Otte tegn på at horrorgenren er i krise

Enhver genre har sin opture og nedture. Horror er en af de mere sejlivede genrer, der aldrig forsvinder helt fra radaren, som det f.eks. var tilfældet med westernfilmen i mange år. Men horror har det ikke altid lige godt. Efter nogle succesfulde år er der nu tegn på, at det er ved at gå den anden vej - at vi er på vej ned i en bølgedal. Horror er i krise!

Mark Jones fra The Examiner har endda skrevet en klumme med den dramatiske titel "Seven reasons why the horror genre is dying". Som sagt dør horror aldrig, men det knirker og knager i det gamle monster. Hvor alvorligt det er, er ikke til at sige endnu, og måske skal man ikke være så bekymret - men der er måske en forklaring på, at rigtig mange gysere slet ikke lever op til genrens målsætning om at være skræmmende, nervepirrende, grænseoverskridende og provokerende. Her er mit bud på de mest alvorlige krisetegn lige nu.
1 Det der 3-d er bare så hot
Filmbranchen har flere gange været nødt til at rykke rent teknisk, når publikum har svigtet. I 50'erne var det f.eks. de store historiske dramaer i CinemaScope, der skulle lokke folk væk fra TV-skærmene og ind i biograferne. 3-D har også været brugt i denne krig, men aldrig med en styrke, som vi oplever det i disse år.

Og det er en krig. Folk anskaffer sig stadigt større fladskærme og Blu-ray-afspillere i bunkevis, så oplevelsen derhjemme bliver så optimal som muligt. Samtidig bliver hele spil-verdenen flottere og mere fascinerende, mens Facebook, Twitter og andre tjenester på nettet kræver mere og mere tid. Læg hertil piratkopiering og ulovlige downloads. Ja, man kan godt forstå, at filmselskaberne knokler med at finde ud af, hvordan man lokker publikum tilbage foran de store lærreder.

Lige nu er 3-D det store mantra. Det synes at være oplagt at lave gysere i 3-D. Hvor frydefuldt må det ikke være for en instruktør at kunne smide afhuggede hoveder og blodige indvolde lige ind i fjæset på folk. Men fænomenet har en skinger tone af panik og der er ingen garanti for, at filmene bliver bedre eller bliver en større oplevelse af at være i 3-D. Og netop i horrorgenren kan det hurtigt blive til en gimmick, hvor elendige manuskripter godkendes alene fordi, der står 3-D efter titlen på forsiden af manuskriptet.

Endelig må vi ikke glemme, at 3-D stadig ikke kan overføres optimalt til hjemmebiografen. Nu vil filmselskaberne gerne have os til at lægge nogle penge i de rigtige 3-D-biografer, men det vil nok trætte publikum i længden, hvis hjemme-udgaverne ikke byder på andet end slørede billeder, som man skal se med et par gammeldags pap-briller.
2 Hey, jeg har et videokamera, lad os lave en gyser
Hver måned vælter det ud med med "independent"-produktioner - en sand syndflod af gysere, der lever højt på den nye teknologi, hvor et billigt kamera og et redigeringsprogram i computeren forvandler enhver privat bopæl til et filmselskab. Disse lavbudget-film lanceres med lækre forsider, der ikke er til at skelne fra dem, der kommer fra de mere professionelle selskaber. En del af dem opnår endda at blive distribueret af de store selskaber. Men indholdet er ofte det værste amatørteater - lavet uden talent og forståelse for genren.

Nu skal de kommende Sam Raimier og John Carpentere selvfølgelig komme et sted fra, men - som jeg har set det formuleret et sted - så behøver du altså ikke at lave en zombiefilm, bare fordi du ejer et kamera, har fundet en cool location og har en stor bekendtskabskreds, der ikke har noget imod at optræde gratis. Og det er nok kun én film ud af flere tusinde lavbudget-produktioner, der får samme succes som THE BLAIR WITCH PROJECT og PARANORMAL ACTIVITY.
3 Nu støver vi lige denne klassiker af i en spritny udgave
Ikke alene har Hollywood amerikaniseret en stribe asiatiske gysere - man har også kastet sig over et hav af de film, der var fremme i 70'erne og 80'erne. Det har ført til nye udgaver af klassikere som THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE, THE LAST HOUSE ON THE LEFT og THE OMEN - og alt andet end klassikere som PROM NIGHT, THE HOUSE ON SORORITY ROW og APRIL FOOL'S DAY.

Nu er det ikke noget nyt i at lave remakes. Selv Alfred Hitchcock lavede THE MAN WHO KNEW TO MUCH to gange. I princippet er der heller ikke noget i vejen med at lave remakes, især ikke hvis manuskriptforfatteren og instruktøren har deres egen vinkel på historien. Zack Snyders DAWN OF THE DEAD er et godt eksempel på, at man sagtens kan modernisere en klassiker, som de fleste fans elsker. Men når man trækker MOTHER'S DAY frem fra de støvede arkiver, så afslører man, at Hollywood er ved at løbe tør for ideer.

Et andet problem er af mere nørdet karakter: Efterhånden som hele det horrible bagkatalog bliver genindspillet, er man nødt til at være meget præcis, når man taler om gysere: - Jeg synes, at FRIDAY THE 13TH er en fed film... altså den originale, ikke den nye!
4 Øh, hvor blev alle pengene af?
Finanskrisen har slået hårdt ned overalt. I filmbranchen har vi set flere selskaber, der enten har fyret folk, eller ganske enkelt er lukket. Nogle af dem ville formentlig være bukket under alligevel, men krisen har speedet processen op. Det får selvfølgelig de overlevende selskaber til at tage færre chancer, når de planlægger kommende produktioner. For horrorfilmenes vedkommende er det selvfølgelig heller ikke godt, at bl.a. HALLOWEEN II, JENNIFER'S BODY, CIRQUE DU FREAK: THE VAMPIRE'S ASSISTANT og SAW VI ikke har klaret sig specielt godt i biograferne. Det må også få slipsedrengene hos filmselskaberne til at få nervøse trækninger.

Et andet aspekt er, at hvor horrorfilmen ofte har reflekteret den kollektive frygt, der har præget en bestemt tidsalder, så er finanskrisen ikke et oplagt emne at fortælle gyserhistorier om - uanset hvor meget frygt, der florerer i verden i denne tid.
5 Og så skal der være en klat CGI-hjernemasse lige der
CGI, eller "computer-generated imagery", er både en forbandelse og en velsignelse. En lidt slidt floskel er, at de bedste effekter er dem, man ikke lægger mærke til - de effekter, der ikke højlydt signalerer sig selv som effekter, men som bare er fuldt ud integreret i filmens historie. Men moderne film er blevet så afhængig af den enorme slavehær med deres computere, at enhver kritisk sans er smidt på lossepladsen.

Man kan tilgive, at tju bang-film som THE MUMMY og VAN HELSING ligner PlayStation-spil, men når mere seriøse produktioner som I AM LEGEND trækkes ned af alt andet end overbevisende computer-væsener, så har man svært ved at tro på, at Hollywood har respekt for deres publikum.

Værre bliver det, når man forsøger sig med computer-blod og indvolde. Det ser bare ikke særlig realistisk ud, hvilket bl.a. THE MIDNIGHT MEAT TRAIN er et udmærket eksempel på. Horror handler om at involvere publikum, men dårlig CGI har den modsatte effekt.
6 TWILIGHT, hviiiiiiiiiiiiin
Nu kan man diskutere fra nu og til dommedag om TWILIGHT-fænomenet i det hele taget er horror, men serien hviler på det fundament af paranormal romance, der i mange år har været en stor succes i den amerikanske bogbranche. Og her vrimler det med vampyrer, varulve og spøgelser - blot i en mere romantisk ramme end vi kender det fra traditionel horror.

Man kan kun håbe, at nogle af de mange TWILIGHT-fans også forsøger sig med mere skræmmende film og bøger, men hovedparten af dem vil bare have mere af det samme, nemlig harmløs underholdning. Og horror må endelig ikke være harmløs. Men fordi TWILIGHT er blevet så stort, vil bogforlagene og filmselskaberne forsøge at levere mere af den samme vare.
7 Freddy Kruegers afløser lader vente på sig
Jason Voorhees, Freddy Krueger, Michael Myers, Chucky og Pinhead. I mange år var det de store horror-ikoner, der dominerede genren og som prydede den ene forside på FANGORIA efter den anden. Mange har forsøgt at skabe nye ikoner, som f.eks. Ghostface fra SCREAM-filmene, men det er som om, de ikke helt har den samme evne til at bide sig fast hos publikum.

Nu kan man hævde, at genren i de senere år måske har været mere realistisk - eller hvad man nu skal kalde det - og at man derfor ikke har brug for disse makabre superskurke. Omvendt er de med til at skabe en stabil fanbase og det har vi brug for - og det er lidt sløjt, at dette årtis største horror-ikon er den cyklende dukke fra SAW-filmene.
8 Torturporno siger bare enormt meget om den tid, vi lever i
Der er ingen tvivl om, at SAW, HOSTEL og alle de andre grumme film har vakt en masse opmærksomhed de senere år - og mange af dem har været store økonomiske succeser. Kæden er dog sprunget helt af i den kritiske og akademiske verden med opfindelsen af begrebet torturporno - et mærkværdigt modeord, der absolut ikke betyder noget som helst.

Endnu mere frustrerende er det, at vi har fået en uendelige række af billige kopier af bl.a. SAW-filmene. Der er ikke noget nemmere end at lave en gyser om en kvinde, der er spændt fast til en stol i kælder, hvor hun bliver udsat for alskens rædsler. Har det være gode film - og har de været uhyggelige? Nej, det har de ikke! Det er på tide, at horror-instruktørerne kommer ind i kampen igen og betyder at lave rigtige gysere i stedet for bare at forfølge et mode-fænomen, der dårligt nok gør sig fortjent til at blive beskrevet som et fænomen.