Fire skræmmende soundtracks

Tro det eller ej, så lever cd'en stadig, selv om vinylen og kassettebåndet har gjort et forbløffende comeback de senere år - og der udkommer stadig soundtracks, der kan have interesse for fans af de skræmmende toner. Et af dem er FRIDAY THE 13TH PART VII: THE NEW BLOOD, som La-La Records har sendt på markedet i et oplag på 2000 eksemplarer. Det er selvfølgelig Harry Manfredini, som står bag meget af musikken, men det er hentet fra de tidligere film, og så har Fred Mollin komponeret nye tracks. Spændende udgivelse, hvis man er til 80'er-horror.

Også fra La-La Records kommer musikken fra Stephen King-filmatiseringen GRAVEYARD SHIFT fra 1990 - en film mange måske lige havde glemt eksisterede. Komponisterne Anthony Marinelli og Brian Banks er heller ikke de mest kendte navne, men nu kan man altså høre dem på denne nye udgivelse. Oplaget er 1000 eksemplarer.

Fra Varèse Sarabande kommer en anden overraskelse, nemlig VILLAGE OF THE DAMNED af John Carpenter og Dave Davies. Her er tale om en såkaldt deluxe-version med mere musik end den første udgivelse, men det oprindelige soundtrack er også inkluderet på denne dobbelt-cd, som udkommer i 2000 eksemplarer.

Senere på måneden disker Silva Screen op med musikken fra Clive Barker-filmatiseringen RAWHEAD REX, komponeret af Colin Towns. Her er der så ikke tale om en limited edition - og de udgiver den også på vinyl (det samme gjaldt i øvrigt VILLAGE OF THE DAMNED, men det var i forbindelse med Record Store Day, så det er måske en udgivelse, der er svær at finde).

Soundtrack-klassiker: Quartet Records har genudgivet Ennio Morricones THE THING

John Carpenters tidlige film var kendetegnet ved, at han i høj grad selv stod for musikken, men det ændrede sig, da han skulle lave THE THING. Her blev det den italienske komponist-legende Ennio Morricone, som blev hyret ind til opgaven - og så endte det alligevel med, at dele af musikken aldrig kom med i filmen og at John Carpenter og Alan Howarth leverede ting og sager til lydsporet.

Under alle omstændigheder er Morricones THE THING en ikonisk klassiker i filmmusik-kredse, men desværre har den været svær at opdrive på cd i mange år. Udgaven fra Varèse Sarabande er blevet solgt for høje beløb på eBay, mens vinyl-samlerne er blevet forkælet med deluxe-udgivelser fra Waxwork Records. Men nu kan THE THING endelig fås på cd igen, takket være spanske Quartet Records. Indholdet er stadig de 10 tracks, som Morricone fik samlet til de originale udgivelser, men lyden er blevet remastered. Hertil kommer en 16 sider booklet.

En lang fredag med FRIDAY THE 13TH-musik

En af fordelene ved disse "jeg arbejder hjemmefra"-tider er, at man kan lytte til horror-soundtracks, men man sidder ved skærmen og banker løs i tastaturet. I de åbne kontorlandskaber kan man selvfølgelig også høre musik, men så skal man have hovedtelefoner på - og det fungerer ikke altid, hvis man har en funktion, hvor mange mennesker skal i kontakt med en. Hjemmearbejdet har flyttet dele af den kommunikation over på Teams og mail, så det er bare med at smække noget musik på anlægget - og så trykke på pause, når folk ringer til en.

I fredags var jeg på arbejde her i lejligheden, og selv om det ikke var den 13., så stod den på FRIDAY THE 13TH-soundtracks i form af det boxsæt, som La-La Land Records udgav i 2012 med musikken fra de seks første film. Hele fem timers musik fordelt på seks cd-skiver. Jeg har hørt den før, men aldrig fra ende til anden. Men som arbejdsdagen skred frem lyttede jeg til Harry Manfredinis toner, der over årene har bidraget til den tilsyneladende uendelige serie om Jason Voorhees og hans blodtørstige hærgen i skovene omkring Crystal Lake.

Musikken er fragmentarisk med masser af stingers, skift og afbrydelser, men for pokker, hvor er det effektivt. Blot 13 musikere var der råd til på den første film, men de arbejder for sagen. Og det krydret med den nu ikoniske "ki-ki-ki ... ma-ma-ma"-lyd, der er inspireret af en replik i filmen. Man hører også en del inspiration fra Bernard Herrmann, men Manfredini er ikke ude på at kopiere på samme måde, som Richard Band var det i RE-ANIMATOR. Samlet set er det forrygende horror-musik, omend af den mere turbulente slags.

Og sådan fortsætter det igennem musikken til de følgende film, hvor Manfredini føjer nye lyde til sin palet, blandt andet i form af forskellige synthesizere, han får erhvervet sig. 3'eren består stort set kun af genbrug fra de to første film, men har dog det funky disco-tema, som Michael Zager var med til at skabe. Først med 5'eren og 6'eren bliver der for alvor komponeret ny musik, og især 6'eren er præget af stor variation; i øvrigt krydret med den berømte latinske hymne "Dies irae".

Det var virkelig fedt at høre det hele i løbet af en enkelt dag, selv om de fem timer er præget af mange gentagelser. Men det virker, og Harry Manfredini er en af hovedkræfterne bag FRIDAY THE 13TH-franchisens succes. Boxsættet fra La-La Land Records kom kun i 1300 eksemplarer og har i øvrigt en glimrende 40 siders booklet af Brian Satterwhite. Siden har selskabet genudgivet musikken på fire enkeltstående cd-udgivelser (nr. 1 og 6 er udkommet hver for sig, mens 2+3 og 4+5 er dobbelt-cd'er), og de er alle stadig til at skaffe. Så er der selvfølgelig også diverse vinyl-udgivelser, men den bølge er jeg ikke hoppet på.

Soundtrack-anmeldelse: THE FURY af John Williams

THE FURY
Udgivet af La-La Land Records, 2012
42 tracks med en samlet spilletid på 1:50:54 (2 disc)
Komponist: John Williams

Lige når man hører "Main Title"-musikken til Brian De Palmas THE FURY, tænker man: Det der er da HELLRAISER. Og der er bestemt nogle ligheder mellem John Williams' THE FURY (1978) og Christopher Youngs HELLRAISER (1987), men nu var det altså Williams, der kom først. THE FURY er en horror-thriller efter en roman af John Farris, og handler om et skummelt regerings-agentur, der rekrutterer mennesker med paranormale egenskaber for at studere og udnytte dem. Denne rekruttering er ikke altid frivillig, og derfor er omdrejningspunktet for en historien en fars kamp for at finde sin søn, der er kommet i kløerne på regeringen. Til dette får han hjælp af en ung kvinde med ekstraordinære talenter.

THE FURY er en af Brian De Palmas bedste film, og John Williams er i topform på lydsporet. Egentlig var Bernard Herrmann det foretrukne valg, men selv i horrorfilmens verden kan det ikke for alvor lade sig gøre at give opgaven til en død komponist, med mindre man vil ud i genbrug. Williams fik at vide, at hans score gerne måtte være en hyldest til Herrmann, og det kan man godt høre, men det er sandelig også rendyrket John Williams.

"Main Title" er en mørk affære, der langsomt bygger op med, hvor især en klarinet markant er i centrum, før hele orkestreret folder temaet ud på en ekstremt elegant måde. Man får virkelig en fornemmelse af, at det skal til at ske noget uhyggeligt, men samtidig er det også klart for en, at dette er lidt af et episk værk med en historie, der kommer vidt omkring. I "The Train Wreck" får man endnu et af scorets gennemgående temaer, der spilles på en ARP-syntheziser. Det lyder lidt i retning af en theremin.

"Thru the Alley" er rendyrket John Williams med muntre og dynamiske toner, der uden problemer også kunne være brugt i en komedie. Noget lignende får man i det track, der hedder "For Gillian". I hele taget er det et meget alsidigt score, selv om der er fokus på det mørke og det dystre. En af karaktererne, Hester, har dog sit eget tema, der er lyst og lyrisk. Et stærkt track er "Vision on the Stairs", der indkapsler en af filmens vigtigste scener på en helt unik måde.

Man kunne blive ved med at fremhæve det ene fremragende track efter det andet, men THE FURY er bare en skattekiste af musikalske idéer - skabt af en mester i feltet. Hele tiden væves temaerne ind i hinanden, samtidig med at der leges med orkestreringen. Hvis jeg skulle fremhæve et track mere, så vil jeg dog lige nævne "Gillian's Escape", der elegant fører os igennem en ekstremt flot scene (med musik, der sagtens kunne være klippet ind i en Harry Potter-film).

THE FURY har været udgivet en lille håndfuld gange, men jeg skriver her om La-La Land Records' dobbelt-cd fra 2012. Her får man hele det originale filmscore, der blev indspillet hos Twentieth Century Fox. Det består af 23 tracks. Hertil kommer ni bonus-tracks med source-musik og diverse variationer. På den anden cd ligger soundtrack-albummet, der blev indspillet med The London Symphony Orchestra. Her er der 10 tracks, og det var i mange år den udgave, fans kunne få fat i, før man begyndte at grave i arkiverne. Uanset hvad man vælger at høre fra THE FURY, er det genial musik. Cd-udgaven fra La-La Land Records har fine liner notes af Julie Kirgo.

En samlers dilemma: Er det musikken eller er det cd-udgaven, der er vigtigst?

Se engang på dette billede: Her har vi to klassiske genre-soundtracks, nemlig ALIEN af Jerry Goldsmith og JAWS af John Williams - og der er to forskellige udgaver af hver. Til venstre ses de oprindelige cd-udgaver, der er lig med indholdet på de originale lp'er. Til højre ses nogle udvidede udgaver, der udkommet siden hen med mere musik og diverse bonus-tracks.

Det interessante er så, at de udvidede udgaver også indeholder den oprindelige album-præsentation, altså musikken fra de cd'er, der ses til venstre. Egentlig kunne man bare sende de gamle udgaver videre i systemet og så nøjes med de udvidede udgaver, der altså også byder på samme indhold plus en hel masse mere.

Men selvfølgelig er det charmerende og spændende også at eje de ældre udgaver. Nogle af dem er blevet sjældne over tid, og de kan indeholde liner notes, som ikke genoptrykkes i senere cd-udgivelser. Vi er ude i nørd-problemer, og man kan diskutere om det rent faktisk er et problem. Så længe, der er plads på hylderne, betyder det ikke det store. Omvendt kunne disse "dubletter" indbringe en lille skilling, der kunne bruges til andre spændende ting - og andre fans kunne måske have glæde af disse soundtracks.

Nu er det min oplevelse, at cd-soundtracks i nogen grad har mistet deres anseelse i samler-kredse - det hele handler om vinyl, og netop på den front kommer der i disse år vildt mange ting, der er kræs for samlere. Men selvfølgelig findes der også samlere, der ville elske bare at eje musikken fra ALIEN eller JAWS, uanset formatet. Nå, vi får se ... jeg nørder videre.

Soundtrack-anmeldelse: THE HOUSE ON SORORITY ROW af Richard Band

THE HOUSE ON SORORITY ROW
Udgivet af La-La Land Records, 2015
20 tracks med en samlet spilletid på 40:58
Komponist: Richard Band

I skrækfilmens verden vil man ofte støde på film fra især 80'erne og 90'erne, der har haft Richard Band tilknyttet som komponist, og meget af musikken kan med stor fornøjelse opleves på cd eller lp. Det gælder især THE HOUSE ON SORORTY ROW, der blev instrueret af Mark Rosman i 1993. Filmen er en jævnt underholdende slasher, der følger reglerne for genren: Nogle unge mennesker gør oprør mod reglerne og fester igennem et sted, hvor de ikke burde være - og så rammes de af alverdens rædsler.

Når man hører "Main Title", skulle man på ingen måde tro, at man havde med en horrorfilm at gøre. Det er et svævende romantisk tema, der signalerer fred og ingen fare - og det er en track, der udnytter hele orkestrets bredde. Selv om Band ofte har arbejdet med synthesizere, er THE HOUSE ON SOROTITY ROW-musikken indspillet med et orkester bestående af 45 medlemmer af London Philharmonic Orchestra. Scoret er faktisk indspillet i England, hvilket på det tidspunkt var den billigste løsning.

Det andet track, "Slater's Memories" introducer den spilledåse-melodi, der er en markant del af handlingen, men her får vi også de første af de mere grumme og uhyggelige toner. Fortidens skumle hemmeligheder trænger sig på, alt imens der også sker væmmelige ting i filmens nutid. Et ekstremt flot track er "Kathy in the Attic", hvor en af personerne får en fornemmelse af, at der er noget under opsejling. Her diskes op med skumle strygere, der virkelig antyder, at alt kan gå galt.

Mere klassiske og dynamiske horror-toner høres i "Jeannie's Flight", "The Cemetery" og "Hallucination and Escape", men Richard Band har styr på sine virkemidler, og hans musik er på ingen måde så fragmentarisk som man f.eks. kan høre det i Harry Manfredinins FRIDAY THE 13TH-scores. Dog er nogle af de tracks, der følger det store klimaks, "Kathy in Horror" og "Last Hallucination", mere flagrende og støjende, men orkestret bruges fuldt ud, og det virker rigtig godt - også som selvstændig lytteoplevelse.

Og når vi nu taler lytteoplevelse, så handler en stor del af ovenstående i høj grad om THE HOUSE ON SORORITY ROW-musikken, som jeg kender den, nemlig fra Intradas cd-udgivelse fra 1993, hvor der er omkring 32 minutters score - pænt og nydeligt arrangeret. Siden er kommet en limited edition i 2015 fra La-La Land Records, og de gentager de samme 32 minutter, som så følges op af ekstra 9 minutter, der ikke har været udgivet før. Disse tracks er mere traditionel horror-musik, men de giver et godt indtryk af, hvor alsidig en komponist Richard Band er. Cd'en fra La-La Land indeholder også en glimrende booklet med tekst af soundtrack-eksperten Daniel Schweiger. Samlet bedømmelse: Horror-musik over middel til en slasherfilm lige under middel.

John Williams' musik til John Badhams DRACULA udkommer i en deluxe-udgave

Blandt de mange Dracula-filmatiseringer regnes John Badhams udgave fra 1979 som en af de helt store, og det er da også en enestående film med masser af dramatik og romantik. Med til at løfte den samlede oplevelse er det unikke score af John Williams. Musikken udkom i sin tid på lp og cd, og især cd-udgaven fra Varèse Sarabande har været et hit blandt samlere.

Den har selvfølgelig været udsolgt i årevis, og derfor har fans efterspurgt en ny udgave - gerne med mere musik end de 36 minutter, der hidtil har været tilgængelig. Men myten har lidt været, at det åbenbart ikke har været muligt at finde de oprindelige optagelser, og derfor kunne man skyde en hvid pind efter en udvidet udgave. Sådan er det ikke længere.

Lige hvad det er, Varèse Sarabande har fundet i arkiverne, er lidt uklart, men den 5. november er de i hvert fald klar med en deluxe-dobbelt-cd med hele 72 minutters musik. Ikke alt nåede med i den endelige filmudgave, så der er meget at komme efter for fans. Som en bonus er det originale 36 minutters-album også med. Dobbelt-cd'en kommer i en slipcase sammen med en 36 siders bog og en 12 siders booklet. Man kan ikke sige andet end wow!

Horror-soundtracks på vinyl er fede, men jeg tror, at jeg holder mig til cd'erne

I går stod jeg inde i Cinematekets boghandel og bladrede lidt i deres udvalg af soundtracks. Og det var bestemt lækre ting, der stod i kassen så som PHANTASM, DAWN OF THE DEAD og så videre. Men jeg købte nu ikke noget af den simple årsag, at vi havde med vinylplader at gøre. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, fordi det var virkelig flotte udgivelser med fantastiske forsider, og der er altså noget helt særligt ved at holde noget så konkret som en tung vinylplade i hånden.

Men jeg tror altså ikke, at jeg hopper på den nye vinylbølge. Aner ikke lige, hvor jeg skulle stille en pladespiller, og der er slet ikke plads til bunker af vinyler på hylderne. Næ, jeg holder fast i cd'erne, der fylder mindre og som kan købes til hæderlige priser. Så må man leve med, at forsiderne er små og gnidrede, og at der ikke er den store magi ved at smække en cd i afspilleren.

Har oplevet, at der bliver set lidt ned på cd'en som medie, og de par gange, hvor jeg har haft en bod på Blodig Weekends marked, har det været lidt svært at komme af med de soundtracks på cd, jeg har haft med. Men det kan selvfølgelig være en tilfældighed, men der er ingen tvivl om, at de mange nye vinyl-udgivelser har en ganske særlig tiltrækningskraft. Jeg er nu ganske tilfreds med mine horror-soundtracks på cd, hvoraf du på billedet kan se et par tilfældige eksempler - og selve musikken fejler jo ikke noget.

Jagten på et horror-soundtrack

En del soundtracks udkommer i forholdsvis små oplag, og nogle gange skal man være hurtig for at få fat i disse limited editions. Så kan man også opleve, at nogle udgivelser tager flere år om at blive udsolgt, selv om de måske kun er udkommet i 300 eksemplarer (og bemærk, at jeg her taler om cd'er - hele det nye vinyl-marked har jeg ikke noget forhold til). Det siger sig selv, at det især er til samlerne og filmmusik-entusiasterne, at en stor del af disse soundtracks bliver udgivet, men selv ting, der er mere mainstream, er ikke nødvendigvis nemme at få fat i - især ikke, hvis udgivelserne har nogle år på bagen.

Et eksempel på dette er Steve Jablonskys score til remake-udgaven af A NIGHTMARE ON ELM STREET. Nu kan man selvfølgelig diskutere, hvor mainstream horrorfilm-musik er, men den nye film om Freddy Krueger havde trods alt et produktions-budget på 35 millioner dollar, og den kom ud i mere end 3300 biografer alene i USA. Og musikken er udkommet på Sony, hvilket bestemt ikke er en lille biks, der henvender sig til hardcore-fans.

Kan du se forskellen på de to udgivelser?

Det er dog ikke hele sandheden. Soundtracket blev nemlig udgivet i Europa af Sony, mens det i USA var WaterTower Music, som stod for det. WaterTower Music hører under Warner Bros., så heller ikke her er vi i småtingsafdelingen. Men netop den amerikanske udgivelse faldt ind under en trend, der i nogen grad har domineret i en del år efterhånden, nemlig at der er tale om en professionelt fremstillet CD-R og ikke en rigtig cd.

En del nyere soundtracks er udkommet på den måde, og samtidig har man også set, at flere ellers udsolgte titler er dukket op i CD-R-formatet. Nu forbinder man normalt CD-R med lumske piratudgivelser, men her er der altså tale om autoriserede udgivelser af en høj kvalitet med en rigtig booklet og det hele. Anyway, tilbage til Steve Jablonskys musik til A NIGHTMARE ON ELM STREET. Efter at soundtracket udkom i 2010, virkede det som om, at det hurtigt forsvandt fra Jordens overflade - selv fra de forhandlere, der har specialiseret sig i soundtracks.

Øverst er WaterTower Musics CD-R-udgave, men den nederste fra Sony er en rigtig cd. Booklets og indhold er det samme.

Muligvis er det bare mig, der har været langsom, for jeg fik det aldrig købt dengang. Ganske vist kan den amerikanske udgivelse selvfølgelig stadig fås, da man jo kan lave nye CD-R-versioner i det uendelige, men det har ikke lige været en løsning, der har appelleret til mig. Her forleden besluttede jeg mig for endelig at anskaffe soundtracket og det i første omgang via engelsk eBay, hvor jeg fandt et nyt og forseglet eksemplar til omkring 130 kroner.

Nu viste det sig så at være den amerikanske udgivelse fra WaterTower Music, jeg modtog, altså en CD-R. Jeg må dog indrømme, at den er flot lavet, og musikken fejler ikke noget - det er bestemt et af de bedre af de nyere horror-scores. Men jeg fortsatte alligevel min jagt, og via en undersælger på fransk Amazon fik jeg opsporet et eksemplar af den europæiske udgivelse fra Sony, altså en rigtig cd.

Det blev lige 150 kroner, så alt i alt har jeg givet 280 kroner for musikken til A NIGHTMARE ON ELM STREET-remaket. Men jeg er glad for endelig at have det i samlingen. Der har generelt været meget god musik i de mange Elm Street-film, og det interessante ved franchisen har været, at man har hyret en ny komponist ind hver gang. Så Charles Bernstein, Christopher Young, Angelo Badalamenti, Craig Safan, Jay Ferguson, Brian May og J. Peter Robinson sørgede for musikken i de syv originale film, mens Steve Jablonsky som sagt stod for remaket. Og på FREDDY VS. JASON var det igen et nyt navn, man gav opgaven, nemlig Graeme Revell, så det er lidt unikt. Men nu skal jeg altså ikke bruge mere tid på at lede efter 2010-udgaven af A NIGHTMARE ON ELM STREET-soundtracket.

Var det noget med musikken fra ZOMBI 3 på kassettebånd? Ikke vinyl, kassettebånd!

Der er ingen mennesker, der køber soundtracks på cd. Det er en frase, jeg af og til hører, når snakken falder på filmmusik fra især kult-agtige, skræmmende, mærkværdige, specielle, syrede, psykotroniske og i det hele taget underlige film. Næ, det skal være på vinyl. Sjovt nok udkommer der stadig masser af soundtracks på cd, så disse bedrevidende individer har ikke helt ret. Oplagene er dog i forhold til nogle titler er helt absurd små (300 eksemplarer er ikke ualmindeligt), men der kommer talrige nye titler hver evig eneste uge.

At vinylpladen så er vendt tilbage for fuld styrke, er ganske cool, selv om jeg holder fast i cd'en som mit foretrukne format. Til gengæld er det helt sikkert, at jeg ikke kommer til at købe soundtracks på kassettebånd. Især indenfor heavy metal kan jeg se, at der udgives en del på netop dette klassiske format, men soundtracks går heller ikke ram forbi.

Selskabet WRWTFWW Records (hvilket står for We Release Whatever The Fuck We Want) har tidligere lanceret Stefano Mainettis score til Lucio Fulci, Claudio Fragasso og Bruno Matteis ZOMBI 3 (1988) i forskellige vinyl-udgaver, men nu er de også på banen med samme musik på et kassettebånd. Oplaget er bare 100 eksemplarer, og ifølge selskabets hjemmeside er der allerede udsolgt op til udgivelsen på mandag, men man kan måske være heldig at finde den fra diverse forhandlere ... hvis man altså synes, at netop kassettebånd er sagen - eller måske bare en sjov gimmick. Kilde: Rue Morgue

Filmkomponisten Daniel Licht er død

Det er aldrig let at skrive nekrologer, og dette her skal heller ikke opfattes som en. Men det er en trist nyhed, at filmkomponisten Daniel Licht er død af kræft, blot 60 år gammel. Komponister spiller en så vital rolle i en films udtryk, men med mindre man følger ivrigt med på de hjemmesider, der beskæftiger sig med soundtracks, så føler man for alvor aldrig, at man lærer disse mennesker at kende.

Men det gør man jo alligevel, fordi man kender deres musik, og jeg kender naturligvis Daniel Licht af den vej. Han fik gang i sin karriere i skrækfilmens verden, og i skrivende stund har jeg fire soundtrack-cd'er stående på hylden med hans kompositioner, nemlig BAD MOON, HELLRAISER: BLOODLINE, THINNER samt en, der både indeholder AMITYVILLE: A NEW GENERATION og AMITYVILLE: IT'S ABOUT TIME. Blandt Lichts andre horror-projekter kan nævnes CHILDREN OF THE NIGHT, CHILDREN OF THE CORN II: THE FINAL SACRIFICE, CHILDREN OF THE CORN III: URBAN HARVEST og SOUL SURVIVORS.

I de seneste mange år komponerende Licht musik til diverse TV-film og serier, og det store publikum fik han med den skæve seriemorder-serie DEXTER, hvor han bidrog til samtlige 89 episoder. Han nåede også en smule ind i computerspillenes verden, og her har jeg selv en cd med den særdeles stemningsfulde musik fra SILENT HILL: DOWNPOUR. Den tror jeg, at jeg vil høre igen sammen med de andre cd'er ... for selvfølgelig kender jeg Daniel Licht. Hvil i fred.

Intrada udgiver ultimativ udgave af Jerry Goldsmiths POLTERGEIST II: THE OTHER SIDE

Af den ene og den anden grund har jeg ikke haft så meget tid til at beskæftige mig med filmmusik det seneste års tid - ja, jeg har dårligt nok fået hørt noget som helst. Men nu er det stille og roligt ved at vende tilbage, så jeg vil da lige nævne en enkelt nyhed fra horror-soundtrack-verdenen. Intrada udgiver nemlig Jerry Goldsmiths score til POLTERGEIST II: THE OTHER SIDE. Det kan man sige, at de har gjort før. Helt tilbage i 1986 var det nemlig den første Goldsmith-titel fra Intrada.

Gennem årene har labels så som Varèse Sarabande og Kritzerland (og Intrada igen) kastet sig over POLTERGEIST II: THE OTHER SIDE, og der er stille og roligt kommet mere musik på udgivelserne, så det er på ingen måde et soundtrack, der har været vanskeligt at få fingre i. Og i skrivende stund har jeg faktisk fire forskellige varianter stående på hylden.

Men nu slår Intrada altså til med en noget nær ultimativ udgave, der indeholder hele tre cd'er. På de to første cd'er finder man det komplette soundtrack (omkring 64 minutter), i både et digitalt og et analogt mix. Og den tredje cd indeholder omkring en times varianter af musikken, som f.eks. nogle cues uden kor. Hertil kommer en helt nyskrevet booklet, der fortæller om arbejdet bag denne udgivelse. Det lyder som en cd, jeg skal have fat i (selv om jeg sådan set har den i forvejen).

En æske fyldt med horror-musik

Hvis man er glad for musik fra skrækfilm, så kunne dette omfattende boxsæt fra Varèse Sarabande måske være noget. Den overordnede titel er LITTLE BOX OF HORRORS, og den vil indeholde hele 12 cd'er pakket i en smagfuld æske. Indholdet er følgende:

• DEADLY FRIEND (Charles Bernstein)
• DRACULA 2000 (Marco Beltrami)
• THE FLY (Howard Shore)
• THE HIDDEN (Michael Convertino)
• MANIAC (Jay Chattaway)
• THE MEPHISTO WALTZ / THE OTHER (Jerry Goldsmith)
• MIMIC: DELUXE EDITION (Marco Beltrami)
• A NIGHTMARE ON ELM STREET (Charles Bernstein)
• PUMPKINHEAD: Richard Stone
• SCREAM: DELUXE EDITION (Marco Beltrami)
• THE SERPENT AND THE RAINBOW (Brad Fiedel)
• THE STRANGE CASE OF DR. JEKYLL AND MR. HYDE (Bob Cobert)

Boxsættet kommer med en 24 sider booklet, skrevet af Randall Larson, og det udkommer i 1500 eksemplarer. Prisen er 99 dollar, og man kan forudbestille fra den 18. november. Umiddelbart ser det lækkert ud, og alene det, at Brad Fiedels THE SERPENT AND THE RAINBOW er med, er alle pengene værd. Scoret har været ude på cd før fra Varèse Sarabande, men blev efter sigende trukket tilbage igen lige med det samme, så kun få eksemplarer slap ud i almindelig handel.

Jeg er dog personligt lidt frustreret over, at jeg i forvejen har otte af de albums, som boxen indeholder, men jeg vil virkelig gerne have fat i f.eks. PUMPKINHEAD og MANIAC. Anyway, det ser ud til at være en flot udgivelse, så nu får vi se. Her er nogle af forsiderne på de inkluderede cd'er:

Varèse Sarabande er i Halloween-humør, og udgiver to spændende horror-soundtracks

Jeg har ikke tal på hvor mange horror-soundtracks, der er kommet gennem årene fra Varèse Sarabande, men de har aldrig været bange for at kaste sig over de mere dystre toner. Her op til Halloween er to nye udgivelser blevet annonceret, begge i deres CD Club, hvor oplagene er begrænsede.

Først har vi en rigtig klassiker, nemlig Jerry Goldsmiths Oscar-vindende score til THE OMEN fra 1976. Musikken har været udgivet før, og for 15 år siden diskede Varèse Sarabande op med en såkaldt Deluxe Edition med ekstra meget musik. Men der manglede stadig nogle cues, og det retter de nu op på med denne 40 års jubilæums-udgave. Med som et bonus-track er en THE OMEN-suite fra 2009, dirigeret af Diego Navarro. Oplaget er 3000 eksemplarer.

En særlig styrke ved Wes Cravens SCREAM-film er Marco Beltramis dynamiske og opfindsomme musik. I 1998 udgav Varèse Sarabande en cd, der indeholdt ca. et kvarters musik fra de to første film, men i 2011 fik SCREAM den store tur med en Deluxe Edition-cd. Nu gælder det så 2'eren, hvor hele Beltramis score er med - og som et ekstra krydderi har man inkluderet de ikke uvæsentlige par cues fra Danny Elfman. Oplaget er 2000 eksemplarer.

Tre bøger om musik i skrækfilm

Læsere af denne blog vil vide, at jeg er glad for horror-soundtracks, og nu skal jeg altså også have læst den bog om emnet, jeg købte for et par år siden. Den er redigeret af Philip Hayward, og den hedder TERROR TRACKS: MUSIC, SOUND AND HORROR CINEMA (Equinox Publishing, UK, 2009). En tilfældig søgning på Amazon afslørede dog, at der måske er et par titler mere, jeg burde føje til mit bibliotek. Det drejer sig om:

Neil Lerner (redaktør): MUSIC IN THE HORROR FILM: LISTENING TO FEAR (Routledge Music and Screen Media, UK, 2010). Bogen indeholder en samling af essays.

J. Blake Fichera: SCORED TO DEATH: CONVERSATIONS WITH SOME OF HORROR'S GREATEST COMPOSERS (Silman-James Press, USA, 2016, udkommer 1. juli). Den indeholder interviews med John Carpenter, Alan Howarth, Claudio Simonetti og Maurizio Guarini fra Goblin, Christopher Young, Tom Hajdu fra tomandandy, Charles Bernstein, Jay Chattaway, Nathan Barr, Fabio Frizzi, Simon Boswell, Joseph Bishara, Jeff Grace og Harry Manfredini.

En soundtrack-anmeldelse fra arkivet: THEMES FROM CLASSIC SCIENCE FICTION, FANTASY AND HORROR FILMS

Mancini, Salter, Stein m.fl. THEMES FROM CLASSIC SCIENCE FICTION, FANTASY AND HORROR FILMS, Varèse Sarabande VSD-5407, cd 1993.

Denne cd er fuld af gode minder. Som knægt så jeg utallige skræk- og science fiction-film fra 50'erne på tysk TV, og mange af disse klassikere er stadig blandt mine absolutte favoritter. Pladen indeholder musik fra en lang række af de bedste af dem, og det er især komponister som Henry Mancini, Herman Stein og Hans J. Salter, der gør sig bemærket. Der er tale om både main titles og udvalgte temaer, og alle filmene - bortset fra THE HORROR OF DRACULA - stammer fra Universal.

Der lægges ud med Salters THE MOLE PEOPLE: Et afdæmpet symfonisk stykke musik med den særlige etniske klang, som mange Hollywood-film fra den periode er kendetegnet ved, og stilen er lidt à la Bernard Herrmann. Musikken er ikke specielt skræk-præget, men allerede i næste track af samme komponist, kommer gyset op til overfladen.

"The Monster Attacks" fra CREATURE FROM THE BLACK LAGOON lægger ellers ud med afdæmpet fløjte og tilbagetrukket orkester, men snart høres monstrets brølende blæser-tema - et af de mest kendte lydbilleder fra 50'ernes skrækfilm (man kan i øvrigt også tydeligt høre fløjtespillerens stønnen og smasken, når han trækker vejret). Salter er også repræsenteret med den muntre titelmusik fra THE HOUSE OF FRANKENSTEIN samt det stemningsfulde tema fra THE SON OF DRACULA.

Herman Stein står for den forrygende "Main Title" fra THIS ISLAND EARTH. Her kan man opleve et af de første forsøg med elektronisk tilsætning til den symfoniske musik, og Varèse Sarabande har valgt at bevare et par af lydeffekterne fra den oprindelige indspilning. Cd'en byder også på Stein-musik fra IT CAME FROM OUTER SPACE og THE REVENGE OF THE CREATURE.

Panterens formand, Henry Mancini, lavede en del skrækmusik i sine unge dage, og her kan man opleve uddrag fra TARANTULA og THE CREATURE WALKS AMONG US - begge med en spændende brug af strygere og blæsere, og det er klart to af pladens bedste tracks.

Man kan også glæde sig over Fred Carling og Ed Lawrences avancerede "Main Title" til THE INCREDIBLE SHRINKING MAN, der lægger ud med en sørgmunter og halvjazzet stemning, der brydes af brølende trompeter. Endelig indeholder cd'en THE DEADLY MANTIS af William Lava og THE HORROR OF DRACULA af James Bernard.

Lydkvaliteten er ikke i top, og der er ikke mere end 30 minutter på cd'en, men ikke desto mindre er det en fremragende plade med gode liner notes af Tom Null. Hvis man bare er en anelse interesseret i skrækmusik, er den et absolut must!

Denne anmeldelse blev første gang bragt i Det Danske Filmmusik Selskabs blad LYDSPORET i marts 1995.

Horror-instruktøren John Carpenter indtog DR Koncerthuset for fuld musik ... og det var fedt

John Carpenter og band på scenen i DR Koncerthuset.

Hvis der var blevet kastet en atombombe over DR Koncerthuset i aftes, ville det meste af horror-fandommen i Danmark været blevet udryddet på et splitsekund. Sjældent har jeg set så mange mennesker fra det skræmmende fan-miljø samlet på ét sted, men nu er det heller ikke hverdagskost, at selveste John Carpenter er i byen. Den 68-årige instruktør er kendt for sine ikoniske soundtracks, men har nu for alvor fået en karriere som musiker og er i øjeblikket på verdensturne med sit band - og takket være artFREQ., Live Nation & CPH PIX lagde frygtens mester vejen forbi København.

Publikum begynder at strømme til.

Før koncerten.

Der blev selvfølgelig også solgt merchandise.

Begivenheden var stort set udsolgt, men det gode vejr holdt de fleste af gæsterne udenfor koncerthusets borgkube-lignende bygning indtil sidste sekund, men så væltede det også ind. Og for første gang oplevede jeg, at køen til herretoilettet var klart den længste. Nu skal det bemærkes, at flere af urinalerne derinde var ude af drift, men det siger også noget om sammensætningen af publikum.

Vi havde fint udsyn til scenen.

Klar til at blive suget ind i John Carpenters univers.

Jeg havde min datter med til koncerten, og vi nåede lige at hilse på flere af horror-nørderne, før det klassiske DR-pausesignal lød, og vi satte kursen mod den store koncertsal. Vi skulle sidde på 1. balkon lidt skråt for midten, og vi havde derfor ingen foran os. Perfekte pladser. Koncerten var annonceret til at starte kl. 21.00, men det akademiske kvarter blev holdt i hævd, og den blev 21.15, før lyset blev dæmpet, og John Carpenter gik på scenen med sine fem musikere.

Scenen var bygget simpelt, men effektivt op.

Tonerne fra ESCAPE FROM NEW YORK buldrede ud i salen, og publikum gik amok. Adskillige rækker var oppe at stå, og der blev hujet og klappet. Jamen, for pokker ... det var jo John Fucking!!! Carpenter, der stod deroppe på scenen; manden, der har givet os det ene filmiske mareridt efter det andet, og som i de fleste tilfælde har sat sine fingeraftryk på lydsporet.

John Carpenter i centrum for bandet.

Bandet var i overvejende grad klædt i sort. Carpenter selv spillede selvfølgelig synthesizer, hvilket sønnen Cody Carpenter også gjorde. Derudover var Carpenters gudsøn Daniel Davies med på guitar og keyboard, og desuden medvirkede John Spiker på bas, John Konesky på guitar og Scott Seiver på trommer. Som man kan fornemme på den instrumentale maskinpark, så var der dømt rock'n'roll, men det var nu ikke så tosset, og publikum elskede det.

Så er vi for alvor i gang.

Først efter det andet nummer, ASSAULT ON PRECINCT 13, sagde John Carpenter godaften, og så kastede bandet sig ud i to tracks fra albummet LOST THEMES - den plade, der kickstartede instruktørens anden karriere, hvor musikken vækker minder om de klassiske lydspor fra hans film, men som alligevel har sit helt eget liv. Herefter fulgte i rap toner fra THE FOG, THEY LIVE og THE THING, og sådan vekslede det mellem filmmusik og numre fra de to LOST THEMES-plader.

Der blev vist klip fra Carpenters film på et tunnelformet lærred.

Bag bandet hang et lærred, hvor der blev vist klip fra de mange film, og det var simpelt, men effektivt. Lysshowet var også i den minimalistiske ende, men igen virkede det fint. Og da hele bandet tog solbriller på som optakt til musikken til THEY LIVE, så brød publikum selvfølgelig ud i jubel. John Carpenter diskede på ingen måde op med alenlange anekdoter om filmene eller musikken. Han holdt sig til et manuskript, der sjældent blev fraveget. På et tidspunkt ville han dog gerne se lidt mere liv fra de publikummer, der sad på de øverste rækker. - Make some noise, råbte han.

Yes, vi er nået til HALLOWEEN, og det hele koger.

Det er ikke alle numre fra LOST THEMES-projektet, der er lige stærke, og der er et par af hans film-tracks, der heller ikke siger mig det store. Men vi kom godt rundt i bagkataloget, og naturligvis var HALLOWEEN-temaet et helt forrygende højdepunkt. I betragtning af, at det kun var bandets tredje koncert på turneen, så blev der spillet tight, og kun i ganske få situationer virkede det som om, at de lige mistede overblikket. Måske var der en anelse for meget guitar-lir til min smag, men samlet set var det en fænomenal oplevelse - og lyden var perfekt i den smukke koncertsal.

The End. Bandet bukker for publikum.

17 numre blev det til alt i alt, og efter fem kvarter takkede John Carpenter og hans band af til stående ovationer. Og på ægte film-maner, så stod der selvfølgelig The End oppe på lærredet. Og så blev der ellers snakket på vej ned ad rulletrapperne og ude i foyeren. Stemningen var helt magisk, og der var bred enighed om, at det havde været en fed koncert. Det syntes min datter i øvrigt også!

Farvel og tak for denne gang.

... and the crowd goes wild!

Jeg nåede lige at købe en HALLOWEEN-T-shirt i merchandise-boden, og så fik jeg hilst på og snakket med flere venner og fans på vejen ud. Som sagt, så var nærmest hele horror-Danmark samlet, men det vil føre for vidt at nævne dem her. Der var også en del, der var til stede, som jeg slet ikke så, så ingen nævnt, ingen glemt. Men for pokker, hvor var det fedt!

• Det spillede de:
• 1. ESCAPE FROM NEW YORK
• 2. ASSAULT ON PRECINCT
• 3. "Vortex"
• 4. "Mystery"
• 5. THE FOG
• 6. THEY LIVE
• 7. THE THING
• 8. "Distant Dream"
• 9. BIG TROUBLE IN LITTLE CHINA
• 10. "Wraith"
• 11. "Night"
• 12. HALLOWEEN
• 13. IN THE MOUTH OF MADNESS
• Ekstranumre
• 14. PRINCE OF DARKNESS
• 15. "Virtual Survivor"
• 16. "Purgatory"
• 17. CHRISTINE

Et enkelt soundtrack

Mine stakkels reoler kan snart ikke rumme mere, men jeg måtte lige have fingre i dette soundtrack, nemlig Lalo Schifrins musik til den originale THE AMITYVILLE HORROR. Den har man hidtil kun kunnet få i en genindspilning, der ikke var optimal, når det gælder kvalitet, men nu har man fundet det komplette score i mono samt ca. 70 procent i stereo. Det er blevet til en dobbelt-cd fra Quartet Records, og den glæder jeg mig til at høre.

Claudio Simonetti's Goblin rockede Amager Bio

Claudio Simonetti's Goblin på scenen i Amager Bio.

Man kan ikke sige Dario Argento uden ikke også at komme ind på Goblin - bandet, der i forskellige konstellationer har leveret musik til flere af den italienske instruktørs film. Det med de forskellige konstellationer kommer også til udtryk i den virkelige verden, hvor man i øjeblikket har to bands på landevejen, der gør krav på Goblin-navnet. I aftes stod den ene variant - den, der hedder Claudio Simonetti's Goblin - på scenen i Amager Bio - og det blev en fornøjelig affære med masser af Dario Argento-musik og andre punktnedslag i filmmusikkens og prog-rockens verden.

Folk venter på at komme ind til koncerten.

Koncerten var en del af CPH PIX-festivalen, og begivenheden tiltrak et mellemstort publikum til Amager Bios unikke lokaler. Strengt taget var vi nok ikke flere, end at vi kunne have været i Lille Vega, men det var nu fedt at opleve bandet på en stor scene og under optimale forhold. Blandt publikum var mange fra det danske horror-fan-miljø, og Goblin-koncerten havde fået nogle af de garvede ghouls fra de gode gamle gyser-fanzine-dage til at troppe op. Nogle af dem har jeg aldrig mødt IRL (eller in real life, som man siger på moderne dansk), så det var enormt hyggeligt endelig at kunne hilse på folk, jeg hidtil kun har kendt fra breve eller diverse skumle fan-publikationer.

Absolut Lut med Jozef van Wissem.

Koncerten var en dobbelt-begivenhed, forstået på den måde, at det første navn på scenen var hollandske Jozef van Wissem. Han har bl.a. lavet soundtracket til ONLY LOVERS LEFT ALIVE, den nye vampyrfilm af Jim Jarmusch. Den sortklædte van Wissem kom ind med sin specialbyggede lut, der lignede noget fra en science fiction-film, og satte sig uden et ord ned og begyndte at spille. Musikken var minimalistisk og hypnotisk, og intensiteten steg, efterhånden som numrene skred frem.

Kun da van Wissem spillede et track fra ONLY LOVERS LEFT ALIVE, henvendte han sig til publikum, men ellers var han i sin egen verden, som en goth-troubadour fra en anden dimension. Selv om musikken havde en ensartet klang og var præget af gentagelser, så var det på ingen måde noget ligegyldigt new age-plidder-pladder. Det havde kant, og det var fascinerende at overvære en så kompromisløs optræden.

Så er vi i gang.

Efter en kort pause, hvor folk kunne nå i baren og få fyldt op, gik Claudio Simonetti's Goblin endelig på scenen. Ud over Claudio Simonetti på keyboards består bandet af Bruno Previtali på guitar, Federico Amorosi på bas og Titta Tani på trommer. Bandet lagde ud med et par numre fra albummet "Roller", hvilket kan virke lidt modigt, da folk nok har nogle andre tracks kørende på deres indre pladespiller, når de tænker på Goblin. Men så var festen ligesom sat i gang, og man fornemmede også hurtigt, at vi havde med et rockband at gøre.

Undervejs blev der vist filmklip bag bandet.

Men med aftenens fjerde nummer kom vi frem til the good stuff. - Do you like zombies? spurgte Claudio Simonetti publikum, og det kunne vi kun sige ja til. Det var startskuddet til musikken fra DAWN OF THE DEAD, der blev akkompagneret af klip fra filmen på et lærred bag bandet. Herligt, herligt... Derefter skulle vi lige nogle omveje ud i bandets bagkatalog og omkring lidt fra NON HO SONNO, som jeg ikke kender så godt, før der for alvor blev sat ind med en omgang af Dario Argentos Greatest Hits.

Kan I så synge med!

Masser af stemning på scenen.

Claudio Simonetti forsøgte at få publikum med på at synge temaet fra SUSPIRIA, men det var alt andet end overbevisende - men heldigvis kunne han så meget bedre selv. Det var fantastisk at opleve denne ikoniske musik blive spillet live - og højt! Det samme gjaldt TENEBRE, PHENOMENA og PROFONDO ROSSO, hvor man under TENEBRE kunne more sig over, at Simonetti kæmpede med at beholde sit mikrofon-headset på, hvorigennem han leverede det velkendte vocoder-element, der er en del af det berømte track.

Tak for denne gang!

...og vi skal da lige have et billede af os selv og publikum.

Ingen rock-koncert uden ekstranumre, og bandet kom tilbage på scenen og leverede en energisk udgave af temaet fra DÈMONI, hvorefter vi lige fik lidt mere fra DAWN OF THE DEAD. Så takkede bandet af, rystede hænder med publikum oppe ved scenekanten og fik taget et billede af dem selv med publikum i baggrunden. Alt i alt en utrolig oplevelse, selv om der måske gik lidt for meget rock'n'roll i den undervejs end egentlig filmmusik-koncert (vi fik sandelig også en trommesolo). Men det var fedt, energisk, dynamisk og på et højt niveau rent teknisk.

Ude i forhallen blev der solgt merchandise, og jeg snuppede lige soundtrack-cd'en fra Dario Argentos DRACULA (ja, det er en jammerlig film, men filmens hovedtema er meget flot) samt en Goblin-T-shirt. Selv om vi publikummer havde brug for at få snakket om aftenens koncert, så havde personalet travlt med at komme hjem, så det var derfor tid til at drive hen til baren Beta lige ved siden af Amager Bio, hvor der var efterfest. Jan Schmidt fra Another World Entertainment var DJ med soundtrack-vinyler, så det skulle vi lige have med.

Nicolas Barbano i samtale med Claudio Simonetti.

Så skal der skrives autografer... her til komponisten og musikeren Alex Puddu (til venstre i billedet).

...og endnu flere autografer, mens NATTENS ENGEL-instruktøren Shaky González (i midten af billedet) kigger på.

Men først stod vi ude foran og snakkede om koncerten og om horror generelt, og mens vi stod der, kom bandet hen til Beta for at være med. Jeg fik trykket Claudio Simonetti i hånden, og takkede for en god koncert og en stor oplevelse, hvorefter bandet holdt hof nede i Betas kælder. Her blev der snakket og skrevet en del autografer. Stemningen var helt i top; et suverænt punktum på en god aften.