ingen af ofrene formentlig har hørt om, at det er den sikre død at åbne æsken. Man taber altid, hvis man kommer i kløerne på Djævelen og hans disciple – eller Pinhead og hans muntre flok af læderklædte slagtere. Der er også en snert af, at man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. Man kunne risikere at få det.

No tears, please. It's a waste of good suffering.

Lead Cenobite

Det er ikke mindst Christopher Youngs storslåede musik, der er med til at hæve filmen op på et niveau over de fleste billige horror-produktioner. Han komponerede en dyster og grum messe med det ene flotte tema efter det andet. Ikke mindst er den valse-agtige musik til Franks genopstandelse noget af det største i genren, men den majestætiske 'main title' er også usædvanlig elegant.

Alt i alt er HELLRAISER en fremragende gyser, der blæser på alle sine åbenlyse svagheder og får dem til at fungere alligevel. Det hjælper selvfølgelig på det, at man har et fantastisk monster, der udspyr citat-venlige replikker med en dyb og dæmonisk stemme. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan det færdige resultat havde været, hvis den debuterende skuespiller Doug Bradley havde fulgt sin første indskydelse og havde valgt at spille en af flyttemændene i filmen, så folk kunne se hans ansigt.

HELLRAISER, England, 1987. Instruktion: Clive Barker. Medvirkende: Andrew Robinson, Clare Higgins, Ashley Laurence, Sean Chapman, Doug Bradley. Musik: Christopher Young.