mandag den 24. maj 2010

10 vampyrfilm, du skal se, hvis du er vild med TWILIGHT

Hvis man har set de to første film i TWILIGHT-serien flere hundrede gange og ligger søvnløs om natten, fordi man ikke kan holde ud at vente på, at næste kapitel får premiere, så er her lidt hjælp at hente. Der er nemlig mange andre gode vampyrfilm - flere af dem endda med et romantisk twist. Jeg kan f.eks. anbefale dig at se...

BUFFY THE VAMPIRE SLAYER (1992): Den alt andet end kvikke gymnasiepige Buffy tænker kun på at være cheerleader, feste og være sammen med sine venner. Men en dag får hun at vide, at hun er den udvalgte med særlige evner for at bekæmpe vampyrer.
Hvorfor skal du se den?
Der er komik, romantik og masser af action - og klamme blodsugere selvfølgelig.

UNDERWORLD (2003): Vampyren Selene får nætterne til at gå med at jage varulve, vampyrernes fjender gennem århundreder. Hun bliver tiltrukket af Michael Corvin, et menneske, som varulvene er på jagt efter.
Hvorfor skal du se den?
Det er flot og dynamisk underholdning og vampyrerne har masser af lækkert udstyr, som Volturierne formentlig ville være grønne af misundelse over.

BLADE II (2002): Vampyrjægeren Blade bliver tvunget til at arbejde sammen med sine fjender, fordi verden plages af en ny og særdeles bizar form for blodsugere: Vampyrer, der lever af vampyrer. Undervejs får vi også lidt romantik med den smukke vampyr Nyssa.
Hvorfor skal du se den?
Fordi det er en film, der virkelig sparker røv, og så minder den dig om, at ikke alle vampyrer er lige lækre.

THE LOST BOYS (1987): Brødrene Michael og Sam flytter til Californien sammen med deres nyskilte mor. Her får de hurtigt problemer med en bande unge vampyrer, der hærger byens forlystelsesliv om natten.
Hvorfor skal du se den?
Det er en af de første film, der for alvor viser det at være vampyr som noget cool og sejt - så må du leve med, at de medvirkendes frisurer bare er 80'er-agtige!

INTERVIEW WITH THE VAMPIRE (1994): En journalist i vor tids San Francisco har fået et scoop. Manden, han er ved at interviewe, er vampyr og har levet i mere end 200 år - og nu vil han gerne fortælle sin historie.
Hvorfor skal du se den?
Det er to af Hollywoods mest populære skuespillere, der her kaster sig ud i en dramatisk og blodig fortælling med homo-erotiske undertoner. Det er en fremragende og medrivende film.

FRIGHT NIGHT (1985): Charley Brewster er overbevist om, at hans nye nabo Jerry Dandrige er en vampyr, men det er der ingen andre, der tror på - og slet ikke hans kæreste Amy, der efter lidt let hypnose bliver temmelig vild med Jerry Dandrige.
Hvorfor skal du se den?
En film med en vampyr i smart tøj, der danser på et diskotek i 80'erne, er altså et must.

BRAM STOKER'S DRACULA (1992): Lækker og visuelt meget opfindsom udgave af den klassiske historie om Dracula, der eftertragter den underskønne kvinde Mina.
Hvorfor skal du se den? Det er en ekstremt flot film og den dirrer af romantik. Dracula ligner ganske vist en sær fætter på en dårlig hårdag, men han er så fuld af passion, at Edward ville skamme sig.

NEAR DARK (1987): Den naive Caleb bliver bidt af vampyr-pigen Mae og han begynder straks at forvandle sig. Han bliver nu en del af en gruppe af omrejsende vampyrer, der muligvis vil lade ham leve - men de tvivler på om han har nerver til at slå ihjel og selv skaffe blod.
Hvorfor skal du se den? Ud over at have nogle af de sejeste vampyrer, der nogensinde har optrådt på film, så er dette også en fin og meget moderne kærlighedshistorie.

DRACULA (1931): Den første officielle filmudgave af Bram Stokers roman, hvor Béla Lugosi elegant spiller hovedrollen som greven med en unaturlig tørst efter blod.
Hvorfor skal du se den?
Fordi den er alt det, TWILIGHT ikke er. Filmen er i sort/hvid, virker som filmet teater og er stort set uden vold. Grev Dracula ligner en pervers gammel onkel og der er ikke en eneste Muse-sang på lydsporet. Den må du bare se. I dare you!

30 DAYS OF NIGHT (2007): Byen Barrow i Alaska er ved at gøre sig klar til en hel måned, hvor solen ikke står op. Det har en gruppe vampyrer tænkt sig at udnytte.
Hvorfor skal du se den? Det kan godt være, at vampyrerne i denne film ligner zombie-rotte-kannibaler, men den er altså instrueret af David Slade, manden, der også har lavet ECLIPSE.

8 kommentarer:

  1. Wuhu, jeg har set dem alle - flere gange. Fright Night husker jeg endda som lidt uhyggelig. Og Chris Sarandon var superb som Jerry Dandrige. Jeg skal helt klart se remaket, når den engang er færdigindspillet. Dog har jeg lidt svært ved at forestille mig Colin Farrell som Dandrigde. Men hey, jeg var også ved at dø af grin i sin tid da det blev annonceret at Tom Cruise skulle være Lestat. :-=

    SvarSlet
  2. Jo, men den gode Tom, er faktisk virkelig klam på den fede måde i filmen..Så for mig virker det meget godt..Jeg skal lige til korfirmation, og så tror jeg sandelig at jeg skal se en lille vampyrfilm :o)
    Stinne

    SvarSlet
  3. Hvis jeg skulle komme med et bud på en vampyrfilm, du mangler på listen, er det "Låt den rätte komma in" fra 2008. Det er simpelthen en fantastisk film, som ovenikøbet bygger på en ligeså fantastisk bog. En anden svensk vampyrfilm er "Frostbiten", som jeg også synes var ganske underholdende. Men den fortjener måske ikke ligefrem en top ti placering :)

    SvarSlet
  4. Ikke at det betyder det store, men den spansk-sprogede udgave af "Dracula" (1931) er bedre end den engelsk-sprogede. Men Bela Lugosi er bare bedre i rollen som Dracula. Jeg glæder mig til den dag, hvor der kommer et fan-edit, hvor Lugosi er sat ind i den spansk-sprogede. xD.

    SvarSlet
  5. Til Jette: Jeg er helt enig i, at LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN er en fremragende film, der skal ses - men der var en grænse for hvor mange "seriøse" og "skæve" film, jeg kunne have med på listen. FROSTBITEN er ganske sjov, men ikke rigtig god, efter min mening.

    Til Jack: Den spansk-sprogede DRACULA fra 1931 er super, selv om den er lidt for lang. Faktisk er et af de første indlæg på denne blog netop om den spanske DRACULA.

    SvarSlet
  6. Jeg synes, det er en ret sjov detalje, at Tod Browning filmede om dagen, mens George Melford filmede med de spanske skuespillere om natten i det samme set. Og at resultatet blev så forskelligt, når udgangspunktet var det samme!
    Men enig i at Bela Lugosi er klasser over Carlos Villarías som Dracula ...

    SvarSlet
  7. Synes det en absolute god liste for vampyr film... men selvom mange af disse film også har en smag af romantik, ville jeg personligt kalde twillight for en ''romantik film'' hvor alle de andre er mere mod gys eller action, som hoved-vægt. den eneste jeg endelig synes ligger i samme genre kasse som twillight er måske Buffy, begge også med unge teenagepiger som målgruppe i deres markedsføring.
    ''Interveiw with a vampire'' er klar værd at se, bogen og hele den tilknyttede serie kan varmt anbefales (undgå helst filmatiseringen af Queen of the damned, i min mening)
    savner lidt ''lad den rette komme ind'' på listen?

    SvarSlet
  8. Tricket med listen var lidt at pege på nogle film, der mindede lidt om og så nogle film, der er markant bedre end TWILIGHT (hvilket ikke er så svært). LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN er et godt bud, men den er lidt for aparte i forhold til det, jeg forsøgte med denne liste (der jo er skrevet med et glimt i øjet).

    SvarSlet