Skrækkens musikalske landskaber

Lad os dykke ned i en tilfældig soundtrack-samling. Her finder vi måske OUT OF AFRICA af John Barry - smukke og behagelige toner, der vækker minder om en flyvetur over den afrikanske savane. Ved siden af står MEDICINE MAN af Jerry Goldsmith og pludselig befinder vi os højt oppe i trækronerne i regnskoven sammen med den svævende etniske musik. Et andet sted på hylden står en CLIFFHANGER-plade af Trevor Jones, og den storslåede og medrivende klang tager os højt op i bjergene til et drama på liv og død.

Vi kunne også lade os begejstre af Golden Age-fanfarer fra en Korngold, af vittige saxofoner fra en Mancini eller af skæve western-guitarer fra en Morricone. Det er alt sammen behageligt og dejligt at lytte til - selv når cd-skuffen fodres med en action-plade... Vi bliver uden besvær revet med af den imponerende musik.

Men hvad er det dog for en støvet cd, der står helt inde i mørket? Den har vist kun været spillet en enkelt gang for så at blive gemt og glemt i samlingen. På coveret ses to forskræmte mennesker og omridset af en dreng, hvis skygge ligner en ulv. Den ser spændende ud, lad os høre den...

Et blandet kor synger sagte på latin. Et par piano-klange, mørke strygere, klokker, en dæmonisk rytme, stærke messende stemmer svæver rundt som et stormvejr, pauker, kvindestemmer over et satanisk orgel, buldrende trommer og skingre trompeter. Vi er langt væk fra savannen, regnskoven og de lyserøde pantere. Denne musik henter billeder frem af spiddede præster, blodtørstige hunde med røde øjne, afhuggede hoveder, hængte babysittere og en skrigende knægt, der måske er Djævelens søn.

Jerry Goldsmiths dystre score til skrækfilmen THE OMEN blev godt nok præmieret med en Oscar, men der er bestemt ikke en cd, der hentes frem ved festlige lejligheder. Det er en grum sort messe, der på skræmmende vis er blevet fæstnet på den skinnende plastik-skive.

Musik til skrækfilm er en niche i filmmusikkens verden. De dramatiske og blodige begivenheder på lærredet inspirerer ofte komponisten til at skrive støjende, voldsom og atonal musik, der (for det meste) fungerer fint sammen med billederne. Men når musikken overføres til cd eller lp, så har vi balladen! De dystre toner kan drive selv de mest hårdføre kærester, børn, naboer og husdyr til vanvid, og selv for en hærdet filmmusik-freak kan det være en barsk omgang at lægge trommehinder til BRAM STOKER'S DRACULA, HELLRAISER og DAMIEN: OMEN II.

Men jeg elsker de skrækkelige skiver! Jeg frydes over det storslåede dæmoniske kor, der fører os direkte ned i Helvede i HELLBOUND: HELLRAISER II. Jeg mærker nakkehårene rejse sig, når temaet fra DEAD RINGERS fortæller om perverse kirurgiske eksperimenter. Jeg skræmmes fra vid og sans, når Goldsmith får koret til at gnægge som fugle i DAMIEN: OMEN II.

Min passion for skræk-musik er naturligvis baseret på en interesse for genren. Det hele startede den 8. december 1972, da jeg som niårig så FRANKENSTEIN på DR. Eller rettere, da jeg så noget af FRANKENSTEIN, for da Boris Karloff stavrede ind på skærmen i sin monster-makeup, blev jeg enig med min babysitter om, at vi hellere måtte slukke.

Men jeg var selvfølgelig blevet nysgerrig, og netop i begyndelsen af 70'erne eksploderede tegneserie-markedet med hæfter som GRU, VAMPYR og DRACULA. Og senere blev jeg udsat for massive filmiske rædsler som CARRIE og THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE. I perioden omkring 1980 var det muligt at se herlige film som HALLOWEEN, SCANNERS, POLTERGEIST, THE FOG, THE THING og mange andre perler på de danske biograflærreder. Jeg var blevet bidt af en gal skrækfilm.

Allerede dengang var jeg imponeret over John Carpenters fængslende klaver-tema i HALLOWEEN og Howard Shores dystre bas-brøl i SCANNERS. Og jeg har i mere eller mindre grad holdt fast i interessen gennem alle disse år. I denne cd-tidsalder er det en sand fornøjelse at investere i de skrækkelige toner, og en række af de største (og mindste) komponister har gjort det i skrækmusik.

Bernard Herrmann skrev PSYCHO, IT'S ALIVE og PSYCHO, Franz Waxman skrev BRIDE OF FRANKENSTEIN, Max Steiner skrev KING KONG, John Williams skrev JAWS, DRACULA og THE FURY, mens Jerry Goldsmith skrev POLTERGEIST, THE OMEN og mange andre.

Og ikke alene kan man glæde sig over bredden af komponister - for mig er det også en stor fornøjelse at investere i musik fra film, jeg rent faktisk ser. Når man er passioneret fan af en bestemt komponist, får man tit købt cd'er uden også at se filmene, musikken stammer fra. Sådan er det ikke nødvendigvis, hvis man "samler på genrer". Det kan jeg anbefale.

Og jeg vil opfordre læserne til at investere i en lille håndfuld skræk-cd'er. Et glimrende sted at starte er scores som THE DEAD ZONE, INTERVIEW WITH THE VAMPIRE, ARMY OF DARKNESS og BRAM STOKER'S DRACULA. Man kunne også grave nogle af de støvede skræk-cd'er frem fra det bagerste af samlingen. Smid dem i cd-afspilleren og lad dig føre ind i skrækkens musikalske landskaber.

Grum fornøjelse!

(Ovenstående er en lettere redigeret version af en artikel, jeg skrev til LYDSPORET nr. 14, marts 1995)