Dårlige film er god terapi

Der er ingen tvivl om, at horrorfans ser flere dårlige film end de fleste andre mennesker. Kvaliteten i genren er meget svingende, men vi har fået så hård hud på øjnene, at vi med glæde ser det hele. En del af filmene er så dårlige, at de faktisk er gode, mens andet bare er noget elendigt slam. Men det er god terapi at se dårlige film - på den måde lærer man nemlig at sætte pris på de gode film.

I går tog jeg en solid omgang terapi ved at gense Tobe Hoopers remake af INVADERS FROM MARS. Hold da op, hvor er det en ringe film! Manuskriptet er en rodebunke, hvor vi det ene øjeblik får tunge og seriøse scener med dramatiske replikker og det andet øjeblik befinder os midt i den mest fladpandede børnefilm. Effekterne er håbløse og især virker Stan Winstons Mars-monstre alt andet end truende. Hunter Carson, der spiller drengen, som ingen vil tro på, er grænseløst irriterende, mens Karen Black virker endnu mere fortabt, end vi ellers ser hende. En forfærdelig film!

Men nu har jeg brugt halvanden times tid på at gense INVADERS FROM MARS og er altså klar til at sætte endnu mere pris på de mange gode film, jeg skal se i fremtiden - selv om jeg uden tvivl også kommer til at se mange dårlige.